Squalen - mere info

Et gammelt japansk helsemiddel vækker opsigt i den vestlige verden - videnskaben bekræfter den medicinske virkning

Man har i umindelige tider brugt olier fra fiskelever som kosttilskud (torsk, makrel, sild, laks osv.), dels på grund af deres høje indhold af vitamin A, dels på grund af tilstedeværelsen af såkaldte »Omega 3«-fedtsyrer. Disse opdeles i såkaldte eicosapentaenoinsyre (EPA), som organismen bruger til produktionen af prostaglandinerne (der bl.a. kontrollerer blodets koagulering og arteriernes sammentrækning) og decosahexaoeninsyre (DHA), en substans, der endnu er genstand for forskning, og som synes at være en af hjernens og nethindens komponenter, men derudover mener man, at DHA også udøver nogle vigtige funktioner som transmittor af nervestimuli.

Men i de senere år er forskerne blevet opmærksom på en fiskeolie med en række nye og opsigtsvækkende egenskaber i forhold til andre og mere kendte olier: det drejer sig om hajleverolie fra Aizame-hajen  (Centrophorus atromarginatus)  som japanerne fanger med net på store dybder, og af hvis enorme lever (udgør fra 12-27% af fiskens totale vægt) der udvindes en olie, som for 90% vedkommende består af Squalen, et umættet kulbrinte, dvs. en lang kæde af atomer, der kemisk er lig et alfatisk triterpen med seks dobbelte ikke-konjungerende bindinger; det blev første gang opdaget af den japanske forsker professor Tsujimoto i 1916.

I mere end 100 år - og altså længe før den kemiske struktur var fastlagt - har hajleverolie haft et nærmest magisk ry i Japan og er blevet anvendt både indvortes som et medikament mod utallige sygdomme og forgiftningstilstande og udvortes til behandling af alvorlige sår, ja, den betragtes her næsten som et universalmiddel.

Moderne forskning bekræfter nu virkningen af dette traditionelle middel og giver en rationel forklaring på mange af de helbredende virkninger, man i folkemedicinen har tilskrevet hajleverolie. Man har f.eks. bevist, at Squalen stimulerer det såkaldte retikuloendoteliale system (RES) hos pattedyr (RES er samlebetegnelsen for alle de forskellige celler, som har immunstyrkende egenskaber), således at modstandsdygtigheden over for sygdomme øges, samt at den fremmer cellevæksten i overhudslaget, når den smøres på huden (den bruges i dag i japanske hospitaler i behandlingen af alvorlige forbrændinger).

Interessen for Squalens anvendelse og dens dermatologiske betydning er blevet kraftigt skærpet, efter at man har opdaget, at den også findes i menneskers hudtalg som en forløber for kolesterol, og efter at man har beskrevet dens mulige anti-cancer virkning.

Det er den vigtigste ingrediens i det menneskelige hudfedt (i gennemsnit 11% af den totale mængde).

I undersøgelserne af den rolle, Squalen har i de biokemiske processer, er der blevet gjort nogle interessante opdagelser: f.eks. omdannes Squalen i organismen til a-deidrokolesterol, som ved bestråling transformers til vitamin D, hvilket passer med, at hajleverolie er en god kilde til forløbere for vitamin D.

Konstateringen af tilstedeværelsen af Squalen i æggestokcyster og i kvindens fedtvæv har ført til identifikation heraf i  vernix caseosa  (den fedtede masse, der dækker fosterets hud), hvilket har fået forskerne til at antage, at Squalen spiller en vigtig rolle i fosterudviklingen.

Men endnu mere interessant er det, at man ved undersøgelser af hudtalgens svampehæmmende funktion har kunnet iagttage, at visse kræftfremkaldende kemikalier gøres inaktive, når de udsættes for Squalen. Efterfølgende studier har bekræftet, at Squalen virker beskyttende over for de hudkræftfremkaldende substanser, som dannes af carcinogene kulbrinter, og den ultraviolette bestråling ved overdreven solbadning.

Hudens øverste beskyttelseslag er en tynd film af emulgeret materiale, ligeligt fordelt over hele overfladen. Talg er en af de vigtigste substanser i denne beskyttende film, og tilstedeværelsen af Squalen varierer mærkbart med alderen (udgør 1% hos børn, 6,6% hos teenagers og fra 10% til 17% hos voksne af den totale mængde hudfedt). Talgen giver huden dens normale glans, holder den smidig og danner en beskyttende bakterie- og svampedræbende beklædning.

Frem for alt har Squalen den egenskab, at den trænger hurtigt igennem huden, og dette gør det fordelagtigt at bruge den som en ren, ikke-iltet olie i kapsler, idet man klipper spidsen af kapslen og trykker olien ud til direkte påsmøring.

Squalen trænger også igennem neglenes hornlag og er i stand til at fjerne de uæstetiske hvide pletter, der er forårsaget af en ufuldstændig dannelse af hornstof, og desuden de hvide knyster i huden, som skyldes lokal fedtmangel.

Af ovenstående fremgår, at der er en åbenlys fordel ved at bruge Squalen som et præparat til lokal udvortes behandling. I Japan bruges den også ved blæreeksem og som allerede nævnt ved forbrændinger.

Men desuden anvender japanerne også Squalen som et kosttilskud med betydelig virkning på vævenes iltning og cellevæksten. Dr. T. Aoki fra Tokio har rapporteret om overraskende eksempler på helbredelse af mavesår, gulsot og leverkræft hos patienter, der har brugt Squalen regelmæssigt som et kosttilskud i 2-4 uger.

Squalen og dens anvendelse i medicinen er i disse år ved at blive udbredt i den vestlige verden, både på videnskabeligt niveau og i den brede offentlighed. F.eks. har det kendte  National Geografic Society  i Washington, USA, produceret en TV-film med titlen »The Sharks«, hvori man giver en omfattende orientering om stoffets anvendelsesmuligheder.

Squalen fås i kapsler til brug som kosttilskud. Den anbefalede dosis er 1-2 kapsler 2-3 gange daglig i forbindelse med måltiderne, men mængden kan om nødvendigt sættes op til 9-10 kapsler i en periode på 1-3 måneder.

Referencer:
I. Lubowe, F. V. Welis, Cosmtics and the Skin, Reinhold Publishing Corp. (1964).
Govin Rao, M.K. Achaya, K.T.: Antioxidant Activity of Squalene. J. Am. Oil Chem. Soc. 4 (1968).
Coodman, De Witt S.: Squalene in Human and Rat Bood Plasma. J. Chem. Invest. 4, 7,1480-5 (1964).
Prosternik N.: The Isolation of Squalene from Human Brain, Biochem. Biophsy. Acta 71, 732-3 (1963).
Karkkainen J., Nikkari T., Ruponen S., Haahti E.: Lipids of Vernix Caseosa, J. Invest. Derm. 44, 5, 338-8 (1965).Sobel H., Marmoston J., Wright E.T. Garcia E.: Determination of Squalene in Seburn from the 
Forehead of Patients with Skin Cancer. J. Inv.. Derm. 29, 4,  269 (1975).