Alkohol i små mængder reducerer forkalkning
|
En til to genstande om dagen reducerer opbygningen af åreforkalkning i hjertets kranspulsårer. Det er formodentlig en del af forklaringen på, hvorfor et moderat alkoholforbrug er blevet sammenkædet med en nedsat risiko for hjertesygdom, konkluderer en undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Archives of Internat Medicine.
Hollandske forskere gennemførte CT-skanninger af 1.795 personer uden hjertesygdom for at finde tegn på åreforkalkning i kranspulsårerne. 17 pct. af deltagerne havde et alkoholforbrug på en til to genstande om dagen. 62 pct. drak mindre, og 21 pct. mere.
Personer med et forbrug på en til to daglige genstande havde den laveste forekomst af åreforkalkning, mens afholdsmændene/kvinderne havde flest. Den første gruppes risiko for omfattende åreforkalkning var 50 pct. lavere end afholdsfolkenes. De øvrige deltagere i undersøgelsen lå mellem de to ekstremer.
Kilde: Archives of Internat Medicine 2004, 164: 2355-2360
Health News 2004
|