Fra tobakshoste til lungekræft

Af V. J. Brøndegaard

»Den slags rammer andre, men ikke mig«, trøster mange rygere sig selv, indtil symptomerne viser, de tog fejl. - Og så er det måske for sent.

Alle ved, at det er sundhedsskadeligt at ryge. Og næsten alle rygere trøster sig med, at "rappor­terne" stadig er meget usikre. Men det passer simpelt hen ikke. Videnskaben har såvel statistisk som eksperimentelt og klinisk bevist, at tobaks­rygning er den umiddelbare årsag til en lang række sygdomme.

"Hvorfor ryger De?" Svarene lyder vidt for­skelligt. "Jeg ryger for at modvirke nervøsitet" - "En cigaret virker afslappende" - "Tobakken kvikker mig op" - "Jeg kan bedre koncentrere mig, når jeg ryger, bliver mere aktiv" osv.

Hvad siger sagkundskaben? Kan en substans virke både beroligende og opkvikkende? - Rot­ter fik en dosis nikotin svarende til, hvad en cigaretryger indtager, og dyrene blev mere liv­lige, de havde som regel også lettere ved at lære dressur. Men ... det gjaldt ingenlunde alle rot­ter. Andre blev tværtimod sløve af tobakken. Forsøget bekræftede, hvad rygerne længe har vidst: en cigaret kan virke opkvikkende eller beroligende alt efter rygerens temperament og den givne situation.

Det lader sig altså ikke benægte, at tobakken har en vis positiv virkning - man føler sig bedre tilpas. Dog ikke efter de første forsøg: kvalme, hovedpine og opkastning er begynderens velkend­te symptomer på forgiftning. Siden vænner krop­pen sig til rygningen, ja føler det som en nydelse, der kan udarte til en last. Også her gælder: den kan, men behøver ikke at blive det. Visse fysio­logiske forudsætninger synes at afgøre, at den ene bli'r en slave af tobakken, mens den anden ryger lejlighedsvis. Ingen ved på forhånd, hvil­ken type han repræsenterer.

Rygning er ikke noget specielt menneskeligt. Man har med særlige inhaleringsapparater kun­net vænne hunde og aber til at ryge, og der var ingen tvivl om, at dyrene nød det. De gik snart frivilligt med til forsøgsrummet og logrede for­ventningsfuldt - ja, tiggede om at få en cigaret. Nikotinen er det giftstof i tobakken, som er bedst kendt og bedst undersøgt. Men derudover modtager kroppen, mest når tobakken brænder, talrige andre giftige substanser: blåsyre, kulmon­oksyd (kulilte), ammoniak, metylalkohol, svovl­brint, fenol, mange kræftgivende kulbrinter - for bare at nævne et lille udvalg.

Holdes en glasstav fugtet med ren nikotin hen under næbbet på en burfugl, falder den fra pin­den ... ikke bedøvet, men død. Nikotin kan sammenlignes med blåsyre. En student indtog i selvforsøg 4,5 milligram nikotin; han fik ånde­nød og krampe, besvimede og var tre døgn om at komme sig efter en svær kollaps. 50 milligram regnes for dødsdosis - det indeholder cirka fem cigaretter. Heldigvis kommer kun en relativ lille procentdel af nikotinen ind i lungerne og der­med blodet.

Det giver et makabert regnestykke. Tobaks­blade indeholder ca. 1,6 pct. nikotin, og den år­lige verdenshøst andrager godt tre millioner tons. Heraf kunne udtrækkes over 50.000 tons nikotin - nok til at dræbe 100 milliarder mennesker!

Og et så livsfarligt stof kan købes over alt. Der gøres endda masser af reklame for at øge konsumet ...

