| |
Den døde havbund og syge fisk
|
Industriens grådighed har nu sat en stopper for udnyttelsen af havbunden
I foråret 1954 kom en splinterny skotsk fiskerbåd til Grand Banks-fiskebankerne ud for Newfoundlands kyst. Den hed Fairtry, og den var ikke nogen helt almindelig båd: Med en længde på 280 fod og en bruttovægt på 2.600 tons var den fire gange så stor som de andre fisketrawlere i området.
Med en overbygning som en oceandamper var dens agterdæk fyldt med spil og andet maskinel af hidtil uset omfang, men det mest iøjnefaldende ved Fairtry var den enorme rampe ved stævnen, som lignede den slisk, der anvendes på hvalfangstfartøjer til at hale de 190 tons tunge blåhvaler om bord. Men formålet med rampen var at håndtere et andet, men lige så stort bytte: Gigantiske fiskenet fyldt med torsk. Industrifiskeriets æra var begyndt, og fra dét øjeblik var atlanterhavstorskens dage talte - på trods af, at bestanden af netop denne fisk på det tidspunkt var en af de største i verden.
Fem århundreder før Fairtry var den italienske eventyrer John Cabot faldet over fiskepladserne ved Canadas kyst, da han søgte efter en ny rute til at bringe Østens krydderier til Europa. Vandene i området flød nærmest over med torsk, berettede han. Alt, hvad man behøvede at gøre, var at hænge en kurv ud over siden af båden - så ville den blive fyldt til randen. Ét århundrede senere fangede man stadig lige mange fisk. Engelske skippere talte om torskestimer, "der langs kysten var så tætte, at det var vanskeligt at ro gennem dem". Nogle fisk var op til to meter lange og vejede op mod de 200 pund.
Denne rige fangst fortsatte, indtil Fairtry gjorde sit indtog. Disse industritrawlere er uhyggeligt effektive. De er udstyret med stadigt mere sofistikeret teknologi - sonar, radar, ekkolod - og kan derfor uden problemer lokalisere og fange hele stimer. Under dæk findes forarbejdningsfabrikker og kæmpestore frysebokse, så fangsten kan holdes frisk, mens man fortsætter fiskeriet i døgndrift - i al slags vejr og i måneder ad gangen. Alle de store fiskerinationer kom med i kapløbet. Ved begyndelsen af 1970’erne havde Rusland 400 industritrawlere, Japan 125, Spanien 75 og Frankrig og Storbritannien hver 40. Og trawlerne blev større og større - i nogle tilfælde med en bruttovægt på mere end 8.000 tons.
Ifølge de to canadiske fiskeriforskere Jeffrey Hutchings og Ransom Myers tog det kun denne industriflåde 15 år at fiske 8 millioner tons torsk - det samme antal, som blev fanget i de samme vande, fra Cabot ankom i 1497 og frem til 1750. Bådene støvsugede torsk op langt hurtigere, end bestanden kunne nå at formere sig. Og det gjaldt ikke blot torsk - der blev også tyndet ud i andre dybhavsfiskearter som skrubber, helleflyndere og kuller. Industrifiskeri betyder simpelt hen at rydde et område for fisk.
I 1968 fiskede man det største kvantum nogensinde, 810.000 tons, hvorefter tallet begyndte at falde. 1992 lykkedes det endelig naturen at slå bremserne i. Overvågning af torskebestanden viste, at den estimerede totalvægt af voksne torsk var faldet til 1,1% af totalvægten i 1960. Der var ikke meget andet for den canadiske regering at gøre end at indføre et totalt fiskeforbud på de ellers tilsyneladende uutømmelige Grand Banks. Formålet var at give torskene et pusterum - i håbet om, at bestanden i så fald ville kunne overleve. Et årti senere tyder meget på, at dette ikke nogensinde vil ske.
Forskerne mener, at industritrawlernes kæmpestore bundgarnsnet ikke kun har udryddet fiskestimerne, men også hele økosystemet på havbunden - og det er det, torskene har brug for for at kunne overleve. Hver gang et net trækkes hen over havbunden, river det sten, planter og strukturelle organismer op. Industritrawlerne har muligvis også uigenkaldeligt ændret havbundens økologi.
