Hajbrusk

Forebyggelse af cancer og andre degenerationssygdomme.  Hajer er unikke blandt havets dyr: De får sjældent eller aldrig cancer. Deres skelet, som består udelukkende af brusk, indeholder særlige proteiner, som forhindrer svulster i at udvikle dét system af blodkar, der er nødvendigt for at tilføre dem ernæring, hvorved svulsternes vækst kan standses.

Undersøgelserne begyndte i 1960'erne med dr. Judah Folkman fra Bosten Childrens- Hospital  og Havard Medical School,  som anses for en pionér inden for udforskningen af de såkaldte angiogenese hæmningsfaktorer. Hermed menes faktorer, som forhindrer væksten af de for svulster nødvendige kapillærer og blodkar.

I 1971 offentliggjorde dr. Folkman sin nu berømte hypotese i det førende medicinske tidsskrift  The New England Journal of Medicine.

Hovedpunkterne var følgende:

- Svulster kan ikke vokse uden et net af blodkar som tilfører næring, samt fjerner affaldsstoffer

- Hæmning af udviklingen af blodkar kan være en mulig behandlingstrategi mod cancer

Kliniske undersøgelser.  Herefter begyndte forskerne at lede efter angiogenetiske hæmningsfaktorer i brusk. Hvorfor netop i brusk? Fordi de antog, at eftersom brusk ikke indeholder blodkar, så må den besidde en mekanisme, som forhindrer blodkar i at udvikle sig.

Det endte med, at interessen samlede sig om hajbrusk, i Danmark Hajbrusk i pulver eller kapsler. Det betyder, at hajbrusk som hæmningsfaktor er 1.000 gange mere effektiv end andre former for brusk.

Hajer har et særligt stærkt immunsystem, og de synes at modstå svulster naturligt. Dr. Carl Luer, Sarasota, Florida, udsatte hajer for store doser aflatoksin Bl, et stærkt kræftfremkaldende stof. Aflatoksin aktiveres i leveren af nogle bestemte enzymer. Dr. Luer fandt frem til, at hajlever kun har 20% af en kalveleveres evne til at aktivere aflatoksin Bl. Betydningen heraf er, at hajer kun har en femtedel af kalves risiko for at udvikle kræft under i øvrigt sammenlignelige forhold.

Ved Institute Jules Bordet  i Brüssel (et af de mest ansete kræftforskningscentre i Europa) udførte dr. Ghanem Atassi »in vivo« eksperimenter med mus, hvor menneskelige melanoma blev transplanteret ind i dyrene, således at der fremkaldtes melanoma metastasis. Den ene halvdel af dyrene blev behandlet dagligt med hajbrusk, mens den anden halvdel ingenting fik og på denne måde fungerede som kontrolgruppe.

Efter 21 dage fik kontrolgruppen svulster, som fordobledes i størrelse, mens svulsterne hos de mus, som fik hajbrusk, aftog dramatisk. Af disse forskellige undersøgelser fremgår det, at der er en direkte forbindelse mellem angiogenese og udviklingen af svulster hos mus.

Men hvad med mennesker?

Dr. Patricia D'Amore offentliggjorde i 1988 en artikel, hvori det hed: »Det eneste, som står mellem opretholdelsen af metastaseceller i en passiv tilstand og deres omdannelse til en sekundær svulst, er udviklingen af blodkar«. Dr. D'Amore var overbevist om, at »dette er helt væsentligt for metastasers opståen og efterfølgende vækst.« Hun mente også, at hæmning af angiogenese er en metode til bekæmpelse af metastaser.

Disse hypoteser blev bekræftet nogle år senere, da der fremkom en artikel i The New England Journal of Medicine (3. jan., 1991). Heri redegjorde en gruppe på fire forskere under ledelse af dr. Noel Weidner for deres undersøgelse. Eksperimenter med mikroskopiske zoner med blodkar underbyggede, at metastaser såvel som svulster er angiogenese-afhængige.

Weidners undersøgelse, hvori indgik 49 kvinder - 30 med metastaser og 19 uden - påviste, at der er en sammenhæng mellem dannelsen af blodkar og tumor-metastaser. Ved at tælle antallet af kapillærer og de små blodkar, som samler blod fra kapillærerne, i et mikroskopisk felt af bortskåret tumorvæv, var forskerne i stand til at påvise, at angiogenese hænger sammen med metastaser ved kræftknuder i brystet. Med andre ord stiger risikoen for metastaser, jo flere blodkar der er: Med op til 33 blodkar i et givet felt er risikoen for metastase kun 14%; med 34-67 blodkar er den 45%; med 68-100 blodkar er den steget til 71%; med over 100 blodkar er den 100%.