Man kan som gennemsnit regne med, at ryg­ningen af en cigaret tilfører kroppen cirka to milligram nikotin, der fordeles på alle organer. Nikotinen bliver altså uhyre fortyndet. Men virkningen kan påvises endnu i en koncentration så lav som 1 til 5 millioner. Nikotinen fra en cigaret fortyndet 1:5.000.000 får blodkarrene til at trække sig sammen og hindrer således den normale blodforsyning. Det rammer navnlig de kropsdele, som er længst fra hjertet, nemlig hæn­der og fødder. Følsomme instrumenter viser, at 30-40 minutter efter, at man har røget en ci­garet, er fingerspidserne blevet et par grader koldere. Efter flere cigaretter er hænder og fød­der mærkbart koldere, samtidig sker en blokade af slimhindernes gennemblødning, hvilket i ma­ven giver risiko for, at der opstår svulster. Ma­ven begynder så at sige at fordøje sig selv. Stor­rygere har en bleg eller gusten hudfarve netop som følge af den blokerede blodtilførsel.

Den britiske læge Johnston påviste allerede 1942, at det for storrygerne ikke så meget kom­mer an på selve tobakken som på nikotinen. Han fratog dem cigaretterne og sprøjtede i stedet en tilsvarende dosis nikotin ind i kroppen. Det gav dem den samme fornemmelse som ved rygning.

Nikotin hører til de gifte, der langsomt udskil­les. Den findes i urinen op til en uge; i mellem­tiden er røget mange flere cigaretter, og således hober mere og mere nikotin sig op i næsten alle organer, således hypofysen og binyrerne, der producerer vigtige hormoner. Intet under, at organismens biologiske balance efterhånden kommer i uorden.

Det er med sikkerhed konstateret, at rygning i høj grad fremmer den elasticitetsforringelse af blodårer og -kar, der kaldes arteriosklerose, sær­lig fra omkring 40-års alderen. Man bliver glem­som, pirrelig, depressiv. Forkalkningen af de ganske tynde årer i hjernen bevirker, at et blod­kar sprænges af højt blodtryk: slagtilfælde. Be­nene forsynes ikke med blod nok, patienten kan ikke gå længere ture, lægen taler om "tobaksben".

Koronarsklerose (indsnævring af blodårerne omkring hjertet) er hos rygere langt hyppigere end hos ikke rygere. De forenede Nationers sund­hedsorganisation WHO offentliggjorde 1967 re­sultatet af en undersøgelse omfattende 42.000 familier i hele USA. Personer, som røg mere end 40 cigaretter pr. dag, havde 70 pct. hyppigere hjertelidelser end ikke rygere. Rygernes andel i arteriosklerotiske hjerteskader var endda 122pct. højere. Det skal tilføjes, at andre faktorer her spiller ind, således det store kaffekonsum, fed mad og for lidt motion.

Alle svangre kvinder burde være ikke-rygere. Moders og fosters blodkredsløb er af naturen holdt adskilt, udvekslingen af næringsstoffer og luft sker gennem filtrerende membraner. Men både nikotin og alkohol trænger gennem dem. Når hun ryger en cigaret, ryger hendes barn også. Pulsrytmen accelererer hos dem begge. Forstyrrelsen af hendes hormonproduktion kan påvirke barnet og dets udvikling. Unormale ny­fødte er hos storrygere over dobbelt så hyppige som hos ikke-rygere, aborter endog seks gange hyppigere. Efter fødslen skades spædbarnet af tobaksgifte overført gennem modermælken.

Børnelægen dr. Butler fortalte på en gynæ­kologisk kongres i New York om undersøgelsen af 17.000 børn, hvis udvikling han havde fulgt gennem de første syv leveår. Børn af mødre, som efter fjerde svangerskabsmåned røg 10 eller flere cigaretter daglig, var i statistisk sikker grad ån­deligt underudviklede, og deres fødselsvægt lå under normalen.

Blåsyre og kulmonoksyd har en bestemt virk­ning fælles: de blokerer de røde blodlegemers hæmoglobin, som binder den indåndede lufts ilt og fører den til kropsvævene. Målinger har vist, at lungerne efter gentagne inhaleringer indehol­der 10-20 pct. kulmonoksyd. Rygerens organis­me lider af iltmangel. Ikke-rygere, der er tvunget til at opholde sig i et røgfyldt værelse, indånder 2-4 pct. kulmonoksyd.

