Brystkræft: kvindernes katastrofe
|
 Hvert år dør ca. 4.000 tyske kvinder af brystkræft, selvom de kunne være blevet reddet. Antallet af overlevende stagnerer, hvert tredje offer får ikke den optimale behandling, og den tyske brystkræftbehandling er sakket agterud i forhold til andre lande.
Han talte med indsmigrende, ungarsk accent og imponerede med sine gode manerer - også selv om der sneg sig en snert af overmod og uforsonlighed over for andre ind i en hel del af hans ytringer. Patologen Josef Kemnitz fra Essen havde en dragende virkning på det modsatte køn - men for hundredevis af kvinder var manden med den solbrune hud den djævel i menneskeskikkelse, som havde berøvet dem symbolet på deres kvindelighed.
Ca. 300 kvinder fik i midten af 90’erne bortopereret brystet på klinikken i Essen, selvom de ikke led af brystkræft. Gynækologer og radiologer opdagede mistænkelige knuder hos ofrene. Kirurgerne udtog vævsprøver sendte dem til undersøgelse hos Kemnitz. Og han diagnosticerede "ondartede forandringer" på samlebånd. Skandalen blev opdaget i 1997. Kemnitz selv omkom i flammerne, da hans institut, hvor han opbevarede vævsprøverne i skoæsker og plastikposer, brændte ned til grunden - formentlig som følge af en brand, han selv havde påsat.
I pressen blev Kemnitz fremstillet som en syg kvindehader. Kolleger huskede, at efter at den tidligere universitetsprofessor havde slået sig ned som selvstændig patolog, virkede han stresset og overbebyrdet - som om lægegerning på højt plan, administration og konkurrence om "kunderne" var mere, end han kunne overskue.
Men uanset om Kemnitz havde ondt i sinde eller blot var uduelig, så står det fast, at der bag skandalen ligger mere end et svigt over for den enkelte kvinde. Sjuskede diagnoser, hårdhændede metoder og utilstrækkelig kommunikation lægerne imellem var i første omgang årsagen til, at det var muligt for Kemnitz på så grufuld vis at udføre sin gerning.
Det viste sig nemlig, at i over 70% af tilfældene havde radiologerne uberettiget slået alarm. De havde set svulster, som ikke var der. De formodede carcinomer var i de fleste tilfælde støvpartikler på røntgenbilledet. Og kirurgerne var gået meget drastisk til værks og havde fjernet op til 50 lymfeknuder fra kvindernes armhuler.
Den ulyksalige patolog var kommet frem til den ene ondartede svulst efter den anden - og det havde han gjort i årevis, uden at nogen af hans kolleger havde bemærket det. Der findes ingen formel kontrol eller obligatoriske træningsprogrammer for vævsanalytikere i Tyskland. "Her kan man systematisk gentage de samme fejl gang på gang, uden at nogen opdager det", siger Werner Böcker, leder af patologisk institut ved universitetshospitalet i Münster.
I hvert fald burde de kliniker, som Kemnitz hyppigt undersøgte vævsprøver for, have undret sig over hans skæbnesvangre samlebåndsmetoder. Men heller ikke her studsede man over de hyppige forekomster. "Essen var ikke et enestående tilfælde", siger Böcker. "Det var toppen af isbjerget".
Brystkræft er den hyppigst forekommende ondartede kræftform hos kvinder i den vestlige verden. Antallet stiger støt i Tyskland - som i næsten alle andre lande. Hver 11. tyske kvinde får diagnosen, hvert 27. minut dør en kvinde af sygdommen. I alt kræver denne kræftform 19.000 dødsofre pr. år. Og det er oftere og oftere kvinder under 45, der rammes: "De patienter, jeg møder, bliver yngre og yngre", siger Ulrike Nitz, gynækolog ved universitetshospitalet i Düsseldorf. I 1999 var 36 af de kvinder, der døde af brystkræft, under 35 år gamle. Nitz siger: "Når man skal fortælle kvinder med små børn, at de formentlig har en svulst i et fremskredent stadie, så glemmer man det aldrig igen".
Brystkræft er ikke nogen langsom dræber. 90% af patienterne kunne være blevet helbredt, hvis svulsten var blevet opdaget på et tidligere tidspunkt. Helbredelseschancerne ligger på 70%, når de ondartede celleophobninger i brystet ikke er større end 1 centimeter, når de opdages.
