Han overlevede lungekræft. Patienterfaring nr. 3

RICHARD STEVENS:

Han overlevede lungekræft - nu sætter han pris på hvert åndedrag

Familien Stevens nyder deres tilværelse sammen - en tilværelse, som nær var blevet ødelagt af noget af det værste, der kan overgå én: Lungekræft. Richard og Marlene fortæller deres historie. Hun er den mest talende, men man kan mærke livsglæden hos begge over at have overvundet døden og over igen at kunne dele de små glæder, som de næsten havde mistet. De vil begge meget gerne fortælle, så de måske kan hjælpe blot ét enkelt menneske.

Richard var tæt på at dø af lungekræft. Kræften havde spredt sig til hans hjerne, før vi overhovedet fik nys om, at der var noget galt. Han er i live og har det godt i dag takket være hajbrusk. For blot et års tid siden så det ud til, at hans liv var forbi. Han havde prøvet alle tilgængelige former for traditionel medicinsk behandling, men det virkede ikke, som om noget kunne redde ham.

Det hele begyndte først i oktober 1995. Det var en travl og spændende periode. Vi var ved at pakke alle vores ting for at flytte til en ny bolig, og jeg var ikke specielt bekymret, da Richard sagde, at han havde bemærket noget underligt. Han var ikke helt sikker, men han syntes selv, at hans tale var blevet en smule sløret. Jeg kunne ikke høre nogen forskel, men han havde i forvejen en tid hos lægen den 12. oktober, så han ville nævne det der.

Ved slutningen af ugen var Richards taleproblem tydeligt - hans tunge fungerede simpelthen ikke korrekt. Nu blev jeg nervøs - jeg troede, at han måske havde haft et slagtilfælde eller måske havde en lille hjernesvulst. Vi var glade for, at han skulle til læge. Vi havde fornemmelsen af, at der helt sikkert var noget galt.

Lægen var enig. Hun mente, at det kunne være en hjernesvulst. Via en slægtning, som er narkoselæge, fik vi en tid til en MRI-scanning kl. 8 næste morgen.

Resultatet af MRI'en var et gedigent chok. Jo, der VAR en hjernesvulst, men lægerne var sikre på, at det ikke var den primære svulst, der var tale om en metastaseret svulst. Det vil sige, at et eller andet sted i Richards krop sad der en primær kræftsvulst - sandsynligvis i lungen, mente lægerne.

Det lagde vores liv i ruiner. Vi fik vendt tilværelsen totalt på hovedet. Vi skulle flytte næste dag, og vi anede ikke, hvad vi skulle gøre. Min mand ringede omgående til sin advokat og gav mig fuldmagt til at ordne købet af det nye hus og salget af det gamle. Og samme aften, fredag den 13. oktober, blev Richard indlagt. Han blev opereret i hjernen mandag morgen.

De fjernede svulsten fra hans hjerne og foretog en CAT-scanning af hans brystkasse. Den viste en kræftsvulst i hans lunge plus en del svulster i lymfeknuderne omkring hans hjerte og i midten af brystkassen. Det betød, at Richard nu skulle forholde sig til to ting. Hjerneoperationen havde påvirket hans højre hånd, arm og ben, så han snublede og var ukoordineret. Han skulle have fysioterapi for at hjælpe på disse problemer. Derudover var det tvingende nødvendigt at begynde at behandle lungekræften.

Min mand tog imod lægernes råd. Han fik strålebehandling både i hjernen og i lungen samt en kraftig kemokur. Mod slutningen af februar havde han tabt mere end 15 kg, var ekstremt svag og træt, havde ingen appetit og kunne ikke synke fast føde, fordi strålebehandlingen havde givet brandsår i spiserøret.

Du kan næsten forestille dig, hvor skuffede vi var, da hans læge kom med de dårlige nyheder: Kemoterapien, som havde 50% chance for at virke, var slået fejl. En CAT-scanning af hans brystkasse viste, at kræftsvulsten havde vokset sig større, end da han begyndte på terapien. Alligevel foreslog lægen en anden kemokur med et andet indhold. Men her sagde Richard NEJ!

Så begyndte der at ske små mirakler
Vi havde allerede hørt om hajbrusk, men vi havde nu mest tillid til den traditionelle medicin. På dette tidspunkt var Richard i en virkelig dårlig forfatning: Han kunne ikke engang spise, men kun indtage flydende kost. Jeg sagde til ham: "Kemoterapien tager livet af dig, før kræften gør det, så jeg synes, du skal give hajbrusk en chance - det kan ikke skade. Der er ingen bivirkninger, så hvad har du at tabe?"

Jeg fik fat i bogen "Hajer får ikke kræft" af Dr. William Lane. Richard og jeg læste den sammen og besluttede at få fat i noget hajbrusk af klinisk kvalitet som anvendt i Dr. Lanes forskning.

Samtidig fortalte en af Richards venner om en anden fra vennekredsen, som havde fået lungekræft, og hvor kemoterapien ikke havde haft den ønskede virkning. Han fortalte, at efter seks uger på hajbrusk var manden begyndt at tage på i vægt og genvinde sin sædvanlige livskraft - og at genoptage et normalt liv.

Jeg ringede til ham, og vi talte i 45 minutter. Det gjorde underværker! At tale med nogen, som havde prøvet det på egen krop, var langt bedre end at læse om det i en bog. Det gav os nyt håb! Så med forsigtig optimisme begyndte vi på Richards hajbruskterapi. Eftersom han havde synkebesvær, valgte han at få hajbrusken som lavement i stedet for at røre det i juice.

Endelig - gode nyheder!! Efter kun 8 uger viste en MRI-scanning, at Richards kræftsvulst, som hele tiden var vokset, ikke alene var holdt op med at vokse, men også var blevet ca. ½ cm mindre. Onkologen var virkelig imponeret! Selvom han helt og holdent gik ind for traditionel medicin, måtte han indrømme, at hajbrusk virkede. "Hvis man ved, hvad man gør og tager tilpas store doser regelmæssigt, ser det ud til, at det virker", sagde han.

Tjah, ikke alene ser det ud til, at hajbrusk virker, men det er blevet ved med at virke. Sidste gang, vi var hos lægen, var svulsten igen blevet mindre. Richard har det fantastisk! Forskellen er som mellem nat og dag. Han har fået farven i kinderne tilbage, hans appetit er fin, og hans energiniveau er helt uovertruffent! Vi kan komme ud og gøre ting sammen for første gang i et år. Richard er begyndt at fiske igen, han slår græsplænen, og han har sågar savet et træ ned og hugget og stablet brændeknuderne.

For en, der dårligt kunne komme ud af sengen i bare en time eller to pr. dag, er forandringen tæt på at være et mirakel. Richard er igen sit gamle jeg.

Red.: Richard Stevens har under hele samtalen opfordret sin kone til at fortælle og givet hende stikord. Nu vil han gerne have en afsluttende kommentar: "Hvis ikke jeg havde tabt håret af kemokuren, så var der ingen, der ville have opdaget, at jeg har haft kræft!" Men det har han - se hans journal:

Health News 2003