| |
Dokumentation i kræftbehandlingen
|
 Af Merete Birkelund*
Det må konstateres, at den lægelige dokumentation for kræftbehandling ofte ikke lever op til de videnskabelige krat, lægerne selv har sat, og som lægerne nu med stor iver stiller til alternative behandlere.
I den senere tid har der været megen debat både i dagspressen og i TV om alternativ behandling. Lægernes standardargument i sagen er, at der mangler dokumentation for virkningerne af alternativ behandling, mens den lægevidenskabelige behandling bliver fremhævet som bevist efter strenge videnskabelige regler. Kræft bliver ofte af lægerne inddraget som et skræmmeeksempel: Svage sjæle bliver forledt til at sige nej til den livsreddende lægelige behandling, vælger uduelig alternativ behandling og dør.
Kontrolundersøgelser
Den klassiske lægevidenskabelige forskningsmodel med kliniske, kontrollerede dobbeltblindundersøgelser anvendes stort set ikke inden for kræftforskningen.
Blindundersøgelser kan ikke anvendes, da enhver kan mærke forskel, om man får kalktabletter eller kemoterapi. Heller ikke radioaktiv stråling og operation kan blindes. Lægerne aner altså ikke, om den - ofte meget lille effekt - der kan fås af en behandling, i virkeligheden er en placeboeffekt (nu kan patienten rigtig mærke, at der gøres noget!).
I god lægevidenskabelig forskning skal der altid være en kontrolgruppe, som ikke får behandlingen, for at man kan afgøre, om den undersøgte behandling har en effekt på overlevelsen. I kræftforskningen har man kontrolundersøgelser, når man sammenligner forskellige behandlingsformer, fx. kemoterapi med anti-østrogenbehandling og fjernelse af bryst med fjernelse af knude (den berygtede lodtrækningsundersøgelse fra slutningen af 80'erne). Men man sammenligner ikke med ubehandlede. Det anses for uetisk, idet man pr. definition går ud fra, at det er bedre at gøre noget end ikke at gøre noget. Derfor er lægernes kendskab til sygdommens spontanforløb for de sygdomme, hvor man mener at have en behandling, der virker, uhyre ringe. Man ved således ikke, om de mennesker, der overlever, klarer sig på grund af eller på trods af behandlingen.
Denne ensidige problemstilling trænger til at blive nuanceret. Efter selv at have undersøgt den lægelige dokumentation for kræftbehandlingen, specielt for brystkræft, mener jeg at kunne fastslå, at dokumentationen for størstedelen af kræftbehandlingen langtfra lever op til lægevidenskabens egne videnskabelige krav, som lægerne nu med stor iver stiller til alternative behandlere.
Stigende dødelighed
Hvis det nu var helt klart, at behandlingerne forbedrede overlevelsen, ville det selvfølgelig være overflødigt med kontrolundersøgelser. I al den tid, hvor der er ført statistik over kræft, er der imidlertid kun sket sikre behandlingsfremgange inden for testikelkræft og visse former for leukæmi og lymfekræft - de udgør
i alt ca. 3% af de samlede kræfttilfælde, som udgør ca. 26.000 pr. år i Danmark. Inden for de store folkesygdomme som lungekræft, tarmkræft, prostatakræft og brystkræft er såvel antal sygdomstilfælde (incidens) som antal døde (den befolkningsbaserede dødelighed) steget.
Man bliver dog forstemt, når man ser, at stigningen i antal tilfælde er ligefrem proportional med stigningen i anvendelse af mammografiudstyr. Det ser således ud til, at stigningen først og fremmest skyldes, at lægerne med mammografi kan diagnosticere en masse stationære småknuder, som kvinderne kunne have levet i bedste velgående og uvidenhed med i mange år uden mammografi. (Sådanne ikke-kliniske knuder kan forsvinde helt af sig selv.) Ved at inddrage denne "patientgruppe", hvor "helbredelsesprocenten" er næsten 100, pynter man vældigt på det samlede resultat af brystkræftstatistikken. Dette fænomen vil vi komme til at se i langt højere grad i fremtiden, hvis mammografi indføres som screening (befolkningsundersøgelse).
I København har man nu screenet i et par år, og lægerne betegner screeningen som en stor succes, fordi de har fundet dobbelt så mange tilfælde af bryskræft som forventet. Men lægerne oplyser ikke om bagsiden af screeningen: overdiagnosticering og overbehandling af kvinder med kræftceller i brystet, som imidlertid ikke behøver at udvikle sig til den kliniske sygdom kræft. Lægernes markedsføring fortæller kun om de positive resultater, så mammografiscreening, kan blive et "kvindekrav", som ingen politiker tør sidde overhørig.
Lungekræften er den største kræftsygdom, og her er det helt klart, at der er en kraftig stigning i dødeligheden. Det gør lægerne ingen forsøg på at skjule, men her er der også en belejlig undskyldning: Lungekræft er folks egen skyld, fordi de ryger! Mange lungekræftpatienter kan fortælle horrible historier om, hvordan de har fået tildelt deres "dødsdom" på 5 minutter. Ingen tilbud om at blive fulgt af hospitalet, ingen psykologbistand. Intet. For du har jo røget!
Brystkræft
For brystkræft er sagen anderledes. Her gør lægerne et stort arbejde for at overbevise offentligheden om, at der er sket fremskridt. Den befolkningsbaserede dødelighed af brystkræft har godt nok været konstant eller svagt stigende i al den tid, der er ført statistik over kræft (ca. 50 år), men for ca. 20 år siden begyndte antallet af sygdomstilfælde at stige, mens dødeligheden forblev konstant.
Dette bliver af lægerne udlagt som en behandlingsfremgang: Vi har en epidemi, men der er ikke flere der dør, end der plejer.
I perioden med stigende antal brystkræfttilfælde er der ikke fremkommet nogen behandlingsform, som kan tilskrives æren for det såkaldte fremskridt. De eneste behandlingsformer, der tegner sig for en dokumenteret effekt på overlevelsen af brystkræft er kemoterapi eller anti-østrogenbehandling, som ifølge den største internationale undersøgelse heraf, kun har en effekt på mellem 5 og 12%, alt efter hvilken aldersgruppe man tilhører. I Danmark drejer det sig om i alt ca. 65 kvinder om året, som har en positiv effekt af kemoterapi.
Operation og strålebehandling af brystkræft regnes internt blandt kræftlæger kun som en symptombehandling. Jeg er nødt til at citere, da folk ellers tror jeg lyver: "Det er således almindeligt accepteret i dag, at selv om et større omfang af den primære kirurgiske behandling samt den efterfølgende strålebehandling kan reducere hyppigheden af lokalrecidiv (tilbagefald i selve brystet), vil disse behandlinger ikke påvirke overlevelsen.".
Der er endda en undersøgelse, der viser, at efter 10 år, når langtidsbivirkningerne af strålebehandlingerne for alvor viser sig, dør de bestrålede hurtigere end de ubestrålede.
*Merete Birkelund var kræftpatient, cand.mag. (historiker) og sekretær i Kræftforeningen Tidslerne. I samarbejde med overlæge Ulrik Dige og læge Helge Ib Lydeking-Olsen skrev hun bogen "Ulydige kræftpatienter", Hovedland 1993.
Kilde: Mit Helbred 20, 1993.
Health News 2004
|
·
Home ·
Sitemap ·
Links
