Ignaz Semmelweis - en kamp mod død og lægekolleger

Selv om Ignaz Semmelweis fik reduceret den høje dødelighed ved fødsler til en brøkdel, nægtede den etablerede lægevidenskab at acceptere hans teorier. Historien om Semmelweis er historien om eneren, der til sidst bukker under i kampen for at overbevise verden om, at han har ret.

"Han døde den 13. august 1865, 47 år gammel. Han er sandsynlig vis en af de største i medicinens historie, men blev misforstået og modarbejdet af de fleste hans samtidige kolleger. Han døde på sindssygehus. Dødsårsagen var sandsynligvis den sygdom, han havde bekæmpet hele sit liv - blodforgiftning".

Sådan afslutter guiden i Semmelweis-museet i Buda, den ene halvdel af Budapest, sin rundvisning. I Ungarn bliver Ignaz Semmelweis med rette betragt som en af landets store sønner, og museet er indrettet, hvor han boede, da han var professor i fødselshjælp.

Hundredvis af kvinder døde
Da Semmelweis for 150 år siden begyndte som fødselslæge, var Europa hjemsøgt af infektionssygdomme. 25 procent af alle børn døde, før de var fyldt seks år, og den gennemsnitlig levealder var 33 år.

De fleste kvinder fødte hjemme, men fattigfolk, især i byerne, var henvist til kommunale sygehuse. I nogle måneder døde over hundrede kvinder af barselsfeber på fødeafdelingen ved Allgemeine Krankenhaus i Wien, hvor Semmelweis arbejdede. Han led med de kvinder, der havde barselsfeber, og nægtede at affinde sig med, at så mange aldrig vendte hjem igen.

Semmelweis fik tidligt mistanke om, at overførte giftstoffer kunne være forklaringen på den høje dødelighed, og det på et tidspunkt, hvor teknikken endnu ikke havde gjort det muligt at bevise sådan en hypotese. Han havde nemlig lagt mærke til følgende:

Sygehuset havde to fødeafdelinger. Afdeling A lå lige ved siden af obduktionssalen. De medicinstuderendes praksis foregik ved, at de først trænede fødselshjælp på ligene i obduktionssalen og så afprøvede teknikken på fødeafdelingen - uden at vaske hænder først. I den afdeling var dødeligheden næsten tyve procent. I fødeafdeling B arbejdede jordemødre, som ikke deltog i obduktionssalen: Her var dødeligheden kun mellem fem og syv procent.

Årsagen til barselsfeberen opdaget gennem vens død
I 1847 døde Semmelweis' nære ven og kollega Kolloetschka efter at have skåret sig, mens han obducerede en kvinde, som var død af barselsfeber. Vennens død tog hårdt på Semmelweis. Da Kolloetschka blev obduceret, opdagede han, at han havde de samme tegn på infektion i de indre organer som kvinder med barselsfeber. Det slog ham, at vennen måtte være blevet smittet af samme giftstoffer, som forårsagede barselsfeber på fødestuen.

Det fik Semmelweis til at indføre strenge regler for håndvask - med desinficerende klorkalkopløsning, noget han havde lært af lokumstømmerne. Resultatet var opsigtsvækkende. Dødelighed faldt fra atten til lidt over en procent.

Det naturlige ville nu have været, at hygiejnen blev skærpet over hele sygehuset. Men desværre nægtede Semmelweis' chef at godtage rutiner, som blev foreslået af en yngre kollega. Mange læger mente også, at det var for besværligt med de hygiejniske forholdsregler og modarbejdede Semmelweis på forskellige måder. De saboterede for eksempel afprøvningerne af Semmelweis' teorier ved at lade være med at vaske hænder.

Accepteret i hjemlandet Ungarn
I 1848 rullede en liberal politisk revolutionsbølge gennem Europa, som i Østrig blandt andet medførte, at fyrst Metternich blev afsat.

Semmelweis' stilling på sygehus blev ikke netop styrket af, at han deltog på de revolutionæres side, og den konservative sygehusledelse svarede igen med at fyre ham. Da han søgte en stilling som lærer i fødselshjælp på universitetet, fik han afslag.

Semmelweis besluttede sig for at vende tilbage til Ungarn. Her blev han ansat som overlæge ved et sygehus i Pest, og da der udbrød en epidemisk barselsfeber på fødeafdelingen, fik han frie hænder til afprøve sine teorier. Dødeligheden faldt til utrolige 0,85 procent, mens den stadig lå på ti-femten procent i Wien og Prag.

I 1855 blev Semmelweis udnævnt til professor ved universitetet i Pest. Han giftede sig, fik fem børn og etablere sin egen lægepraksis. Hans teorier om årsagen til barselsfeber var nu anerkendt i Ungarn, og sundhedsmyndighederne pålagde alle sygehuse at indføre de forebyggende metoder, som Semelweis havde kæmpet for i årevis.

I 1861 udgav han sit hovedværk, hvor han opsummerede de erfaringer, han havde gjort i kampen mod barselsfeberen. Men selv om bogen indeholdt udførlige statistiske beregninger, som dokumenterede værdien af de hygiejniske forholdsregler, skabte den ikke noget internationalt gennembrud for hans teorier. Han sendte et eksemplar til alle fremstående fødselslæger og lægeforeninger i udlandet, men reaktionen var gennemgående negativ.

Bukket under i kampen mod lægesystemet
Den massive modstand, Semmelweis havde mødt, lige fra han kom med sine første ideer om smittestoffer og betydningen af håndvask, var gået ham meget på. Den usaglige og knusende kritik af afhandlingen var nok det, der knækkede ham. Ressourcerne var udtømt, og han begyndte at tvivle på, om han virkelig havde ret i sine synspunkter. Resultatet var voldsomme depressioner, og i 1865 blev han indlagt på et mentalsygehus i Wien, hvor en af hans gode venner var overlæge.

Før afrejsen fra Buda havde Semilweis foretaget en obduktion og under den fået et lille sår på hånden. Det medførte en kraftig blodforgiftning, der gjorde ham yderligere forvirret, og han døde den 13. august, kort tid efter ankomsten til Wien.

Obduktionen viste, at Semmelweis døde af den sygdom, han havde brugt hele livet på at bekæmpe. Og skæbnens ironi stoppede ikke der. Dagen forinden var der for første gang blevet foretag en antiseptisk operation af den berømte engelske læge Joseph Lister med karbolsyre som desinficerende middel. Baggrunden var Louis Pasteurs begyndende erkendelse af, at bakterier kunne være smittebærere.

Health News 2002