Retslægerådet har altid ret – også når det har uret
|
Retslægerådet er ved lov landets højeste lægelige ekspertise.
”Det tager lang tid, og resultatet er givet på forhånd”. Tommy Andersen, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen af Patientrådgivere i Danmark, er ikke nogen stor fan af Retslægerådet. Først og fremmest fordi rådet efter hans erfaring stort set altid giver andre læger ret i deres vurdering.
”De ser jo kun de vurderinger, som andre læger har skrevet, og det er yderst sjældent, at de mener noget andet end de andre læger, siger Tommy Andersen.
Det var således med en udtalelse fra Retslægerådet, at en psykiatrisk overlæge i Århus fik omstødt en principiel dom, hvor en psykiatrisk patient havde fået 25.850 kroner i erstatning for 20 dages ulovlig bæltefiksering på overlægens afdeling i Århus. I den sag kom rådet til et helt andet resultat end det, som tre instanser før rådet - to patientklagenævn og retten i Århus - var kommet til. Den ansvarlige overlæge havde handlet helt korrekt, mente Retslægerådet.
Det rettede Vestre Landsret sig efter og omstødte dermed en dom, der var principiel og kunne have medført, at danske psykiatere måtte begrænse den udstrakte brug af langvarige bæltefikseringer.
Retslægerådet er ingen stor tilhænger af at styrke patienternes retssikkerhed.
Da Folketinget i foråret ville styrke retssikkerheden for psykiatriske patienter, gik Retslægerådet imod sine høringssvar. Rådet syntes således ikke, der var grund til at give alle patienter, der udsættes for tvang, en patientrådgiver.
Health News 2007
|