Forskerne konkluderer, at »der er en klar forbindelse mellem tætheden af mikroblodkar i de syge celler i kræftsvulsten ...og forekomsten af metastaser.«

Anerkendte forskere fra internationalt førende forskningsinstitutioner har siden begyndelsen af 1970'erne arbejdet med muligheden for at bekæmpe kræft med såkaldte angiogenetiske hæmningsfaktorer, og i dag er vi i stand til at konstatere:

• Få, om overhovedet nogen, hajer får kræft.     
• Svulster og metastaser kan ikke udvikle sig uden et netværk af blodkar - svulstvækst er afhængig af udviklingen af nye blodkar     
• Brusk har ingen blodkar.     
• Hajbrusk er 1.000 gange mere effektiv end brusk fra pattedyr og den mest virksomme, ikke-toksiske substans tilforhindring af angiogenese.

Dosering og praktisk behandling.  En af fordelene ved kliniske undersøgelser, er, at de afprøver teorier i praksis. Undersøgelser med kræftpatienter (f.eks. af dr. Roscoe L. Van Zandt og dr. Ernesto Contreras, Tijuana. Mexico, og dr. Ella Ferguson, Panama) har ikke alene bevist, at hajbrusk kan standse kræft, men har også givet os nogle konkrete data angående metoden til at gennemføre kuren.

Selv om vi ikke har helt præcise data om doseringen, så tyder oplysninger fra bl.a. Institut Jules Bordet på, at det er hensigtsmæssigt at anvende høje doseringer, hvilket ikke er overraskende, når det drejer sig om hurtigt voksende svulster. I Jules Bordet-undersøgelserne brugte man 1.200 mg tør hajbrusk pr. 1 kilo kropsvægt for at standse tumorvæksten. Det svarer til, at en person på 55 kilo tager 50 gram dagligt, hvilket for mange kan være en voldsom økonomisk byrde. Dr. Lane anbefaler 1 gram australsk Hajbrusk-pulver pr. kilo legemsvægt daglig. Virkningen skal vise sig i løbet af ca. 2 måneder.

Høje doseringer på 50-60 gram ordineres effektivt enten som lavement eller dels som lavement, dels som oral indtagelse. Lavere doser i de tidligere stadier af sygdommen eller som forebyggende foranstaltning synes at være effektive, når de ordineres oralt. Det anbefales således at tage 1-2 kapsler 2-3 gange daglig af Natur-Drogeriets Hajbrusk kapsler (380 mg). Eftersom hajbrusk virker som angiogenetisk hæmningsfaktor, er det også højst sandsynligt, at den har en virkning på faste svulster med et stort net af blodkar. Der er her især tale omsvulster i bryst, livmoderhals, prostata, centralnervesystem og bugspytkirtel. Lymfeknudekræft, Hodgkins og leukæmi er mindre egnede til behandling, da dannelse af blodkar sjældent spiller nogen rolle for deres opståen og udvikling.

Anvendelse ved faste svulster
Der er blevet udført forskning med en daglig dosis på 1 gram hajbrusk (af klinisk kvalitet) pr. kg legemsvægt. Men i visse svære tilfælde har man fordoblet dosis til 2 gram pr. kg legemsvægt.

Anvendelsesmåde: Dosis opdeles i tre lige store portioner, som indtages i løbet af dagen. Dosis skal tilberedes lige før brug. Ved oral indtagelse blandes hajbruskpulveret med ca. 1 liter juice (appelsin, æble, grape eller tomat) eller vand ved hjælp af en blender. Blandingen indtages 1 time før et måltid.

Typisk reaktion: Efter fem ugers uafbrudt indtagelse vil patientens livskvalitet generelt forbedres. Efter otte-ni uger vil man stort set altid kunne iagttage en betydelig reduktion i omfanget af smerter. Efter 12 uger vil man ofte kunne se en reduktion af svulstens omfang, ændring i svulstens struktur eller reduktion i mængden af tumormarkører i blodet. Hvis patientens tilstand efter 20 ugers brug er betydeligt forbedret, nedsættes dosis i første omgang med 50% i fire uger og derefter til en vedvarende dosis på 9 g. pr. 50 kg legemsvægt. Måling af tumormarkører og scanninger udføres med nogle få måneders mellemrum. Vender svulsten tilbage, bør patienten igen gå tilbage til den behandlingsmæssige dosis.

