| |
Vidste De at: Bureaukratiet er kommet for at blive
|
Om dødekult, sygekult og fru Jensens hofte... Af Poul Vase, overlæge, Øre-næse-halsafdelingen, Svendborg Sygehus Vidste De, at: - At ægyptiske pyramider og danske vikingehøje er rejst som led i en dødekult.
- At dødekult gradvist er blevet afløst af en sygekult.
- At man i dag rejser sygetempler.
- At fru Jensens hofte var et af valgkampens hovedtemaer.
- At sygdom i forrige århundrede blev betragtet som skæbne.
- At sygdom af nogle betragtes som en urimelig forskelsbehandling af landets borgere.
- At sygdomsbehandling betragtes som en vare, der kan købes hvorsomhelst.
- At et frit sygehusvalg ofte anses for et ubetinget gode uanset, at et værdifuldt nærhedsprincip i diagnostik, behandling og efterbehandling herved af rent geografiske grunde tilsidesættes.
- At behandlingssvigt ofte betragtes som en fejl, der kræver økonomisk kompensation.
- At politisk styrede hoftekontrakter og behandlingsgarantier kan være til skade for andre patientkategorier, fordi der sker en skævvridning af den prioritering, som finder sted i enhver afdeling.
- AT SYGDOMSKLASSIFIKATION i den politiske og administrative forestillingsverden omfatter cirka ti tilsyneladende letfattelige diagnoser: hofter, hjerter, cancer, knæ, grå stær etc. etc.
- At indholdsfortegnelsen i den gængse lærebog i medicinske sygdomme (Harrison) er på 158 sider og rummer ca. 31560 forskellige diagnoser.
- At enhver dansk læge har paratviden til at beskrive mindst 50.000 forskellige sygdomstilstande.
- At Sundhedsstyrelsens Sygdomsklassifikation til brug for elektronisk kodning kun omfatter ca. 25.000 diagnoser.
- At det danske sundhedsvæsen har oprettet kontrol- og styringssystemer (DRG) hvis effektivitet og præcision kun tilnærmelsesvis modsvarer, hvad enhver læge kan formulere, både hvad diagnose og behandling angår.
- AT HØJERE DETALJERINGSGRAD med hensyn til registrering af diagnose og behandling ikke nødvendigvis fører til et bedre beslutningsgrundlag for økonomiske og planlægningsmæssige forhold.
- At de danske sundhedsmyndigheder har mistet tilliden til, at danske læger og sygeplejersker med et minimum af bureaukrati kan etablere effektive behandlings-og plejefunktioner med en ansvarlig ressourceudnyttelse.
- At et stigende antal adminstrerende overlæger støtter den diagnoserelaterede galimatias ud fra devisen: Så har vi jo dokumentation for, at vi bestiller noget!AT MAN I DE seneste 10-15 år har udviklet elektroniske patientjournaler, således at hvert amt har sit system.
- At en patient indlagt på Middelfart Sygehus ikke kan få kompatible elektroniske informationer overført fra Fredericia Sygehus.
- At DSB ikke har planer om at etablere forskellig sporvidde, uanset ønsker fra enkelte amter om egen profil også på dette område.
- At man fra politisk side har ønsket at indføre et edb-styret regnskab med den enkelte danskers medicinforbrug.
- At en sådan ordning søges etableret inden for en tidsramme på halvandet år.
- At sandsynligheden for at forslaget vil kunne realiseres skønnes mindre en 0,001.
- At bureaukratiet er kommet for at blive, men overdreven nydelse bør undgås.
Dagens Medicin 2 maj 2002, 1 . sektion side 31
|