Ved tobakkens forbrænding opstår bittesmå svævende partikler. Ved hvert sug kommer cirka fire millioner ind i luftrøret, bronkierne og lun­gerne. Filtercigaretter tilbageholder kun de min­dre farlige grove partikler. Jo mindre de er, desto længere trænger de ind i åndedrætsvejene til de fineste lungeblærer.

Luftrøret er beklædt med talrige små fimre­hår med den opgave at transportere fremmed­stoffer opad, til en kraftig harken eller hosten får dem fjernet. Denne afværgemekanisme fun­gerer, så længe rygeren hoster. Ved tobakkens forbrænding dannes substanser, bl. a. fenol, som lammer fimrehårenes bevægelser. Jo mere man ryger, desto mere hjælpeløs bliver ens organisme. Og når den naturlige barriere nedbrydes, er der stor risiko for kræft.

Strå, træ, papir, tobak efterlader ved forbræn­ding en vis mængde tjære. En væsentlig part af den klæbrige sortbrune masse kommer ind i åndedrætsvejene. 100 cigaretter giver 5-10 gram tjære ... så man kan let forestille sig, hvordan lungerne ser ud efter nogle års intensiv rygning. Når man obducerer kæderygere, viser lungerne da også skrækkelige deformiteter.

Tjære er en meget kompleks substans. Til nu har man kun undersøgt et fåtal af tjærebestand­dele for evt. kræftgivende virkning. Det er ikke mærkeligt, når man betænker, at tallet på de stoffer, som findes i tobaksrøg, anslås til at ligge mellem 500 og 1300!

Af de farligste må først og fremmest nævnes benzpyren. Ryger man daglig 40 cigaretter, kom­mer på et år ca. 150 milligram benzpyren ind i kroppen. Det lyder beskedent, men stoffet virker kræftvækkende i meget små mængder, og det indtages regelmæssigt, dag for dag. Til de tjære­substanser, som giver kræft, hører benzantracen, benzfenantren o. m. a. Samtlige har i dyreforsøg udløst kræft, og vi har ingen grund til at tro, det samme ikke gælder mennesket.

Der ytres gang på gang tvivl om, at der virke­lig består en sammenhæng mellem rygning og lungekræft. Men undersøgelser gjort af den ame­rikanske Surgeon General's Advisory Committee viser helt klart, at lungecancer, hjertesygdomme, kronisk bronkitis er ulige mere udbredt blandt cigaretrygere. Rapporterne har fællestitlen Smoking and Health (Rygning og Sundhed), og da de blev offentliggjort, gik mange over til cigarer og pibe, fordi undersøgelserne kun gjaldt cigaretrygning.

I modsætning til cigarettobak afgiver cigar­og shagtobak en alkalisk røg, man nødig inha­lerer, fordi den irriterer slimhinderne. Men un­dersøgelser på universitetet i Washington har vist, at pibe- og cigarrygere løber en anden ri­siko: hos dem er nyrekræft fem til ti gange hyp­pigere end hos ikke-rygere. Det skyldes måske, at kræftgivende substanser afsættes i mundhulen og via fordøjelsessystemet kommer til de udskil­lende organer.

Det er i sandhed en uhyggelig status: fra to­bakshoste over mavesvulster, arterio- og koronar­sklerose, lunge- og nyrekræft til blodprop. - Den amerikanske reporter Mark Waters døde 1. fe­bruar 1966 af lungecancer. Han havde hele sit liv været kæderyger. Fire dage før han døde, skrev han et slags testamente - de sidste linjer lyder

Jeg ved ikke, om min lidelseshistorie kan få nogen til at høre op med at ryge. Man tænker altid: den slags rammer andre, men ikke mig. Men har De først fået lungekræft, så hjælpe Dem Gud. Jeg har ikke skygge af chance for at leve videre. For mig er det for sent - men måske ikke for Dem.

Kilde: NY TID OG VI nr. 4, 1974.

Health News 2006