Andre lidelser med dannelse af små blodkar

Note: Det forudsættes, at der anvendes hajbrusk af klinisk kvalitet.

Hajbrusk mod andre sygdomme end cancer.  Der er flere sygdomme end cancer, som er forårsaget af eller afhængige af angiogenese. Hertil regnes foruden cancer psoriasis, retinopatia diabetica (blodpunkter i øjengrunden hos diabetikere), grøn stær og gigtlidelser som osteo- og rheumatoid arthritis.

Rheumatoid arthritis  er en betændelsessygdom, som primært rammer leddene. Ledskader, muskelsvind, nedbrydelse af knogler og brusk er forbundet med denne sygdom.

Den amerikanske forsker dr. John E Prudden gennemførte en undersøgelse, som han offentliggjorde i Seminars in arthitis and Rheumatism  (nr. 3,1974). Undersøgelsen omfattede 9 personer i alderen 43-69 år. Alle led af reumatoid arthritis, havde store smerter, stive og hævede led. Dr. Prudden ordinerede et bruskpræparat, som blev givet som indsprøjtninger under huden i 10-35 dage fulgt op af ekstra doser med 3-4 ugers intervaller. Resultaterne viste en markant forbedring for 1/3 af patienterne og en »god« fremgang for de øvrige. Der blev ikke sideløbende givet anden behandling, og der konstateredes ingen toksiske eller negative bivirkninger. Undersøgelser med andre patientgrupper med osteoarthritis gav lignende positive resultater.

En af de første, som i Europa har arbejdet med hajbrusk er dr. Serge Orloff, en ledende ekspert i arthritis og professor i reumalogi ved Bulgam Universitetshospital, Brüssel. Han opnåede gode resultater, især med patienter som led af smerter i led og det nedre område af ryggen.

Andre kliniske undersøgelser af arthritis er blevet gennemført af dr. José Orcasita, assisterende professor ved  University of Miami School of Medicin; dr. Carlos Luis Alpizzar, specialist i geriatri i Costa Rica, og af dr. V Rejholee, assisterende professor i reumatologi ved  Charles University Medical Department.

Denne sidste forsker gennemførte en 5-års dobbeltblind-undersøgelse af tre grupper med i alt 147 patienter, der led af osteoarthritis. To af disse grupper fik forskellige slags hajbrusk ekstrakter, mens kontrolgruppen fik et placebo. Placebo-gruppen blev opmuntret til at bruge forskellige, ikke-steroid baserede betændelsesbekæmpende medikamenter. Resultaterne var opsigtsvækkende; de to grupper, som blev behandlet med hajbrusk, rapporterede om en reduktion af smerterne på i gennemsnit 85%, mens den lå på omkring 5% for placebogruppen i løbet af 5-årsperioden. Ligeledes var leddegenereringen signifikant mindsket i de to grupper, som blev behandlet med hajbrusk.

At der ikke her er tale om en slags »placebo«-effekt bevises af de rapporter, der er kommet fra forskellige dyrlæger, som har brugt hajbrusk til behandlingen af gigtramte hunde. Det drejer sig bl.a. om dr. Ben D. Dow i Vermont, USA, og dr. Jacques Rauis, Brüssel. Her konstaterede man en dramatisk sygdomsreduktion hos de allerfleste hunde. Det viste sig ved nedsatte smertesymptomer, mindsket hævelse og kropsstivhed. Standsede man ordineringen af hajbrusk, forværredes hundenes tilstand igen.

Psoriasis er forbundet med en abnorm overvækst af kapillærer i huden, dvs. en patogen form for angiogenese. Den tyske læge dr. Jürgen Oberle i Dülsseldorf berettede i 1992 om 3 meget alvorlige tilfælde af psoriasis, som han havde behandlet med hajbrusk, dels i kapsler, dels udvortes med en 10% creme. Alle 3 patienter opnåede meget gode resultater efter 4-6 ugers behandling.

Udover psoriasis har efterfølgende undersøgelser vist, at hajbrusk har en gunstig virkning på acne og eksem. Det samme gælder blodkarslidelser i øjet i forbindelse med grøn stær og diabetes, samt såkaldt maculær degeneration.

Natur-Drogeriets Hajbrusk kapsler (380 mg) forhandles i pakning med 180 stk.