Hajbrusk overvandt kræften. Patienterfaring nr. 5

CAROLYN STROHM:

Hun blev stærkere af at tage sin kræftbehandling i sin egen hånd

Når man er vokset op med at respektere og adlyde den etablerede lægeverden, bliver man selv chokeret, når man afslår den behandling, ens læge anbefaler mod brystkræft. Det gjorde Carolyn også - da hun besluttede at tage sagen i egen hånd. Her er hendes historie.

Jeg er så glad for, at jeg sidder her. Ifølge mine læger burde jeg være død nu. Da jeg sagde nej tak til den kemoterapi, de insisterede på som første del af min behandling, sagde de: "Hvis du ikke får kemokuren, er du ikke i live om 6 måneder". Men det er jeg altså, og jeg har det strålende. Jeg kan med sindsro sige, at jeg ikke har haft en sygedag, siden jeg begyndte at tage hajbrusk. Jeg føler mig stærk og livskraftig. Og det er jeg også nødt til at være. Som maler og tapetserer skal jeg kravle på stiger, arbejde med armene over hovedet og bære tunge malerbøtter hver dag. Jeg tror egentlig, at jeg er mere fleksibel og energisk end de fleste, som ovenikøbet aldrig har haft alvorlige helbredsproblemer.

Mit problem? Jeg fik kræft tilbage i 1994. Jeg har altid været omhyggelig med at blive undersøgt regelmæssigt, dvs. en underlivsundersøgelse og en brystundersøgelse om året, og det fik jeg også i 1994. Jeg var hos lægen i februar, og han sagde, at alt så fint ud. "Der er ingen grund til at give dig en mammografi i år", sagde han. "Jeg kan ikke mærke noget unormalt i dine bryster, og der er ikke brystkræft i din familie". Det tog jeg naturligvis for gode varer.

To måneder senere opdagede jeg en hård knude på størrelse med en golfkugle i mit venstre bryst. Jeg troede næsten ikke selv på det. Hvordan kunne den vokse så hurtigt? Hvordan kunne det gå til, at lægen ikke kunne mærke noget for blot to måneder siden? Jeg bestilte en tid hos ham igen, og denne gang sendte han mig omgående til mammografi. Diagnosen lød på "adenocarcinom", en specielt hurtigtvoksende form for kræft. Jeg blev henvist til en onkolog og en kirurg, og jeg var klar til at gøre, som de anbefalede - indtil jeg hørte, hvad det var.

De ville give mig 6 måneders kemoterapikur først, derefter indgribende brystkirurgi, som udover brystet ville fjerne min brystmuskel, og derefter endnu 6 måneder kemokur.

Jeg var absolut ikke begejstret, og jeg gik på biblioteket og søgte oplysninger på trods af, at lægerne skyndede på mig. "Du behøver ikke gå i gang i morgen, men jo længere du venter, jo mindre bliver din chance for at overleve".

De oplysninger, jeg fandt, var mildt sagt overraskende. Den kemoterapi, lægerne foreslog, var ekstremt kraftig og ville gøre mig meget syg - og ville i øvrigt kun forbedre mine chancer for at overleve med 10%! Jeg troede ikke mine egne øjne. Jeg gik til lægen igen og spurgte, om det var rigtigt. "Vil du virkelig i et helt år putte et så stærkt præparat ind i min krop, og så har jeg alligevel kun 10% større chance for at overleve?" "Ja", indrømmede han, " men uden er du ikke i live om 6 måneder".

Jeg forsøgte også at forhandle med lægen. "Kan vi evt. forsøge med en lidt mindre gennemgribende brystoperation? Uden min brystmuskel kan jeg ikke løfte armen op over mit hoved - og så kan jeg ikke arbejde". "Nej", svarede han, "når kræftformen er så aggressiv som denne, er det kun denne form for kirurgi, der vil virke".

De ville ikke rokke sig. For første gang i mit liv besluttede jeg at "være ulydig". Jeg havde hørt om hajbrusk fra en ven, som havde set et indslag i 60 minutes og ovenikøbet havde prøvet det på sin hund. Jeg læste alt, hvad jeg kunne finde om emnet. Dr. William Lanes bog "Hajer får ikke kræft" var enormt oplysende, og det samme var en række andre bøger om kost, vitaminer og urter.

Jeg besluttede at gøre tingene på min egen måde. Det var MIN krop, MIT liv og MIN beslutning. Det føltes rigtigt.

Jeg begyndte på store doser hajbrusk (30 gram pr. dag) og vegetarisk kost, såvidt muligt økologiske fødevarer, og en del vitaminer og urter.

Hajbrusken stoppede kræftsvulstens udvikling
Denne form for kræft udvikler sig og spreder sig ekstremt hurtigt, men det så alligevel ud til, at min svulst blev ved med at have samme størrelse.

I løbet af et års tid var svulsten ikke blevet mindre, men den var heller ikke vokset. Og - vigtigst af alt - kræften havde ikke spredt sig. Mit bryst blev røntgenfotograferet, jeg fik taget mammografier, scanninger af knoglemarven - alle de tests, der kunne udføres på mig. De kom alle tilbage med samme, gode resultat.

I løbet af sommeren 1995 besluttede jeg at tage til Mexico, hvor jeg havde fundet ud, at man ville udføre en mindre gennemgribende form for kirurgi. De fjernede brystvæv og 18 lymfeknuder (hvoraf de 16 var ramt af kræft), men min venstre brystvæg og brystmuskel rørte de ikke ved.

Jeg har nu været kræftfri i 1½ år. Jeg går regelmæssigt til læge, får foretaget alle de prøver, jeg har brug for, og de kommer alle sammen ud med negativt resultat. Lægerne er stadig forundrede, og alligevel bliver de ved med at foreslå, at jeg tager traditionel medicin.

Det er bestemt ikke for at sige noget negativt om den etablerede lægeverden. I mange tilfælde kan den tilbyde de behandlingsformer, der virker bedst. Vi har brug for læger, men vi har også brug for selv at søge oplysninger og tage beslutninger på et kvalificeret grundlag.

Jeg ved, at det, jeg har gjort (og stadig gør), er det rigtige for mig. Jeg tager min hajbrusk hver dag. Jeg har valgt at fortsætte med den høje dosis - jeg har aldrig oplevet bivirkninger, så hvorfor skulle jeg ikke det? Jeg har også taget mig selv gevaldigt i nakken - jeg spiser en sund vegetarisk kost hver dag og tager diverse kosttilskud.

Jeg har det simpelthen så godt! Jeg har masser af energi, jeg er stærk, og jeg har taget hånd om mit liv.

Health News 2011