Lægemiddelloven er absurd
|
Professor Olov Lindahl giver magthaverne en overhaling
Hvis andre ville sælge sådan en vare, ville det være lovbrud - en decideret kriminel handling - som ville medføre bøde eller eventuelt fængselsstraf og konfiskation af hele lageret af kriminelle varer. Den fortjeneste, som forhandleren har haft på tidligere salg, ville også blive konfiskeret, og det kan så medføre ruin og konkurs.
Beskytter monopolet
Det her er et eksempel på, at lovgivningen beskytter monopolet inden for sundhedsvæsnet - lægernes og apotekernes fagområde.
Den nye lov om naturmidler fjerner visse disse absurditeter. Men loven indebærer stadig, at den forhandler, som påstår, at et levnedsmiddel er egnet til at forebygge, lindre eller fjerne en sygdom eller et symptom, gør det pågældende levnedsmiddel til et lægemiddel, som kun må sælges på et apotek!
Nu er det jo sådan, at mad i allerhøjeste grad har til formål at forebygge, lindre eller evt. helbrede sygdomme og symptomer, så i princippet er alle madvarer lægemidler. Eller som Hippokrates udtrykte det: ”Lad din mad være din medicin!”
Der er dog en lille hage i fortolkningen. Så længe en forhandler af levnedsmidler ikke påstår eller viderebringer, at hans produkt er helsebringende, så går det fint. Han skal altså skjule visse oplysninger for forbrugerne - og dét strider på sin side mod anden lovgivning, men denne juridiske modstrid er ikke emnet for denne artikel.
Den medicinske videnskab har igennem de seneste 50 år hårdnakket påstået, at sygdomme ikke har nogen som helst sammenhæng med den kost, vi spiser. ”Spis, hvad du har lyst til - det har ingen indflydelse på din sygdom!” - det var den almindelige påstand fra flertallet af lægerne for 5-10 år siden.
Nu er sandheden så pludselig gået op selv for lægevidenskaben.
En almindelig forhandler af levnedsmidler har ikke haft nogen grund til at sige, at hans madvarer er helsebringende eller forhindrer sygdom, og sædvanligvis er der heller ikke noget at hente ved at sige sådan. Det er kun helsekostforretninger og hele helsebevægelsen, som har haft grund til at fremsætte den form for påstande. Og det er begge de nævnte parter blevet kritiseret for.
Nu, når det pludselig er blevet et videnskabeligt faktum, at kosten næsten er det vigtigste for udviklingen af kræft, åreforkalkning og diabetes, er situationen en ganske anden. Forhandlere af levnedsmidler med nyttige ingredienser - f.eks. umættede fedtsyrer eller mælk med kalk - kan øge deres omsætning ved at fremhæve nytteværdien. Madens nytteværdi er - gennem helsebevægelsen - blevet bekræftet af alle og er dermed en kvalitetsfaktor, der gør sig i reklamer.
Når Arla så annoncerer, at knoglerne bliver stærkere af mælk (det modsatte er i virkeligheden tilfældet!), eller margarineproducenterne antyder, at flerumættede margariner modvirker åreforkalkning (hvilket de flerumættede fedtsyrer i de fleste margariner ikke gør!), ja så bryder de lægemiddelloven! De bør derfor tiltales, blive idømt bøder og få konfiskeret alle deres produkter og overdrage den fortjeneste, de har haft på tidligere salg, til staten. Kort sagt: Der ville blive tale om konkurser i milliardklassen!
Miljø- og økonomislynglerne
”Lov er lov, og med lov skal land bygges”, hedder det. Men store bedragerier foretaget af mægtige interessenter, bliver sjældent påtalt, mens man gladelig går efter de små slyngler.
Det eneste, der er sket på området, er, at Wasabröd blev kritiseret af myndighederne, da virksomheden hævdede, at fiberrigt knækbrød kunne forebygge kræft i tyktarmen - en påstand, som i dag er helt accepteret fra videnskabelig side. Hvis I ikke omgående trækker disse annoncer tilbage, bliver der lagt sag an - sagde man. Wasa trak annoncerne tilbage, og der skete ikke mere.
Det var synd, at virksomheden ikke tog handsken op og vovede en prøvelse ved en domstol. I princippet burde Wasa blive dømt - men så ville loven måske være blevet lavet om umiddelbart efter.
