FOS Inulin

Inulin er et kulhydrat, der findes som en bestanddel i ca. 36.000 planter jorden over. Det oplagres i rødderne i mange af vores almindelige næringsmidler, f.eks. i løg (2-4%), hvidløg (9-16%), porre (3-10%), asparges (10-15%), samt i cikorie (13-20%), hvoraf Fos Inulin er ekstraheret ved brug af varmt vand.

Inulin er opbygget af fruktose i lange kæder. Kæderne består af omkring 60 fruktose-enheder, der næsten alle slutter med et enkelt glucose-molekyle. Denne særlige kemiske struktur forklarer navnet  fructo-oligo-saccharider (fos).

Det særlige ved Fos Inulin er, at det passerer stort set uændret gennem fordøjelseskanalen, indtil det når tyktarmen. Det betyder bl.a., at hverken blodsukker- eller insulin-niveauerne i blodet hæves, hvad der gør Fos Inulin til en ideel kulhydratkilde for diabetikere. 

I tyktarmen får tarmens mikroflora Fos Inulin til at fermentere og producere forskellige stofskifteprodukter. Præparatet har således en række fysiologiske egenskaber, der forklarer dets forbavsende gavnlige virkninger på vores sundhed.

Fiber-virkning.  Fos Inulin indeholder ufordøjelige fibre (plantepolysaccharider og lignin), der ikke hydroliseres eller spaltes under fordøjelsesprocessen i den menneskelige organisme. 

En regelmæssig anvendelse af Fos Inulin vil således give de velkendte helsefordele ved fiberprodukter, der er dokumenteret gennem en lang række videnskabelige rapporter: nedsættelsen af pH-værdien i tarmen, gavnlig virkning på mikroflora og galdestofskifte, reduktion af toksiske stofskiftestoffer, hurtigere mæthedsfornemmelse, bedre mavefunktion og nedsat risiko for forstoppelse, sænkning af LDL-kolesterol- og triglycerid-værdierne, sænkning af for højt blodtryk, især hos ældre, normalisering af blodsukker- og serumlipid-værdierne, gavnlig virkning på stofskiftet hos diabetes-patienter og forbedring af mineraloptagelsen. 

Bidobakterie-virkning.  Undersøgelser har vist, at en daglig indtagelse af Fos Inulin medfører en betydelig vækst (ca. til det 10-dobbelte) af de positive bifidobakterier i tyktarmen med tilsvarende reduktion af de skadelige sygdomsfremkaldende forrådnelsesbakterier som  salmonella, shigella, listeria, campylobacter, bacteroides, proteus, staphylococci, veillonellae, enterococci, streptococci spp. og enteropatisk E. coli, clostridium perfrigens og vibrio cholerae. 

En høj forekomst af skadelige bakterier i tarmen er et resultat af en kostsammensætning med mange animalske produkter og få vegetabilske. Sygdomme eller patologiske tilstande, der kan skyldes skadelige tarmbakterier, omfatter diarré, infektioner, leverskader, kræft, forrådnelsesprocesser, antibiotika-forbundet tyktarmsbetændelse, andre betændelsestilstande i fordøjelsesapparatet som mavesår og Crohns sygdom.

De positive virkninger af bifidobakterier. Lavere pH-værdi i tyktarmen, hæmning af vækst af sygdomsfremkaldende bakterier, modvirkning af dannelsen af cellegifte, stimulering af immunitetsstyrkende faktorer, produktion af forskellige vitaminer (B-gruppen, folsyre, K) og fordøjelsesenzymer, genoprettelse af den normale tarmflora efter behandling med antibiotika.

Undersøgelser har vist, at helsefordelene opnås ved en indtagelse på 10-15 gram Fos Inulin pr. dag. Kan indtages i vand, juice, mælk og saft eller udrøres i grød. 

Fos Inulin er et glimrende kosttilskud til sportsfolk, slankere og for mennesker med forskellige lidelser som stofskifte- og fordøjelsessygdomme, herunder diabetikere og ældre.

Hvis der opstår for meget tarmluft, nedsættes dosis til mindre portioner flere gange daglig. Ved overdosering kan der forekomme en midlertidig og helt harmløs diarré.

Fos Inulin forhandles i dåse à 150 g i helsebranchens specialforretninger.

Referencer:
Delzenne og Roberfroid 1994. Physological effects of non-digestible oligosaccharides. Lebensmittel - Wissenschaft + Technologie. 27 (1), pp. 1-6
Fiordaliso et al. 1995. Oligofructose supplemented diet lowers serum and VLDL concentrations og triglycides, phospholipides and cholesterol in rats. Lipids 30, pp. 163-7.
Gibson og Roberfroid 1995. Dietary modulation of the human colonic microbiota: introducing the concept og prebiotics. Am. Inst. of Nutr. pp. 1401-12.
Hartemink et al. 1994. Effects of fructo-oligosaccharides in the human intestenal flora. Proc. of the Fourth Seminar on Inulin, Wageningen, The netherlands, pp. 79-89.
Hata et al. 1982. Effect of neosugar on the lipid metabolism of rats. Proceeding 1st Neosugar Research Conference, pp. 63-72: Meija-Seika Publications.
Modler 1994. Bifidogenic factors: Sources, metabolism and applications. Int. Diary J., Elsevir, pp. 383-407.
Roberfroid et al 1993. The biochemestry of oligofructose, a non-digestible fiber: an approach to calculate its caloric value. Nutrition Reviews, 51 (5), pp. 137-46.
Rodman et al. 1986. The interaction of two diseases: diabetes mellitus and cystic fibrosis. Medicine (Baltimore), 65, pp. 389-397.
Rumessen et al 1990. Fructans from Jerusalem artischokes-intestinal transport, absorption, fermentation and influence on blood glucose, insulin and C-peptide response in healthy subjects. Am. J. of Clin. Nutr., 52, pp. 675-81.
Spiegel et al 1994. Safety and benefits of fructooligosaccharides and food ingredients. Food Technol. pp 85-90.