Helkropsscanning gør mere skade end gavn
|
Helkropsscanning er kostbart, giver kun små fordele og giver som regel falsk positive resultater. Det viser en amerikansk undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Radiology.
Formålet med at lave en scanningsundersøgelse af hele kroppen er at opdage sygdomme som kræft i et tidligt stadie. I en undersøgelse har amerikanske forskere beregnet, hvor meget livslængden øges for patienter, der gennemgår undersøgelsen. Ved hjælp af et avanceret regnestykke vurderede de otte sygdomme og lige så mange kropsområder, som forbindes med helkropsundersøgelse med scanner. Sygdomsdata var baseret på en stor epidemiologisk undersøgelse over 20 år. Patienterne i studiet var en hypotetisk gruppe på en halv mio. 50-årige mænd uden sygdomssymptomer.
Undersøgelsen viser, at helkropsscanning i gennemsnit øger livslængden med seks dage. Hver undersøgelse koster ca. 5.000 kr., og prisen på et vundet leveår ca. 800.000 kr. Forskerne fandt desuden, at over 90 pct. af helkropsscanningerne gav falsk positive resultater, som indebar, at mændene måtte gennemgå yderligere undersøgelser.
Forskerne konkluderer, at helkropsundersøgelser med scanner er en ineffektiv metode og uegnet til personer med normal sygdomsrisiko. De høje omkostninger ved undersøgelsen risikerer også at skade indsatsen med andre og mere effektive behandlinger, mener de.
Kilde: Radiology 2005; 234: 415-422
Health News 2006
|