| |
Hajbrusk og kroniske sygdomme
|
 Forskningsresultater vedr. brugen af hajbrusk i behandlingen af kroniske sygdomme
Den forskning, der er foretaget omkring hajbrusks indvirkning på vores helbred, er både omfattende og afgørende: Hajbrusk kan medvirke til at behandle mange kroniske og livstruende sygdomme. Man har påvist en iøjnefaldende forandring af disse sygdommes forløb efter oral indgivelse af hajbrusk - og det gælder bl.a. så forskelligartede sygdomme som kræft, slid- og ledegigt, psoriasis, lupus, eksem og tarmbetændelse.
Hajbrusk og kræft
Hajer er unikke blandt dyr og fisk i og med, at ”de stort set aldrig udvikler kræftsygdomme”. Ifølge dr. Carl Luer fra Mote Marine Laboratories er det hajens skelet, som udelukkende består af brusk, der er årsag til denne næsten 100% immunitet over for kræft. Et protein i bruskskelettet har vist sig at kunne hæmme svulstens evne til at danne de blodkar, der er nødvendige for svulstens vækst.
Det bedste udgangspunkt for denne sammenhæng mellem hajer og immunitet over for kræft er de forskningsresultater, som er fremlagt af dr. Judah Folkman fra Children’s Hospital of Boston og Harvard University. Dr. Folkman anses for at være en af pionererne inden for forskningen i hæmning af angiogenesen og dennes indvirkning på kræftbehandling og andre aspekter, som er afhængige af dannelsen af nye blodkar.
Angiogenese-hæmning kan bedst defines ved at opdele ordet i dets græske rødder: Angio og genese (genesis). Angio betyder ”blod- eller lymfekar”, og genesis betyder ”at danne”. Ved at tilføje ordet ”hæmning” har vi en ganske beskrivende betegnelse for et stof, som hindrer eller reducerer væksten af nye blodkar. Hos børn er angiogenese en ganske naturlig proces. Men hos voksne, som har et fuld udbygget netværk af blodkar, kan en re-aktiveret angiogenese have faretruende konsekvenser.
Dr. Folkman har påvist, at hvis en svulstmasse ikke kan oprette sit eget netværk af blodkar, ”holder den op med at vokse, når den har en størrelse på 1-2 mm3, men begynder igen at vokse hurtigt, når angiogenese igen er mulig”. Kort sagt: Hvis man kan forebygge angiogenese, dannes svulsterne aldrig, fordi de hverken kan få ilt eller næringsstoffer eller er i stand til at slippe af med deres affaldsstoffer.
Det første gennembrud inden for angiogenese-hæmning kom fra et medlem af dr. Folkmans forskerteam, dr. Robert Langer, Ph.D., for Massachusetts Institute of Technology. I en artikel, der blev offentliggjort i Journal of Science, skrev dr. Langer, at ”hajbrusk indeholder et stof, som i meget høj grad kan hæmme væksten af nye blodkar til faste svulster, så svulstens vækst dermed indskrænkes”. Dr. Langer brugte små kugler af hajbruskekstrakt, som blev placeret ved siden af indpodede svulster i hornhinden på kaniner for at iagttage, om blodkarrenes vækst ville blive begrænset (Figur 1). Som det ses, er udviklingen af blodkar hos kontrolgruppen (som ikke modtog nogen form for behandling) langt mere omfattende end i den behandlede gruppe.
Figur 1: Dr. Langers resultater
Maximum længde af blodkar (mm)
Dage
Behandlingsgruppe 1
Behandlingsgruppe 2
Behandlingsgruppe 3
Kontrolgruppe 1
Kontrolgruppe 2
Kontrolgruppe 3
Man mener, at denne angiogenese-hæmning har forbindelse til et protein, som findes i 1.000 gange større koncentrationer i hajbrusk end i brusk fra mennesker eller fra køer.
Resultaterne efterlader et par åbne spørgsmål: Kan denne angiogenese-hæmmende virkning overføres til mennesker og pattedyr? Og kan den gives i en passende form? Det optimale er hajbrusk i kapsel- eller tabletform i stedet for indsprøjtninger. Resultaterne af en række forsøg foretaget af dr. O. Atassi, Ph.D., fra Institut Jules Bordet i Bruxelles, som er et af de største og mest velanskrevne kræftforskningscentre i Europe, viste, at oral indgivelse er en effektiv måde at give hajbrusken til patienterne på.
