Dieselos fører til flere dødsfald
Beboere i byområder har en markant overdødelighed i forhold til resten af landet, fordi de hver dag indånder store mængder sundhedsskadelige partikler fra blandt andet dieselbiler.
En ekspertgruppe under Miljøstyrelsen konkluderer i en rapport, at 'de aktuelle partikelniveauer kan relateres til flere hundrede dødsfald pr. år på landsbasis.
Partiklerne stammer især fra dieselbilers udstødning og kan være så små, at de når ud i de fjerneste afkroge af lungerne. Flere store undersøgelser viser, at et forhøjet niveau af partikler fører til flere dødsfald, flere hospitalsbesøg, astmaudbrud og luftvejssymptomer.
"Man har konstateret, at der er en overdødelighed i byer med en forhøjet partikelkoncentration. Selv om tallene er behæftet med en vis usikkerhed, er der uden tvivl tale om et væsentligt sundhedsproblem", siger dr. phil, Jes Fenger, Danmarks Miljøundersøgelser, som er medforfatter til rapporten.
De ubehagelige tal viser, at for hver en million mennesker i byområder kan der spares mellem 120 og 720 menneskeliv årligt, hvis partikelindholdet i luften reduceres med 30 procent.
1,8 million danskere bor i byområder, og ekspertgruppen antager, at 300.000 danskere bor langs veje med særlig høj luftforurening. I de tættere byområder er der i gennemsnit 30 mikrogram partikler pr. kubikmeter i luften.
"Hvis man sænker niveauet i de tættere byområder med 10 mikrogram pr. kubikmeter, så lever beboerne i gennemsnit et år længere", siger Jes Fenger med henvisning til en hollandsk undersøgelse.
Sverige, Norge og USA har langt strengere grænseværdier for partikler end Danmark, og ekspertgruppen konkluderer, at de nuværende grænseværdier for partikelindhold i luften ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt må anses for at være utidssvarende.
Formanden for Folketingets miljøudvalg, SF’eren Steen Gade undrer sig over, at tallene i rapporten ikke får alarmklokkerne til at ringe hos regeringen.
"De må komme med en handlingsplan mod partikeludslip fra dieselkøretøjer, og miljøministeren må i EU stå stejlt på skrappere krav til varebiler på diesel", siger Steen Gade (1997).
Læs også:
Luftforurening forkorter liv
Health News 2005
|