Situationen er altså den, at videnskabelige fakta om levnedsmidler ifølge svensk lovgivning ikke må oplyses forbrugerne.
Det lille fremskridt, der skete i 1978 med lægemiddelregulativet, gælder kun naturmidler. De er nøje definerede og omgivet af bestemmelser. Naturmidler er altså en slags lægemidler - spørger man farmakologerne, kommer de i anden række, men ser man på de videnskabelige resultater og følger den sunde fornuft, står de forrest.
En vare, der er beregnet til at indtage (eller smøre på huden osv.), og som anmeldes til myndighederne som naturmiddel, bliver efter behørig (successivt stigende) beskatning godkendt som naturmiddel, hvis den ved yderligere granskning fra myndighedernes side betragtes som uskadelig ved normal dosering. Der kræves ikke noget bevis for, at varen har en nytteværdi, og dette tager ”modstanderne” som et udtryk for, at naturmidler heller ikke har nogen virkning.
En sådan konklusion fortjener ingen kommetarer. Alle metoder, som anvendes inden for sundhedsvæsnet, og som anses for bevisligt at have en virkning (og det er den mindste del), har man i sagens natur anvendt i kortere eller længere tid, inden deres virkning blev bevist. Siden blev de så i bedste fald bevist. Det er så lidt pinligt for modstanderne, at virkningen ikke også indtraf samtidig med beviset, men var ligeså god, før beviserne kom for dagens lys. Samme enkle logiske regler gælder givetvis også for naturmidler.
Da det næsten aldrig lykkes at få patent på naturmidler, indebærer det, at ”beviser” fremkommet via langvarige og omfattende tests på dyr og mennesker ikke kan gennemføres. Omkostningerne til sådanne undersøgelser koster millioner af kroner og kan ikke dækkes gennem højere priser, fordi varen jo netop ikke er patenteret. Derfor er natumidler ikke så veludforskede, som man kunne ønske. På den anden side er virkningen i mange tilfælde så åbenlys, at den ikke behøver at blive bevist med de metoder, som anvendes til at bevise lægemidlers virkning.
Alle ældre lægemidler - og det er flertallet af dem, der findes på markedet - har heller ikke gennemgået nogen form for bevisførelse. Visse indlysende effektive lægemidler som insulin og penicillin har man aldrig bevist virkningen af med de officielle metoder (dobbeltblindforsøg). Hvis man derfor sidestiller bevisførelsen for en virkning ved hhv. lægemidler og naturmidler, er beviserne i det store og hele lige gode eller dårlige for begge - sandsynligvis lidt bedre for naturmidlerne.
Giftige lægemidler
Der er imidlertid to sider af spørgsmålet naturmidler vs. lægemidler. Den påståede virkning er den ene, og risikoen, dvs. de eventuelle bivirkninger, er den anden. Der har naturmidlerne klart overtaget. De er fra officiel side erklæret uskadelige i normale doser - ganske vist efter en overfladisk undersøgelse, men alligevel.
Ethvert fornuftigt menneske burde derfor først og fremmest vælge et naturmiddel til at forebygge eller helbrede en sygdom og først i anden omgang indtage lægemidler.
De to former er lige effektive, men lægemidlerne er giftige og har ifølge lægemiddelproducenternes egne eksperter altid bivirkninger. Et lægemiddel uden bivirkninger (dvs. et middel, som ikke forgifter eller gør patienten syg) kan ikke have en virkning, siger man. Den teori ligger også bag påstanden om, at naturmidlerne er virkningsløse. De kan jo ikke have nogen virkning, når de ingen bivirkninger har!
Det er den officielle doktrin. Ganske vist er den forkert, ligesom de fleste andre af de ting, der påstås om lægemidlerne, men der ligger dog et gran af sandhed i, at flertallet af lægemidlerne har bivirkninger, og at kun en lille del af dem bevisligt har en virkning - specielt på længere sigt. Som det gælder for naturmidlerne, kan de dog godt have en virkning, uanset hvad de iværksatte undersøgelser har vist.
Der findes dog store områder inden for lægekunsten, hvor der ikke findes naturmidler, og hvor lægemidler er eneste alternativ - men de bør under alle omstændigheder anvendes med måde og helst kun i kort tid.