Nøgne mus (dvs. mus uden immunsystem, som er i stand til at modtage og nære menneskelige kræftsvulster) fik indopereret menneskelige melanomer. Efter to dage fik en gruppe af musene ved oral indgivelse tørret hajbruskpulver (1.200 mg/kg dagligt), mens den anden gruppe (kontrolgruppen) ikke fik nogen form for behandling. Efter 21 dage var svulsterne vokset i kontrolgruppen geometrisk, mens vækstraten i den behandlede gruppe var næsten lig nul. Det illustrerer forholdet mellem angiogenese og svulstvækst. Når først blodkarrene er dannet, vokser svulsten hurtigt. Bemærk vækstens omfang i de sidste syv dage: Efter 21 dage var kontrolgruppens svulster 2,5 gange deres oprindelige størrelse, mens svulsterne i den behandlede gruppe havde bevaret ca. 60% af deres oprindelige størrelse (figur 2). Bemærk også den næsten fuldstændige sammenhæng mellem dr. Langers og dr. Atassis resultater (hhv. figur 1 og 2).
Figur 2: Dr. Atassis resultater vedr. svulstvækst
Svulststørrelse (mg)
Dag 0 Dag 4 Dag 7 Dag 11 Dag 14 Dag 21
Behandlet med hajbrusk
Kontrolgruppe
Dosering: 1.200 mg/kg kropsvægt
Et vigtigt aspekt ved hajbrusk sammenlignet med andre angiogenese-hæmmende stoffer er, at det ikke er skadeligt for kroppen. Andre stoffer med angiogenese-hæmmende egenskaber har betydelige bivirkninger. Igennem over syv års forskning har man ikke fundet nogen form for skadegørende virkning ved hajbrusk. Faktisk har kineserne spist hajbrusk i form af hajfinnesuppe i hundredevis af år.
Angiogenese-hæmning, metastasering og svulst-regression
Et andet område, hvor denne angiogenese-hæmmende virkning giver grund til forhåbninger, er kontrol med metastasering, dvs. spredning af kræftsygdommen. Ofte er placeringen af den oprindelige svulst ikke livstruende, men når først svulsten er etableret, vil den afstøde dele af sig selv - dele, som kommer ind i blodbanen eller lymfesystemet og kan spredes til vitale organer og andre væv.
Patricia D’Amore, Ph.D., som arbejder sammen med dr. Folkman på Children’s Hospital og Harvard, har fremsat den teori, at når angiogenese er så fundamentalt for dannelsen og den efterfølgende vækst af metastaserne, er det ligeså indlysende, at hæmning af denne blodkardannelse kan være en måde at forebygge dannelsen af metastaser på.
Desuden kan angiogenese-hæmning være svaret på, hvordan man mindsker svulstens omfang (svulst-regression). Dr. Rakesh Jain, Ph.D., professor ved Carnegie Mellon University og ekspert i svulsters fysiologi, forklarede i et skrift, som for nylig blev offentliggjort i Journal of the National Cancer Institute, at det blodkar-netværk, der findes i forbindelse med en svulst, som regel er svagt og uorganiseret, og det har derfor brug for konstant fornyelse og udskiftning. Det giver derfor god mening at antage, at man ved at introducere angiogenese-hæmning kan reducere eksisterende svulsters omfang. Når det netværk, som skal give næring til svulsten, ikke udskiftes, får den for lidt blod og dør efterhånden hen.
Man kan derfor konkludere, at hajbruskens angiogenese-hæmmende egenskaber synes at give nøglen til fremtidens kræftbehandling. Alle, der har eller i risikogruppen for at udvikle en kræftsygdom, bør derfor overveje dette naturlige tilskud til kræftbehandling og/eller -forebyggelse.
