Indsatsen for at få befolkningen til at leve sundere er til at overse, selv om forebyggelse kunne forhindre over halvdelen af samtlige kræfttilfælde. Den offentlige indsats kritiseres nu af førende kræftforskere.
"Resultaterne af forebyggelsen af kræftsygdomme i Danmark skuffer mere end kræftbehandlingen", skriver institutchef Jørn Olsen og afdelingschef Hans Henrik Storm, begge Institut for Epidemiologisk Kræftforskning ved Kræftens Bekæmpelse, i Ugeskrift for Læger.
"Der bliver slet ikke lagt nok vægt på forebyggelsen af kræft i Danmark - og det gør der kun de færreste steder. Men på lang sigt er det temmelig entydigt, at der sagtens kunne laves meget mere forebyggelse, uden at det blev dyrere for samfundet.
Den helt store gevinst på sundhedsbalancen kan scores på den danske livsstil.
Alene et totalt rygestop ville forhinde 26 procent af samtlige nye kræfttilfælde hos mænd - i 2000 svarende til 3365 tilfælde.
Samme massive indflydelse på antallet af nye kræfttilfælde ville en samlet ændring af kost- og motionsvanerne have. Hvert femte kræfttilfælde hos såvel mænd som kvinder siges at skyldes usunde spisevaner samt mangel på motion.
Forebyggelse er langt mere uoverskueligt og griber ind i hele befolkningens måde at tænke på, siger Jørn Olsen.
"Jeg kan ikke give en god forklaring på, hvorfor kræfterne alligevel går op i behandling. Men det skyldes bl.a. nok, at der er begrænsede ressourcer, og der er et voldsomt pres fra dødeligt syge og deres pårørende", siger Jørn Olsen.
Forebyggelse af kræft
Forebyggelse vil kunne forhindre halvdelen af alle nye kræfttilfælde
| | Mænd % | Kvinder % |
Rygestop | 26 | 14 |
Alkoholstop | 3 | 1 |
Kræftrisiko i arbejdsmiljøet fjernet | 4 | <1 |
Ingen sol (UV-stråling) | 3 | 4 |
Ingen infektioner med bl.a. kønsvorter | 2 | 3 |
Mere frugt, grønt og motion | >20 | >20 |
Kilde: Ugeskrift for læger Health News 2002