Naturmidlerne har nu været på markedet i over 20 år. På trods af, at eksperter har kaldt dem værdiløse, er de blevet mere og mere populære blandt patienterne, samtidig med at de samme patienter bliver mere og mere mistænksomme over for lægemidlerne. Denne udvikling har skabt ondt blod af to årsager. Dels står lægemiddelindustriens økonomi på spil, dels belaster den etablerede lægeverdens prestige.
Som ved de fleste holdningsændringer er der strid og modstand. Striden har et karakteristisk udtryk og kan inddeles i fire faser: 1 - Fortielse, 2 - Løgn, 3 - Angreb og 4 - Accept og indførelse. Vi har passeret de to første stadier og befinder os i nr. 3 - Angreb.
Der mangler fakta
Hvad findes der så at angribe, når det gælder naturmidler? At de ikke virker - nej, den købte patienterne ikke. De har nemlig selv oplevet det modsatte. Så er der bivirkningerne tilbage. Ganske vist har myndighederne forklaret, at naturmidler ikke har har nogen bivirkninger, men det er vel ikke værre, end at det kan ændres. Vi har igennem årene set og hørt en række advarsler om, at dette og hint naturmiddel kunne give bivirkninger. I alle eksempler har der manglet fakta, men ved smædekampagner er fakta jo heller ikke så vigtige.
Massemedierne giver gerne kæmpemæssige overskrifter til løse rygter. Det er nemlig noget af en sensation, at naturmidler kan skade.
På et tidspunkt hævdede man, at urteteer skulle kunne give leverskader, der var værre end dem, man ser ved indtagelse af alkohol! Siden viste det sig, at der overhovedet var nogen faktiske oplysninger bag påstanden - tværtimod havde leveren det bedre efter alle de undersøgte urteteer. Så døde kritikken hen.
Siden kom Ecomer, som man påstod kunne være årsag til blodpropper. Ca. 30.000 kræftpatienter spiste præparatet, og en del af denne gruppe havde fået en blodprop. Alarmen lød, men det viste sig at være på grund af uvidenhed. Ved kræftsygdomme er blodpropper en af de væsentligste komplikationer. Af den gruppe kræftpatienter, der tog Ecomer, kun man forvente, at flere hundrede ville få en blodprop alligevel. Hos de ret få personer, som havde fået blodpropper, viste det sig, at Ecomer i stedet nærmest havde beskyttet mod blodproppen. Ecomer er ganske vist i stand til at øge antallet af blodplader i kroppen, men kun i de tilfælde, hvor blodpladeværdien er abnormt og farligt lav - der sker ikke en forøgelse, hvis patientens mængde af blodplader er normal. Og risikoen for blodpropper øges først, når antallet af blodplader stiger til over det normale!
I dag advarer man gravide om ikke at indtage naturmidler. Man kan jo ikke garantere, at naturmidlerne ikke har bivirkninger - siger man. Nej, det er sandt nok, men det gælder i virkeligheden i endnu større udstrækning for alle lægemidler. Men gravide advares kun mod et mindre antal lægemidler. I dag er det fuldtstændigt videnskabeligt bevist, at tobak og alkohol skader fostret, således at hundredevis af børn hvert år fødes misdannede og med skader. Men der foreligger ikke noget forbud mod at sælge disse produkter til gravide.
Hvad værre er - der findes ingen undersøgelser, som udelukker, at gravide skader deres børn, hvis spiser sukker, frikadeller eller sennep! Her mangler der fuldstændigt garantier - ligesom det gælder for flertallet af lægemidler. Men det er strategisk belejligt at trække naturmidlerne frem og kæmme dem over én kam. Skræmmekampagnen går i begyndelsen rent hjem, men falder siden tilbage på de lægevidenskabelige eksperter og ditto fra myndighedernes side. Så lidt efter lidt tror ingen længere på deres udtalelser - heller ikke selv om de nogle gange rent faktisk har ret.
Det er i dag veldokumenteret, at naturmidler kan lindre både kræft, åreforkalkning, diabetes og andre alvorlige sygdomme. Men hvem fortæller forbrugerne dét? Her er det, at Konsumentverket (den svenske Forbrugerstyrelse) kommer med regler om, at kun meget milde sygdomme og symptomer må angives, når man oplyser om virkningen ved naturmidler. Let hæshed, mild hoste, let forstoppelse, mindre hjerteforstyrrelser osv. er tilladt at omtale - men ikke de virkninger, som naturmidlerne også har.
Kilde: HÄLSA 9/89
Health News 2005
|
·
Home ·
Sitemap ·
Links
