Her må skolemedicinen stadig undre sig

Først var det kun en mystisk tro, der hos enkelte naturfolk har holdt sig helt op til vore dage: den, der fortærer det endnu »blodvarme« hjerte fra et til guderne ofret dyr, optager dette hjertes kraft og ungdom i sig. Det overraskende medicinske bevis for, at denne hedenske skik virkelig har den lovede styrkende og alderdomsudsættende virkning, mente den belgiske læge dr. J. La Barre for 20 år siden at have leveret. Han forgiftede først et forsøgsdyrs hjerte med en overdosis af fingerbøl (digitalis). Så fodrede han dyret med et hjerteekstrakt. Allerede kort tid efter indtagelsen af ekstratet aftog giftvirkningen, hjertet slog pludselig igen kraftigt og normalt.

Til folkemedicinens moderne myter har i årtier hørt den anskuelse, at lecithin så at sige er »nerveernæring«. Kun lægerne troede indtil for kort tid siden ikke på den nervestyrkende virkning, som man kan læse om i officielle dokumenter om lecithin. Indtil man i det nationale amerikanske forskningsinstitut for psykisk sundhed i Bethesda endnu en gang og ganske fordomsfrit undersøgte lecithinen. Det meget overraskende resultat: 1-1½ time efter indtagelsen af nogle skefulde lecithingranulat stiger indlærings- og hukommelsesevnen med 25% i ca. 4-5 timer. Man testede et lecithingranulat med højt cholin- og inositolindhold, der - som ernæringsforsker dr. Christian Gillin beretter - kan købes i enhver helsekostforretning (i Danmark forhandles det under navnet Vitanorm Lecithin Complex granulat). De 2 eksempler viser, at man i medicinen aldrig skal sige »aldrig«. For outsider-metoderne, medicinmandshokuspokus af i går, kan blive morgendagens anerkendte helbredelsesmetoder. Det harmløse pulver kan måske blive erkendt som et betydeligt virkestof. Hvad betyder egentlig en videnskabelig anerkendt metode i medicinen? Hvad er en outsider-metode?

Retsprofessoren dr. Martin Kriele benægter, at staten har ret til f.eks. af en læge at forlange, at han behandler en bestemt sygdom efter en videnskabeligt anerkendt metode. Naturligvis må lægen vælge den behandling, der i det konkrete tilfælde giver de bedste løfter om succes. Mange skolemedicinere betragter en behandlingsmetode for videnskabeligt bevist og anerkendt, når den rent faktisk anvendes af andre skolemedicinere. Således blev det f.eks. i en retssag om kræftmidlet Iscador, udvundet af mistelten, af en skønsmand fastslået, at det »ikke var videnskabeligt anerkendte« og derfor heller ikke tilskudsberettiget. Denne opfattelse blev begrundet med, at mistelpræparaterne i vidt omfang er ukendte i de store kræftbehandlingscentre rundt om i verden. Men hvordan skal et sådant middel overhovedet blive kendt, spørger professor Kriele, hvis en ekspert afviser det alene med den begrundelse, at andre eksperter ikke kender det? Med andre ord: om en metode er videnskabeligt anerkendt eller ikke, afhænger ofte af nogle eksperters meninger, men ikke af faktiske videnskabelige undersøgelser.

Så er det straks noget nemmere at forstå, hvad en outsider-metode er. Ganske vist er der i det enkelte tilfælde næppe enighed. For ikke enhver outsider bryder sig om at blive omtalt som sådan. Den schweiziske retsmediciner dr. Georg Glowatzki fra universitetet i Bern har sammenstillet de for tiden vigtigste outsider-metoder inden for lægevidenskaben i »Medizinische Klinik«. 

Og disse er: homøopati, irisdiagnose, akupunktur, baunscheidtisme, neuralterapi, celleterapi, magnetopati, antroposofistisk medicin og kiropraktik.

Særlig heftigt omstridt har i den senere tid været irisdiagnosen. Øjenlægen dr. Friedrich Mehlhose i Berlin fastslår i denne forbindelse:»Angående irisdiagnose - altså opdagelsen af organiske sygdomme i øjet - så findes der en række publikationer fra læger, der bryder en lanse for denne fremgangsmåde. Læger deltager med indlæg på de årlige konferencer blandt irisdiagnostikere. Skal man så undre sig over at mange lægfolk er af den mening, at noget må der være om snakken?«.

En overraskelse leverede Hermano Michel i Zürich. Han helbredte nemlig 80 mennesker pr. uge for nikotinafhængighed med nogle få minutters håndspålæggelse (og tjente herved ca. 20.000 schweizerfranc pr. uge). Dr. M. Gmür, overlæge ved den psykiatriske universitetsklinik i Zürich gennemførte nu omfattende kontrolundersøgelser. Det viste sig, at 1/3af de behandlede efter et år stadig var ikke-rygere. Og selv efter 5 år var hver 5. patient uden tilbagefald. »Her kan skolemedicinen kun undre sig,« hedder det i lægebladet »Medical Tribune«.

Under ingen omstændigheder bør man principielt forbyde sådanne outsidere at udøve deres virkning, advarer førende medicinere. For »ved siden af vor naturvidenskabeligt orienterede lægepraksis findes der en ikke-naturvidenskabeligt orienteret lægepraksis, som der er et behov for, da dette behov ikke kan tilfredsstilles af vor medicin, fastslår »Ärztliche Praxis«. Og: »Samfundet er nu engang ikke samstemmigt orienteret efter den naturvidenskabelige medicins ideal.« Farligt bliver det kun, når charlataner er ude på bedrag. Denne mistanke findes altid, når der i stedet for moderat lindring med udsigt til mulig helbredelse loves »magiske kræfter« eller også blot sikker helbredelse mod fedme, reuma eller kræft.

Omstridt er altid det, der måske, men på ingen måde altid virker.

Det kan også siges på en anden måde: Ofte kan det være svært for naturmedicin at slå igennem, hvis patienten vil have lov til at beholde sine dårlige vaner, eller sagt på en tredje måde: naturmedicin anprises af sælgeren og patienten, hvis den hjælper, hvis den ikke hjælper, kritiseres den af patienten, og af dem, der har noget, patienten hellere skulle have eller gøre.

Referencer: 
P. Paludano 1985, Ärztliche Praxis 1994, Medizinische Klinik 1984/85, Sundhedsarkiv 1985