Hajbruskens andre kræfthæmmende og -forebyggende egenskaber
Dr. Brian Durie, tidligere tilknyttet University of Arizona Health Sciences Center, har ved hjælp af en række in vitro stamcelleforsøg påvist, at hajbrusk har andre svulsthæmmende egenskaber ud over hæmning af angiogenesen. Et stamcelleforsøg går ud på at analysere, om et specifikt stof har evnen til at forebygge vækst af forskellige kræftstamceller. Forskere, der bruger denne forsøgsmetode, går efter en kræftcelle-dræbende effekt på mindst 60%, før et testprodukt findes brugbart til yderligere forskning. Dr. Durie fandt frem til, at et ekstrakt af hajbrusk på 5.000 mikrog/ml udryddede Myeloma 8226-kolonien fuldstændigt, WIDR-kolonien (tyktarmen) med op til 94,8% og MCF-7-kolonien (brystet) med op til 88,5%.
I et andet forsøg, hvor tidligere omtalte dr. G. Atassi indoperedede B-16 melanomer i 38 mus, fik ti af musene varierende doser af hajbrusk, hvor kontrolgruppen ikke fik nogen form for behandling. Den gennemsnitlige overlevelsestid var 49% længere for den behandlede gruppe i forhold til kontrolgruppen.
Hajbrusk, ledegigt og andre inflammatoriske sygdomme
Man har desuden påvist, at hajbrusk er en kraftigtvirkende og uskadelig anti-inflammatorisk substans. Og hvad mere er: Sammen med de angiogenese-hæmmende egenskaber kan hajbrusken ikke blot lette inflammatoriske sygdomme, men også hæmme dannelsen af blodkar af ledbrusken - en proces, som ofte ses i forbindelse med fremskredne tilfælde af både slid- og ledegigt.
Mange forskere er enige om, at det primære anti-inflammatoriske element i hajbrusk er en gruppe af komplekse kulhydrater kaldet mucopolysakkarider. To medlemmer af denne gruppe, chondroitin-sulfat A og C, bruges ofte af ernæringsterapeuter til at kontrollere inflammation og tarmbetændelse. Men af en eller anden grund har hajbrusk vist sig at være mere effektivt, end hvis man bruger raffinerede mucopolysakkarider. Forskerne har ikke nogen forklaring på dette fænomen, men en mistanke om, at det skyldes en endnu ikke identificeret substans i hajbrusken. Hajer har et stærkt immunsystem, som producerer ”antistoffer, som med held kan nedkæmpe en lang række fjender - ikke blot bakterier og virus, men også visse kemikalier, som kan slå mennesker ihjel”. Da inflammatoriske sygdomme ofte har en sammenhæng med et dårligt fungerende immunforsvar, kan man formode, at et immunregulerende stof indgår i en synergistisk proces med mucopolysakkariderne”.
Det indledende arbejde med hajbrusk og inflammation blev foretaget i 1985 af dr. Serge Orloff, M.D., professor i rheumatologi ved Brugmann University Hospital i Bruxelles og generalsekretær for International League Against Rheumatism. Dr. Orloff brugte hajbruskpulver på en 49-årig kvindelig patient. Resultaterne var opsigtsvækkende. Dr. Orloff fortæller:
”Den første patient havde en degenerativ ledsygdom i knæskallen og smerter over lænden som følge af en akut disco-radikulær rygskade fem år tidligere. Hun er 49 år og fortæller troværdigt om sine symptomer, smerter osv. Hendes samlede smertebillede (på en visuel, analog skala) faldt med 50% efter de første to uger (score: 50%-22%) og med yderligere 50% efter 6 ugers behandling (score: 22%-12%). Efter eget udsagn kunne hun nu bøje begge knæled helt, hun oplevede færre smerter i ryggen i forbindelse med almindeligt husligt arbejde, og hun følte det, som om hun havde stærkere muskler”.
Hajbrusk testet på hunde med sekundær slidgigt
Ca. samtidig begyndte en prominent dyrlæge, dr. J. Rauis, også fra Bruxelles, at eksperimentere med hajbrusk til hunde med fremskreden, sekundær slidgigt som følge af skade eller hoftedysplasi.
Hans første forsøg omfattede tre hunde, som ved oral indgivelse sammen med foderet fik hajbruskpulver for i første omgang at teste dets effektivitet. Efter 21 dage var resultaterne meget gode, alle hunde havde betydeligt færre smerter (målt i forhold til før og efter en aktivitet og evnen til at komme over en forhindring) og mindre hævelse i leddene.
