Medicinens virkninger er der ikke styr på!
|
Hvor farlige kan gamle lægemidler være?
Forrige år købte tyskerne lægemidler for 18 mia. kr. Efter at sygekassen ikke længere giver tilskud til smertestillende medicin og medikamenter mod influenza, er omfanget af selvmedicinering - dvs. behandling uden lægelig medvirken - steget eksplosivt. Og dermed er sundhedsrisikoen også steget.
En undersøgelse foretaget af Emnid-Instituttet viser, at hver tredje tysker tager medicin uden at læse indlægssedlen. Bivirkninger, risici og kontraindikationer ved lægemidlerne er åbenbart ikke interessant. Klaus-Dieter Kossow fra de tyske praktiserende lægers forbund kommer med et bud på årsagen: Halvdelen af patienterne forstår ganske enkelt ikke den indlægsseddel, producenten vedlægger.
De praktiserende læger mener desuden, at det er alt for kompliceret at læse produktions- og holdbarhedsdato ud fra de talkombinationer, der findes på pakningen. Vil man vide, hvordan systemet fungerer, skal man have en speciel liste, hvor koderne for 50.000 medikamenter står optegnet. Selv apotekerne var ikke altid helt hjemme i dette system og sælger derfor ofte medikamenter, som allerede er for gamle.
Warentest-stiftelsen fandt ved prøvekøb af lægemidler ud af, at hvert fjerde præparat var udløbet. Stiftelsen kræver derfor - ligesom de praktiserende læger - at der bliver påtrykt en udløbsdato, som er lettere at forstå. Forbundsregeringen vil ændre lægemiddelloven hurtigst muligt. Men politikerne har det problem, at ingen nøjagtigt er i stand til at sige, hvornår virkningen ved et præparat, der er for gammelt, forsvinder.
Health News 2006
|