Flere giftrester i dansk frugt
|
Der er giftrester i hver anden frugt. Danske frugtavlere bryster sig af at begrænse brugen af gifte.
Alligevel stiger indholdet af pesticider i netop dansk frugt.
Hvert andet stykke dansk frugt indeholder rester fra sprøjtemidler - for fem år siden var det blot hvert sjette, der indeholdt pesticidrester, skriver netavisen Altinget.
Selv om de officielle grænseværdier ikke umiddelbart er overskredet, så advarer Det Økologiske Råd forbrugerne:
»Det er helt absurd, at udviklingen går den vej. Målet burde være at få indholdet af pesticidrester i danske fødevarer ned - nu sker det stik modsatte altså. Det er en klar forringelse for forbrugerne,« siger Hans Nielsen, der er landbrugsansvarlig i Det Økologiske Råd, til netavisen Altinget.
Mens der i 2000 blev fundet rester af sprøjtegifte i 16 procent af de danske frugter, var tallet steget til næsten 50 procent i 2004, viser opgørelsen, som Det Økologiske Råd har foretaget.
Selv om frugten ikke udgør et akut sundhedsmæssigt problem, frygter både Det Økologiske Råd og Økologisk Landsforening, at udviklingen er en glidebane:
»Hvis vi ignorerer de tilfælde; der ligger lige under grænseværdierne, så er vi på vej mod at acceptere, at alle danske fødevarer ender med at indeholde pesticidrester. Kan vi virkelig forsvare den udvikling over for forbrugerne?« spørger direktør i Økologisk Landsforening Paul Holmbeck.
Landbruget ser imidlertid ingen problemer i udviklingen:
»Vi har jo netop grænseværdierne for at sikre sundheden,« siger Anne Marie Zink, konsulent i Dansk Landbrug.
Health News 2006
|