Kendskab og metoder til med held at bekæmpe kvindedræberen er også til stede i Tyskland. Men våbnene mod kræft bliver ikke tilstrækkeligt udnyttet: "Der findes ganske vist enkelte steder, hvor operationerne er på et højt niveau, men i det store og hele er det ikke godt nok", siger Rolf Kreienberg, gynækolog og formand for det tyske kræftforening.
Brystkræfteksperten Manfred Kaufmann skønner, at "30-40% af de syge ikke får den optimale behandling." Sachverständigenrat für die Konzertierte Aktion im Gesundheitswesen stillede sidste sommer diagnosen "frygtelige huller og eklatante kvalitetsmangler" på alle områder af kræftbehandlingen - fra tidlig diagnosticering til opfølgende behandling.
Men indtil nu er der ikke blevet fulgt op på disse konstateringer. Et blik på dødstallene viser, at de tyske læger er sakket agterud i forhold til andre lande, når det gælder behandling af brystkræft. I USA, Storbritannien, Holland og Skandinavien er antallet af brystkræftdødsfald faldet med 20-30%.
Og den positive tendens synes at fortsætte i mange lande: Antallet af brystkræftdødsfald i USA faldt med 1,6% pr. år mellem 1989 og 1995. Tallet var steget til 3,4% i perioden 1995-1998. I Tyskland står tingene imidlertid stille. Antallet af dødsfald stagnerer: "Kurven er ikke knækket her hos os," konstaterer Dieter Hölzel, epidemiolog ved Klinikum Grosshadern i München. "Sammenlignet med andre lande kan vi overhovedet ikke måle noget fremskridt - og det er en tragedie."
Ser man på, hvor længe de ramte lever med sygdommen, taler tilfældene for sig selv: Kun 41,8% af de syge i Tyskland er stadig i live 15 år efter, at sygdommen blev opdaget. Først efter 15 år regnes den forventede levetid for at være på niveau med den, der gælder for den kvindelige del af befolkningen som helhed. I USA har 58% overvundet sygdommen i løbet af en tilsvarende periode.
I Tyskland råder eksperterne til, at der gennemføres en grundlæggende reform på alle behandlingsområder. Men der er masser af konkurrence og jalousi mellem de forskellige faggrupper - radiologer, gynækologer, patologer, onkologer og stråleterapeuter - som trækker ethvert tilløb til konsensus i langdrag. De fleste indviede har i årevis kendt årsagerne til miseren:
- De ondartede nydannelser i brystkirtelvævet bliver diagnosticeret for sent, fordi indførelsen af metoder til tidlig diagnosticering bliver hængende i interessedyndet i lægeorganisationerne
- Behandlingsmæssige chancer går tabt, fordi mange behandlere ikke overholder gældende videnskabelige standarder og retningslinier
- Kvinder dør, fordi samarbejdet og kommunikationen mellem lægerne ikke fungerer
- Fejl ved diagnose og behandling kan ikke rettes, fordi der ikke findes et fælles kræftregister, og kvindernes journaldata forsvinder i junglen uden at blive brugt til noget.
Som indikator for, hvor effektiv tidlig diagnosticering er, bruger man den gennemsnitlige svulststørrelse på tidspunktet for første diagnose. I USA er den 11 mm hos kvinder, som regelmæssigt får undersøgt brystet. Hos tyske kvinder opdages svulsten ofte først, når den har nået Stadie II (2-5 cm). "Det burde egentlig ikke kunne ske, men jeg opererer hver dag to kvinder med en svulst på størrelse med en valnød", siger Kaufmann. At tidlig diagnosticering også ville kunne forbedre tallene i Tyskland, kan man se på de få kræftcentre, hvor samarbejdet med gynækologer og radiologer fungerer: Hovedparten af de svulster, der opdages her, er ikke større end 1,5 cm. Det er også på dette stadium, at kostkorrigering og anvendelse af naturmidler kan ændre immunforsvaret i gunstig retning med indsættelse af immunstyrkende antioxidanter, fibre og baktiocide næringsstoffer.
Den tidlige diagnosticering kan direkte omsættes til leveår. Hölzel har regnet ud, at dødeligheden stiger med 1,3% for hver millimeter i tumorstørrelse. I næsten en hvilken som helst henseende forværres prognosen med svulstens størrelse: Risikoen for, at svulsten breder sig til lymfeknuderne i armhulen, stiger, og desuden tager også væksthastigheden og aggressiviteten til. Og fremfor alt vokser risikoen for, at der dannes svulster andre steder i kroppen.
