Patienter tages ikke alvorligt
|
Af Marianne Søby
Næstformand i Patientforeningen Danmark
Mette Hartlev, lektor i sundhedsret, gav i sin klumme (Stikpillen, red.) i Dagens Medicin nr. 22-23/04 bolden op til en ny debat om Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, der, som hun konstaterer, skaber utilfredshed både hos de forulempede patienter og hos de indklagede sundhedspersoner.
Mette Hartlev mener ikke, at man kan sige Patientklagenævnet noget på, idet det blot udfører sine funktioner inden for de rammer, lovgivningen dikterer. Hun slutter sit indlæg med den konklusion, at Patientklagenævnet ikke er egnet til at imødekomme både patienter og sundhedspersoners interesser, og hun opfordrer til, at man ser nærmere på, hvilke interesser de har, og hvorledes disse bedst kan tilgodeses.
Patientforeningen Danmark melder sig hermed som aktiv bidragyder til en sådan undersøgelse. Vi kan formidle kontakten til et stort antal patienter, der har oplevet Patientklagenævnets sagsbehandling på nærmeste hold. Jeg er overbevist om, at disse patienters udsagn vil give Mette Hartlev et noget andet perspektiv på Patientklagenævnets virksomhed, end nævnets egen årsberetning lægger op til.
Den gennemgående tilbagemelding til Patientforeningen Danmark er, at patienternes skriftlige klager til Patientklagenævnet ikke bliver tillagt den samme seriøsitet som lægens efterfølgende indberetning af samme hændelsesforløb.
For det første skærer Patientklagenævnets sagsbehandlere klagen til, så klageren kan have svært ved at genkende indhold og eget ordvalg, og for det andet tildeles patientens beskrivelse i slutafgørelsen en underordnet rolle i sammenligning med lægens fremstilling, der sammen med kardex og hospitalsjournal ophøjes til sandhedsdokumenter.
Alle patienternes kritikpunkter af Patientklagenævnets sagsbehandling er gennemgået i Patientforeningen Danmarks nyhedsblad fra juni 2004. Patienter i sundhedsvæsenet er almindelige mennesker, der godt kan acceptere ikke altid at få medhold i en fremsendt klage, men det er krænkende for enhver og for retsbevidstheden som sådan at konstatere, at klagen ikke bliver taget alvorlig og endog bliver 'redigeret'.
Når den ulige behandling af de to parters indlæg sammenholdes med, at ca. 80 pct. af alle patientklager ender med afslag, er det ikke mærkeligt, at der opstår forestillinger om, at Patientklagenævnet er sammenspist med lægestanden, som Mette Hartlev bemærker.
Patientforeningen Danmark er enig med Mette Hartlev i, at lovgrundlaget for Patientklagenævnet bør tages op til revision, men lovtekst er en ting, noget andet er forvaltningskulturen, og den bør i dette tilfælde også udsættes for en gennemgribende operation.
Kilde: Dagens Medicin 3. december 2004
Health News 2004
|