Curcurma

Helsefordelene ved den gule Curcuma longa rod.  Curcuma longa er en flerårig plante, der er medlem af ingefærfamilien (Zingiberaceae), og et interessant alternativ til ingefær, fordi den medicinske virkning er bredere og stærkere. 

Jordstænglerne er ovale og udvendigt gule eller gulbrune. Indeni kan farven variere fra gul til gul-orange. Planten har store elliptiske, tilspidsede blade. Den kan blive op til 1 meter høj.

Moderne forskning har fastslået, at Curcuma longa virker som en  antioxiderende, betændelsesbekæmpende og anti-cancer faktor. Der foreligger over 200 videnskabelige rapporter, der dokumenterer Curcuma longas virkning i bl.a. disse tilfælde: periodisk feber, vattersot, gulsot, lever- og urinvejslidelser, fordøjelsesbesvær, tarmluft, indvoldsorm, stofskifteforstyrrelser, menstruationsforstyrrelser, blod i urinen, astma, epilepsi, blodpropper, betændelsestilstande, virus- og bakterieinfektioner (salmonella), hudlidelser (f.eks. psoriasis og eksem), sår, reumatisk artritis (leddegigt) og mave- og tarmcancer.

Curcuma longas kemiske struktur blev fastlagt i 1910, men det var ikke før 1970' erne og 1980'erne, at de medicinske fordele ved de spændende, aktive substanser,  curcumin, curcuminoider og æteriske olier, blev gjort til genstand for videnskabelig forskning.

I indisk medicin (Aryuveda og Unani) bruges Curcuma longa som et mavestyrkende, energigivende, blodrensende og menstruationsnormaliserende middel, mens den i traditionel kinesisk medicin er blevet brugt som et middel mod så forskellige lidelser som flautulens, leverlidelser, uregelmæssige menstruationer, blod i urinen, blødning, tandpine, bylder og sår, brystsmerter og kolik, når den kombineres med andre urter. Udvortes bruges den i grødomslag ved ringorm og kløende sår. Andre indikationer er mavesmerter, feber, koma, blodansamlinger, blod i urinen.

Bensky og Gamble anfører, at Curcuma longa har skarpe, bitre og varmende egenskaber i traditionel kinesisk medicin og evne til at komme ind i miltens, mavens og leverens kanaler. Curcuma longa "styrker blodet og normaliserer menstruationen: til bryst- og mavesmerter, manglende menstruation, smertefuld menstruation. Bruges også mod smerte og hævelse på grund af trauma". (Bensky og Gamble, 1993).

Ifølge Leung og Foster bruges roden af de forskellige medlemmer i  Curcuma-slægten til behandling af epilepsi og "bevidstløshed på grund af febersygdomme". (Leung og Foster, 1996).

Farmakologi.  De farmakologiske virkninger af roden og præparater heraf er stimulerende, styrkende og vinddrivende. Indvortes er saften også ormedræbende. Curcuma longa har desuden et bredt spektrum af bakterie- og svampedræbende egenskaber. Forskerne understreger også dens antiinflammatoriske aktivitet som den vigtigste sammen med en antioxiderende, anti-allergisk, sårhelende, krampeløsende og anti-tumor aktivitet.

Den antioxiderende virkning af Curcuma longa og curcumin er veldokumenteret. Den har været brugt til at hindre harskning af spiseolier og andre fødevarer. Forskning har afdækket et varmestabilt protein (kaldt Curcuma longa antioxidant protein, eller TAP), der forhindrer lipid peroxidering i olier og animalsk væv (Selvam,  et al., 1995). Majeed nævner anden forskning, der bekræfter den antioxidanteaktivitet.

De æteriske oliers galdedrivende virkning tilskrives tolmethyl carbinol, mens den betændelseshæmmende virkning delvis skyldes tilstedeværelsen af curcumin og den flygtige olie, der sandsynligvis hæmmer leukotriensyntesen, hvorved betændelsen nedsættes eller forsinkes (Leung og Foster, 1996).

Med hensyn til den mulige anvendelse ved arteriosklerose citerer Werbach og Murray en undersøgelse af rotter, hvor curcumin greb ind i optagelsen af kolesterol og øgede omdannelsen af kolesterol til galdesyre, tilsyneladende ved at øge aktiviteten af et leverenzym, som påvirker galdesyresyntesen; og også ved at øge galdeudskillelsen. De bemærker også en  in vitro undersøgelse, hvori curcumin hæmmede blodplade sammenklumpning, tilsyneladende gennem hæmning af thromboxanerne, bestanddele der fremmer blodplade sammenklumpning, mens den på samme tid øger prostacyclin, en hæmmer af blodplade sammenklumpning (Werbach og Murray, 1994).