Med disse resultater i bagagen blev forsøget udvidet til at omfatte ti hunde. Hver hund fik 740 mg hajbrusk for hver 5 kg kropsvægt i 21 dage og blev vurderet efter 8, 15, 21 og 36 dage. I løbet af perioden mellem dag 21 og dag 36 holdt man op med at give hajbrusk for at se, om behandlingens resultater ville gå i sig selv igen.
Man anvendte en fempunktsskala til at vurdere resultatet af forsøget, hvor 0 = ingen smerter og 5 = stærke smerter (figur 3). Bemærk det store fald i lokale smerter/hævelser, som lå på 33% på dag 21 i forhold til startscoren. Desuden kan man se, hvordan scoren for hvert funktionsområde blev reduceret betydeligt i de første 21 dage, men at den efter 15 dage uden hajbrusk (dag 36) igen begyndte at stige med i gennemsnit 25% i forhold til scoren på dag 21.
Hunde er specielt velegnede til at vurdere biologisk aktive stoffer som hajbrusk, fordi de ikke udviser den placebo-effekt, der som oftest findes hos mennesker.
Figur 3: Gennemsnitlige resultater iagttaget på hunde med slidgigt
|
Symptom/Aktivitet
|
Start
|
Dag 21
|
Dag 36
|
|
Lokal smerte/hævelse
|
2,7
|
0,9
|
1,7
|
|
Lammelse før bevægelse
|
3,1
|
1,6
|
2,2
|
|
Lammelse efter bevægelse
|
3,0
|
1,7
|
2,0
|
|
Bevægelse over forhindring
|
3,0
|
2,4
|
2,9
|
Hajbrusk-undersøgelser foretaget ved Universityof Miami Schoolof Medicine
Dr. Jose Orcasita, M.D., professor tilknyttet Division of Pharmacology, University of Miami School of Medicine, vurderede hajbruskpulvers indvirkning på seks patienter med slidgigt. Dr. Orcasita skrev, at “i de første tre uger af behandlingen tog patienterne ialt 12 kapsler pr. dag, hver indeholdende 740 mg hajbrusk. Derefter blev antallet af kapsler reduceret til seks i de følgende fem uger”. Dr. Orcasita fortsætter:
”Alle patienter havde en reduktion i smerterne på 4-5 point (på en skala fra 1 til 10, hvor 0 = ingen smerter og 10 = stærke smerter) - bortset fra en enkelt patient, som kun oplevede en svag bedring fra 9 til 8 points. Den patient, der gennemførte syv uger af forsøget, havde en reduktion i smerteniveauet fra 9 til 3 points. Den patient, som havde den mindste reduktion, fortalte, at før forsøget havde hun hver dag måttet tage en Felden-tablet. Efter at hun var begyndte at tage hajbrusk, kunne hun nøjes med en Felden-tablet hver anden dag.”
Til slut, skriver dr. Orcasita, skal nævnes, at ”en af patienterne, som havde diagnosticeret eksem på begge hænder, oplevede en betydelig forbedring efter indtagelsen af hajbrusk”.
Hajbruskforsøg med sengeliggende slidgigtpatienter på Costa Rica
Oral indgivelse af hajbrusk har også givet imponerende resultater for otte ud af ti sengeliggende slidgigtpatienter på Costa Rica. Dr. Carlos Luis Alpizar, M.D., leder af Costa Ricas nationale geriatri-program, påviste, at efter tre uger var otte af de ti patienter igen oppegående.
Langtidsforsøg med et hajbruskpræparat mod slidgigt i Tjekkoslovakiet
Dr. V. Rejholec, M.D., professor og leder af Department of Internal Medicine/Rheumatology, Policlinic of Medical Faculty, Charles University, gennemførte et fem år langt dobbeltblind forsøg med tre grupper på i alt 147 slidgigtpatienter. To af grupperne fik forskellige varianter af hajbruskekstrakt, mens den tredje gruppe (kontrolgruppen) fik et placebo-præparat. Placebo-gruppen blev opfordret til at bruge forskellige NSAID-præparater, når der var brug for det.
