Lykkepiller kan erstattes af kalkpiller
|
"Danskere har udviklet en depressionskultur. Man er ikke ked af det længere, man er deprimeret", siger læge dr. med. Inga Marie Lunde fra Silkeborg til Århus Stiftstidende.
I en artikel i Weekendavisen stiller hun især spørgsmål ved markedsføringen af antidepressiv medicin, hvor der lige nu lægges op til, at læger skal stille diagnoser ud fra medicinalindustriens depressionsskemaer.
"Et af de store firmaer var hurtigt på banen og tilbød os at levere ganske gratis skemaer, da vi 1. april kunne få 140 kroner af Sygesikringen for at teste en patient med et depressionsskema. Men da skemaerne ikke er videnskabeligt afprøvet på patienter i almen praksis, vil jeg afstå fra den testning, ligesom jeg heller ikke vil bruge de "oplysende" patientreklamer", siger hun. Reklamerne råder blandt andet om, hvad patienter skal gøre, når de bliver raske. Reklamernes svar er enkelt: "Lad være med at prøve at glemme sygdommen. Tag din medicin, selv om du føler dig rask."
Inga Marie Lunde undrer sig over disse holdninger. Ikke mindst fordi hun ved, at der er undersøgelser, der viser, at der ikke er den store forskel på effekten af antidepressiv medicin og effekten af placebo - altså helt harmløse piller, for eksempel kalktabletter, som patienten tror er et antidepressivt præparat.
"40 procent far det bedre af placebo-piller", siger hun.
Andre læger deler hendes bekymring. Tre læger fra Københavns Universitet har netop i fagbladet "Månedsskrift for praktisk lægegerning" advaret læger mod brugen af de nye depressionsskemaer.
De noterer sig blandt andet, at skemaerne i voldsom grad udvander tidligere definitioner af depression.
Den lægelige definition på depression handlede i 1987 om en person, der var i en tilstand, der var "afgjort unormal for individet, til stede næsten hele tiden og stort set upåvirkelig af omstændighederne."
Nu tales der i stedet blot om "nedtrykthed".
Health News 2003
GOGOGemechanics
|