Anvendelse.  Forskningen i Curcuma longa bekræfter, at planten har et alsidigt anvendelsesområde, som det også anføres i den gamle litteratur (Werbach og Murray, 1994). Den store gamle mand i phytoterapien i Tyskland R. F. Weiss skriver, at "den galdestyrkende og galdestimulerende virkning er ganske stærk, og undersøgelser har bevist, at det primært skyldes det gule pigment" (dvs. curcumin). Han fortsætter: curcumin "har en markant pirrende virkning på maveslimhinden, så forsigtighed her er påkrævet, når der er en tendens til for meget mavesyre, eller når der bare er tale om maveirritation" (Weiss, 1988).

Cancer: En 30-dages undersøgelse indicerede, at to kapsler daglig, hver indeholdende 750 mg Curcuma longa, resulterede i en signifikant reduktion af niveauet for mutagene bestanddele, hvilket fører til den konklusion, at Curcuma longa/curcumin kan være nyttig i forebyggelsen af nogle former for cancer (Werbach og Murray, 1994). Med hensyn til hud- og epitelcellecancer indicerede en undersøgelse af 62 patienter igennem 18 måneder, at anvendelsen af enten en alkoholisk Curcuma longaekstrakt (til mundcancer) eller en salve med 9,5% curcumin i vaseline resulterede i reduktion af lugt fra sår (90%), kløen og udsivning (70%), smerte (50%) og størrelsen af såret (Werbach og Murray, 1994).

Betændelser: Curcumin er blevet testet i forhold til det betændelsesbekæmpende medikament phenylbutazon. I en test af 45 patienter efter operation havde den gruppe, som fik både curcumin og det farmaceutiske medikament en højere antiinflammatorisk effekt end dem, der fik placebo, men i den gruppe, der kun fik curcumin og ikke noget medikament blev væskeansamling og ømhed reduceret signifikant (Werbach og Murray, 1994). Lokal anvendelse kan være effektiv på grund af curcumins irritationsmodvirkende aktivitet. Det er også blevet vist, at både curcumin og capsaicin (fra  Capsicum arter) reducerer smerte ved postherpes neuralgi og artritis, da begge bestanddele blokerer dannelsen af substans P, en neurotransmitter af smerte (Werbach og Murray, 1994). For at teste effektiviteten ved reumatisk artritis fik patienter i en indisk undersøgelse fra 1980 enten curcumin (1.200 mg pr. dag) eller medikamentet phenylbutazon (300 mg pr. dag); undersøgelsen konkluderede, at morgenstivhed, gåtid og ledhævelser var sammelignelige i begge grupper, men fordelen ved curcumin er, at den i modsætning til phenylbutazon ikke har vist sig at fremkalde negative bivirkninger (Werbach og Murray, 1994).

Galdeblærelidelser: Brug af Curcuma longa/curcumin kan have en gunstig virkning på galdens opløselighed. I et dyreforsøg øgedes galdesyreudskillelsen med over 100%, og galdens opløselighed blev sat stærkt i vejret. Dette lader formode en mulig fordel i forebyggelsen og behandlingen af galdesten (Werbach og Murray, 1994).

Leverbeskyttelse: Tyler bemærker, at "dyreforsøg har påvist, at Curcuma longa har en leverbeskyttende virkning, men der findes endnu ikke noget bevis, der støtter anvendelsen af den i forbindelse med leversygdomme hos mennesker (Tyler, 1994). Her kan i stedet henvises til  Cardulon marietidselekstrakt (Basisblad nr. 169 & 170).

I Kina er Curcuma longa (jianghuang) i den officielle farmakopé. Den er opført som et smertestillende middel i behandlingen af menstruationslidelser, reumatisme og epilepsi (Tang og Eisenbrand, 1992). Den bruges i vidt omfang i Indien og andre asiatiske lande som et levnedsmiddel.

I Danmark forhandles Curcuma longa som Phyto Curcuma kapsler af helsebranchens specialforretninger. Dåse m. 90 kapsler (495 mg). 

Referencer:
Dymock, W. et al.: Pharmacographia Indica, Hamdard National Foundation, Pakistan 1972, III:407.
Leung A. Y.og Foster, S.: Encyclopedia of Common Ingredients Used in Foods, Drugs and Cosmetics, N. Y. 1996.
Majeed, M. et al.: Curcumonoids & antioxidant phytonutrients, Piscataway 1995.
Selvam, R. et al.: The anti-oxidant activity of Curcuma longa. Journal of Ethnopharmacology 47:59-67, 1995 
Majeed, M. el al.: Turmeric and the Healing Curcuminoids, New Canaan 1996.
Tyler, V. E.: Herbs of Choice: The Therapeutic Use of Phytomedicinals, N. Y. 1994.
Weiss, R. F.: Herbal Medicine, Beaconsfield (UK) 1988.
Werbach, M. R. og Murray, M. T.: Botanical Influences on Illness: A sourcebook of clinical research, Tarzana (USA), 1994.