Resultaterne var exceptionelle. De grupper, der havde fået hajbrusk, oplevede et fald på 85% i omfanget af smerter, mens det gennemsnitlige fald for placebo-gruppe lå på kun 5% i løbet af de fem år. Og hvad der er endnu mere vigtigt: Den faktiske nedbrydning af leddene var langt mindre i de grupper, der var blevet behandlet med hajbrusk. Efter de fem år var lednedbrydningen i hajbrusk-grupperne kun 37% af, hvad den var i kontrolgruppen. Dr. Rejholec bemærkede desuden, at der var et klart reduceret tab af antal arbejdstimer i hajbrusk-grupperne.
Andre inflammationsrelaterede anvendelsesmuligheder
Man har iagttaget lignende resultater blandt patienter med andre inflammatoriske sygdomme, f.eks. psoriasis, eksem, discoid lupus erythematosus og problemer i forbindelse med Lymes Sygdom. Data på dette område bygger dog hovedsageligt på patientberetninger. I alle tilfælde kunne lægen notere sig, at der stort set ikke var bivirkninger, og de få bivirkninger, der var, var ubetydelige. Den mest almindeligt rapporterede bivirkning ved brugen af NSAID-præparater er maveproblemer.
Slidgigt og angiogenese
Der synes at være en forbindelse mellem angiogenese og udviklingen af slidgigt. Dr. Robert A. Brown, M.D., og Jacqueline B. Weiss, M.D., skriver i Annals of Rheumatic Diseases, at angiogenese spiller en rolle ved forkalkningen af ledbrusk. Normalt ledbrusk har ingen blodkar. Synovialvæsken (ledvæsken) hos slidgigtpatienter indeholder et stof, der kaldes ESAF (endothelial cell stimulating angiogenesis factor). Tilstedeværelsen af dette stof har en sammenhæng med angiogenesen og nedbrydningen af ledbrusken. Kan man derfor blokere for angiogenesen med hajbrusk, har man gode muligheder for at kontrollere nedbrydningen af leddene og udviklingen af slidgigt.
De forskellige forskere rapporterede om positiv respons i ca. 80% af tilfældene. Det bør bemærkes, at respons-raten afhænger af, om der er inflammation til stede. Er dette ikke tilfælde, er responsen på hajbrusken begrænset.
Anvendelse inden for sportsmedicin
Sportsudøvere med hårde træningsprogrammer har ofte store problemer med betændte led og ømme muskler. Langdistance-løb og aerobic kan give smerter og stivhed - og resulterer ofte i skader.
Patientberetninger forelagt af bl.a. adskillige læger tyder på, at regelmæssig brug af hajbrusk i betydelig grad kan reducere antallet af skader (forstrækning, betændelse, stivhed osv). Det er desuden interessant at bemærke, at varigheden af en eksisterende skade kan reduceres betydeligt ved brug af hajbrusk. Den sportsudøver, som bruger aspirin og ibuprofen til at overvinde inflammationer, kan have god nytte af at udskifte disse stoffer med hajbrusk.
Konklusion
Hajbrusk synes at kunne anvendes i forbindelse med mange sygdomme, der enten er livstruende, eller som kan indskrænke patientens livskvalitet - og det uden skadelige bivirkninger. Af indlysende grunde bør hajbrusk ikke indtages af gravide, ammende, børn og personer, som har haft et hjerteanfald for relativt nyligt.
Dosis for mennesker med en gennemsnitsvægt (m/k) på 60-70 kg: 740 mg x-14: 8,8 g-10,4 g.
Referencer:
N. Vietmeyer, Readers Digest, juli 1988
J. Folkman, M. Klagsbrun, Science, bind 235, januar 1989
R. Langer, A. Lee, Science, bind 221, september 1983
G. Atassi, Brev til I. W. Lane, september 1989
P. D’Amore, Seminars in Thrombosis and Hemostasis, bind 14, nr. 1, 1998
W. Sherman, Brev til I. W. Lane, februar 1984
G. Atassi, Brev til I. W. Lane, juni 1985
N. Vietmeyer, Readers Digest, juli 1988
J. Rauis, Brev til I. W. Lane, august 1989
J. Orcasita, Brev til I. W. Lane, april 1989
V. Rejholec, Seminars in Arthritis and Rheumatism, bind 17, nr. 2 (suppl. 1), november 1987
R. Brown, J. Weiss, Annals of Rheumatic Diseases, bind 47, 1988.
Health News 2005
|
·
Home ·
Sitemap ·
Links