Ødelæggelsen er ikke kun sket i Grand Banks. Ifølge Verdensnaturfonden er over 70% af den samlede fiskebestand fuldt udnyttet - eller over-udnyttet, mens der overfiskes på 40 ud af 60 handelsfiskebestande. Siden rekordåret 1989 er det gået stærkt ned ad bakke med fangsten. Der er næsten ingen fisk tilbage i Nordsøen, Det Irske Hav, Østersøen og Beringshavet. I Europa kan kun islandske fiskere opretholde et normalt fangstniveau.
Men disse dystre meldinger har imidlertid ikke stoppet industritrawlerne. Nu er manglen på fisk efterhånden så stor, at det kan betale sig at sejle langt efter en god fangst - om det så er til Afrika eller Antarktis. Efterhånden som fiskebanker er blevet lukket og kvotaer skåret ned, har bådene simpelt hen ændret kurs. Vandene ud for de vestafrikanske stater Mauritanien og Somalia har f.eks. været brugt til kystfiskeri igennem århundreder, men nu er europæiske industritrawlere dukket op, bl.a. i form af 21 både ejet og drevet af et hollandsk konsortium, der simpelt hen går under navnet "The Group". Og bådene bliver stadigt større: En af de hollandske supertrawlere, Helen Mary, er 350 fod lang og kan lande 98.000 tons fisk på 50 dage. I kampen mod disse satellitstyrede monstre har fiskene ikke en chance. Tun, havtaske og rokke står nu sammen med torsk på listen over de tyve mest udsatte fiskearter.
Efterhånden som der bliver færre og færre vilde fiskerarter, ser man flere og flere opdrættede fisk i fiskehandlerens køledisk. Fiskeopdræt i større stil er et relativt nyt fænomen, men har allerede forvandlet laksen fra at være en fisk, man spiste ved specielle lejligheder, til ofte at være den billigste af udbuddet. Havaborren dyrkes i Middelhavet, og andre fisk, som nu har en helt anden pris end tidligere, f.eks. torsk, opdrættes ved Shetlandsøerne og langs Norges kyst.
Men intensivt fiskeopdræt giver alvorlige miljøproblemer. Lakselus har bredt sig fra opdrættede til vilde fisk - og har dermed bragt de arter, de skulle redde, tæt på udryddelse. På fiskebankerne i det nordvestlige Skotland, hvor størsteparten af den britiske fiskeriindustri findes, har man fundet laks og havørred med op til 500 lus på. Dette giver store skader på fiskene, fordi lusene æder fisken op udefra. I opdrætterburene har luseplagen ført til forkert brug af organofosfater, hvorved store områder af havbunden er blevet ødelagt. Opdrættede laks slipper ud og blander sig med vilde laks og laver dermed store genetiske skader på de laksearter, der tidligere fandtes i bestemte flodområder.
Indimellem kan man på havbunden se et tæppe af fiskeafføring og mad, der falder gennem maskerne i burene. Man regner med, at en 1.000 tons laksefarm - som er beskeden efter de nuværende standarder - producerer affald i en størrelsesorden, der svarer til en by med 20.000 indbyggere. Ifølge Verdensnaturfonden er forureningen fra fiskefarmene på den skotske vestkyst lige så stor som fra 9,4 millioner mennesker. Resultatet er næring til de omkringliggende vande og ødelæggelse af sarte ynglesteder. Marinebiologer hævder, at fiskefarme anlagt ved udmundingen fra dybhavssøer er et stort problem, fordi der ikke er tilstrækkeligt kraftigt tidevand til at fjerne de forurenende stoffer og skylle dem længere ud i havet. Nogle sammenligner det med kun at skylle ud i toilettet en gang hver anden uge - eller i nogle tilfælde hvert andet år.
United National Food and Agricultural Organisation mener, at i år 2020 vil mere end halvdelen af alle fisk komme fra fiskeopdræt. Men det betyder næppe et pusterum for de vilde arter. Næsten alle de mest eftertragtede fisk spiser mindre fisk og andre arter som f.eks. sandål og rejer. Så for at kunne fremstille fiskemad til de opdrættede fisk støvsuger industritrawlerne nu havet for sandål, brisling, ansjos, sardin og lignende. Der skal fire tons industrifisk til at fremstille en ton fiskemad til en laksefarm. Den udplyndring, som startede med Fairtry, er slet ikke slut...
Health News 2003
GOGOGemechanics
|
·
Home ·
Sitemap ·
Links