"Jo senere en svulst opdages", siger gynækologen og epidemiologen Jutta Engel, "desto dårligere er chancerne - så enkelt er det". Efter sundhedsmyndighedernes skøn dør årligt ca. 4.000 kvinder, fordi knuden i brystet ikke opdages i tide. Hölzel er kommet til et lignende resultat: "Vi har i løbet af de sidste 12 år forpasset chancen for at forhindre ca. 40.000 dødsfald som følge af kræft."
I modsætning til for ca. 10 år siden kan man i dag med forbedret røntgenteknik se forstadierne til de invasive svulster, de såkaldte In-situ-carcinomer, på en mammografi. Forstadierne sidder på dette tidspunkt kun i mælkegangene. De har endnu ikke infiltreret det omgivende fedtvæv i brystet.
Kun max. 5% af In-situ-carcinomerne kan man mærke sig frem til. På radiologernes røntgenbilleder ses de som mistænkelige perlerækker af mikrokalkområder, som ligner fint, svagt lysende grus. Det betaler sig at lokalisere og behandle disse kalkpletter lønner sig - chancen for helbredelse er næsten lig med 100 på dette stadium. Opdages de ikke, udvikler de sig i mange tilfælde i løbet af få år til aggressive svulster. I lande, hvor man har tidlige diagnoser og læger, som er erfarne i at finde sporene på mammografierne, er ca. hver femte brystkræftsvulst et In-situ-carcinom. På nogle britiske og amerikanske behandlingscentre kravler tallet sågar helt op i nærheden af 40%.
Miseren i Tyskland skyldes brystkræftundersøgelser, som i de sidste 30 år har givet en lind strøm af fejl. Eksperter skønner, at op mod 90% af gynækologerne ikke er tilstrækkeligt kvalificerede til at lede efter knuderne. De har for lidt erfaring til, at de kan fortolke billederne. I den enkelte læges praksis står ofte forældet eller forkert indstillet røntgenapparatur, som ikke bliver kontrolleret i tilstrækkelig grad. Princippet om at høre en kollegas mening vil kun de færreste læger høre tale om.
80% af alle tvivlstilfælde viser sig i bakspejlet at have fået en forkert diagnose. Ca. 200.000 gange pr. år er en kræftundersøgelse således falsk alarm. For ca. 100.000 kvinder fører fejltagelsen til unødvendige operationer - i ekstreme situationer endog til fuldstændig fjernelse af brystet.
Sundhedsmyndighederne påtalte sidste sommer, at der i Tyskland gøres "mange pseudofund", som er årsag til "omkostninger, smerter og angst". Brystkræftundersøgelserne er "etisk og medicinsk uforsvarlige."
En reform, som først nu er på vej, kommer flere år for sent. Det er ikke nok, at man er klar til forandring - man mangler også de data, som er nødvendige for at kunne opretholde en ordentlig kvalitetskontrol. I modsætning til de øvrige europæiske lande og USA har tyskerne ingen fælles datadokumentation over brystkræfttilfælde. De fleste tal er baseret på skøn eller udregnes på basis af kræftregistret i et mindre område.
Men uden patientjournaler finder gynækologer, radiologer og patologer aldrig ud af, hvor god eller dårlig deres diagnose er. Kirurger aner ikke, hvor ofte der dukker nye svulster op hos de opererede kvinder - for de kvinder, hvis kræftsvulst vender tilbage, er ofte utilfredse med den klinik, hvor de er blevet behandlet, så hvis de får tilbagefald, henvender de sig et nyt sted.
Kliniske onkologer og stråleterapeuter ved stadig ikke, hvor ofte der diagnosticeres fjernmetastaser efter endt kemo-, hormon- eller strålebehandling. Der findes ingen informationer om, hvor hullerne i det tyske system er. Det er noget af et puslespil at beskrive tingenes tilstand. "Vi kan ikke engang udpege de behandlingscentre, som er gode", siger Kreienberg.
Under disse omstændigheder er eksperterne også bange for fremtiden for brystkræftbehandlingen i Tyskland: "Udover de involveredes sunde fornuft er der intet, som kan forhindre, at historien fra Essen gentager sig".
Health News 2004
|
·
Home ·
Sitemap ·
Links
