Man er havnet i en blindgyde

Nye veje i kræftbehandlingen nødvendige

Merete Birkelund, Raunholtvej 62, Raunholt, skriver bl.a.:

Det er et meget væsentligt emne, Kirsten Heurlin tager fat på i sin kronik i Politiken den 1. maj. Hun fortæller, at hun føler, hun traf et forkert valg, da hun sagde ja til den etablerede kræftbehandling med ope­ration, stråler og kemoterapi.

Jeg vil gerne bidrage med mine egne erfaringer om dette emne. Jeg fik i 1988 diagnosticeret brystkræft med spredning til lymfen. Jeg har fået fjernet et par knuder operativt, men har sagt nej tak til brystamputa­tion, strålebehandling, og kemoterapi, og lever i dag i fredelig symbiose med en knude i brystet. Der kan ikke mere konstateres kræft uden for brystet.

Lægerne stillede mig selvfølgelig en hurtig død i ud­sigt, da jeg sagde nej til behandling - som de altid gør, når kræftpatienter si­ger nej til behandling. I ste­det for stråler og kemotera­pi har jeg valgt at ændre på flere belastende forhold i mit liv og at få behandling med vitaminer og minera­ler, homøopatisk medicin og healing.

Jeg traf dette valg, fordi jeg i mange år, inden jeg blev syg, havde følt at kræftbehandlingen var på gale veje. Den lægelige be­handling fokuserer alene på at slå det syge ihjel (en uheldig bivirkning kan være, at resten af patienten også dør). Jeg tror selv, at en mere farbar vej er at styrke det raske, styrke immun­forsvaret, så mennesket kan helbrede sig selv eller holde sygdommen i skak.

I de år jeg bar været syg, har jeg haft kontakt med flere kræftpatienter, der har sagt nej til den lægelige behandling. Det er mit ind­tryk, at disse patienter i hvert fald ikke klarer sig dårligere end de, der får behandling - ofte tværtimod!

Det pres, lægerne lægger på patienter, som overvejer at afslå behandling, bevir­ker imidlertid, at kun få pa­tienter tør tage en sådan beslutning.

Hvis der var gode resulta­ter med den lægelige be­handling, var lægernes pres på sin plads. Men trods den store forsknings- og behand­lingsindsats er der ikke sket reelle fremskridt i overlevel­sen af brystkræft i mere end 40 år.

Alligevel presser kræftlægerne patienterne ind i behandlingsforløb, hvor der ikke er dokumentation for effekten, samtidig med at bivirkningerne forties, som Kirsten Heurlin beskriver det.

Der er et hul i kræftforskningen. Der mangler kon­trolundersøgelser af, hvor­dan det går kræftpatienter, der ikke får behandling. Uden kontrolundersøgelser kan man ikke afgøre, om behandlingerne overhove­det virker. Uden kontrolun­dersøgelser hviler kræftbehandlingen ikke på et viden­skabeligt grundlag. Lægerne går ud fra som et dogme, at patienter, der ikke mod­tager behandling, dør i løbet a£ kort tid. De patienter, som selv siger nej til be­handling og som kunne fun­gere som en frivillig kontrol­gruppe, har ikke forskernes interesse.

Net brystkræft kan ha­ve et langsomt, kronisk forløb, og der er mange eksem­pler på kvinder, der lever med en ubehandlet brystkræft i 10, 15, 20 ja endog 30 år, som den kvinde, Kirsten Heurlin fortæller om i sin kronik.

Der er i allerhøjeste grad brug for nye tiltag inden for behandling af brystkræft. Så meget desto vigtigere er det, at det er det rigtige, man gør, når man gør noget. Man vinder næppe noget ved at indføre screeninger for brystkræft, som der tales så meget om i øjeblikket. Hvad er der ved at diagnosticere og behandle tidligt, hvis be­handlingen er virkningsløs?

Det, der er brug for i kræftbehandlingen, er et sporskifte. Nytænkning og holdningsændringer. Lægerne må lære at se på hele mennesket frem for på nog­le løsrevne celler. Disse ini­tiativer til nytænkning skal måske først og fremmest komme fra patienterne, som ikke mere vil finde sig i de destruktive og utilstrække­lige behandlinger. Det må være rimeligt, at patienter­ne forlanger dokumentation for behandlingernes effekt.

Det er på høje tid, der tages hul på den debat, som Kir­sten Heurlin så stærkt har lagt op til i sin kronik. Men det er vanskeligt at stille spørgsmåstegn ved den eta­blerede behandling, for mange patienter vil føle, at håbet bliver taget fra dem, og mange raske mennesker vil gerne bevare den tro, at lægerne kan gøre dem raske, hvis de får kræft. Lægerne selv vil selvfølgelig også forsvare de behandlings­former, de tror på.

Men her må jeg fastholde, at der netop er tale om tro. Så længe der mangler kon­trolundersøgelser af, hvor­dan det går patienter, der ikke får behandling, er der ikke tale om videnskab.

En sådan periode uden håb og tro vil imidlertid være uomgængelig, hvis kræftbehandlingen skal ud af den blindgyde, den i dag er hav­net i. Nytænkning vil først for alvor få plads, når vi erkender de gamle fejltagel­ser.

Artikel i Politiken d. 12. maj 1992.