| |
Dødelige sygehusfejl
|
Af Karsten Skawbo-Jensen, formand, Patientforeningen Danmark, Platanvej 22 C, 7., Frederiksberg
Overlæge John Allan Nielsen sætter 5/2 spørgsmålstegn ved min påstand om, at 6.000 mennesker årligt dør af sygehusfejl, hvilket er 15 gange så mange, som dør i trafikken.
Men DSI Institut for Sundhedsvæsen skriver i rapporten Utilsigtede hændelser på danske sygehuse: »Det må forventes, at der årligt optræder ca. 5.500 dødsfald i Danmark blandt heldøgnsindlæggelser, hvor en utilsigtet hændelse er udløsende eller medvirkende årsag til dødsfaldet.«
Det er korrekt, at mange senere i forløbet ville dø af deres grundsygdom, men såvel den syge som de pårørende har da en forventning om, at sygehusbehandlingen i Danmark er acceptabel, så patienterne ikke dør for tidligt på grund af ringe faglighed og sjusk. Patientforeningen Danmark får mange henvendelser fra pårørende, hvor den afdøde blev holdt hen af sundhedssystemet. Disse optræder ikke i fejlstatistikkerne, for de fik aldrig en behandling.
Ugeskrift for Læger skriver 16/8 2004, at såfremt den amerikanske sundhedsstyrelse i sit register for dødsårsager indbefattede lægelige fejl som dødsårsag, ville fejl fremstå som den sjette hyppigste dødsårsag - som en national epidemi. Der er derfor brug for et intenst fokus på kvalitetsforbedringer og patientsikkerhed.
11. februar 2005
Health News 2005
|