Godt at vide Urter og krydderier

Kanel – er det virkelig farligt for os?

Der har gennem flere år jævnligt været debat om brugen af kanel – specielt med fokus på indholdsstoffet kumarin. Lad os se lidt nærmere på stoffet – og på kanel generelt.

Kan kumarin fremkalde kræft hos mennesker?

Man har kendt til den kræftfremkaldende virkning ved kumarin siden 1970’erne. I årene derefter har man diskuteret, hvilken mekanisme der ligger til grund for denne virkning. Indtil for få år siden kunne man ikke udelukke, at den kræftfremkaldende virkning, som man havde iagttaget ved dyre­forsøg, lå i en beskadigelse af arvemassen (genotoksisk virkning). Dette havde udelukket fastlæg­gelse af en sundhedsmæssigt forsvarlig grænseværdi, hvor det i teorien er nok med blot et enkelt molekyle af den genotoksiske substans til at udløse en kræftsygdom, der beskadiger arvemassen.

Nyere videnskabelige resultater tyder under alle omstændigheder på, at kumarin ikke virker geno­toksisk. Den europæiske myndighed for levnedsmiddelsikkerhed (European Food Safety Authority, EFSA) satte derfor i 2004 for første gang en grænseværdi for daglig indtagelse af kumarin. Holder man sig under denne grænse, behøver man ikke at frygte en sundhedsskadelig virkning.

Er det så risikabelt at indtage kanel? Det er rigtigt, at kumarin i høje doser virker kræftfremkaldende hos rotter, men hos mange an­dre dyrearter og hos mennesket er det ikke tilfældet. Dermed forholder det sig med kumarin i kanel som med acrylamid i brasekartofler. Desuden er det velkendt, at den levertoksiske virkning, som man har iagttaget ved dyreforsøg på gnavere, stammer fra dannelsen af metabolitter, der sædvan­ligvis kun opstår hos mennesker i ringe mængder.

Hvis man helt skulle holde sig fra alt det, som kan skade måske kun nogle få personer i denne verden, ville vores liv kun bestå af kærlighed og luft (selv kildevandet kan være skadeligt), anbefa­lede dagsdoser og administrative forskrifter. Man kunne samtidig spørge sig selv, hvorfor disse le­verproblemer ikke er særligt almindelige i de lande, hvor man spiser langt større mængder kanel i den daglige kost. Ét muligt svar kunne være, at ved indtagelsen af næringsmidler sker der en tilbagemelding via smag og appetit. Hvis man ikke kan tåle en fødevare, har man efter kort heller ikke lyst til den mere.

Hvor dette lille spil med ”restrisikoen” fører hen, viser eksempel metyleugenol. Stoffet findes frem for alt i basilikum (fx pesto) og er ligeledes leverskadeligt. I modsætning til kumarin spiser vi her et decideret kræftfremkaldende stof. Det er kræftfremkaldende for alle de dyrearter, man har afprøvet det på – både i flere organer samtidig og i en ganske lille dosis. Skal vi så forbyde pesto? Også her vil der være overfølsomme mennesker. Men der er forskel på, om et enkelt stof gives til gnavere i bur, eller om et menneske spiser kanelkager, pesto eller brasede kartofler efter behag. Hvis man ikke kan tåle det – ethvert menneske er ”følsom” over for nogle stoffer, som for det store flertal er helt uproblematisk – så forsvinder lysten til at spise det som oftest ganske af sig selv. Dette tilbagemeldingssystem er af samme grund forskelligt fra menneske til menne­ske og er dermed også ”klogere” end alverdens ekspertråd – uanset hvor velmente de er.

Interaktioner

Interaktioner, altså det biologiske samspil mellem forskellig slags medicin, mellem medicin og kosttilskud/naturlægemidler – herunder urter – og mellem medicin og kost er blevet genstand for stigende interesse i de senere år, men hvis det er et problem, hvor stort er det så?

En undersøgelse af 458 ikke-indlagte patienter fra to klinikker i USA viste, at interaktioner mellem medicin og kosttilskud kun sjældent vil være alvorlig. Typiske helseprodukter fra undersøgelsen viste sig at være vitaminer og mineraler, hvidløg, ginkgo, savpalme og ginseng. Blandt disse havde 45 % af produkterne en potentiel mulighed for kunne øve indflydelse på medicinens virkning, men denne mulighed var i 94 % af tilfældene ikke alvorlig .

Derudover virker kanel smertestillende, blodtrykssænkende og antibakterielt. En risikovurdering, der ikke omfatter den potentielle nytteværdi ved en fødevare, er ligeså ensidig som en risikovurde­ring, som ser bort fra de mulige risici ved erstatningsstoffer, der anbefales som ”alternative”.

Ceylon-kanel indeholder en masse stoffer, som hver især kan betragtes som en risiko: I stedet for kumarin indeholder ceylon-kanel det fra kunststofindustrien kendte stof styrol samt eugenol, et af de mest populære bedøvelsesmidler, når man skal have lavet huller i tænderne. Begge stoffer regnes for at være kræftfremkaldende. Også safrol, der fremkalder leverkræft hos rotter, findes i de æd­le kanelarter. Og så må vi ikke glemme bezylbenzoat, et pesticid til bekæmpelse af mider. Derfor er der i grunden kun ét reelt argument for at spise ceylon-kanel – det smager bedre!

Hvad kan kanel?

Kanel fremmer blodcirkulation, styrker immunforsvaret, virker vanddrivende, beroliger nervesystemet,  stimulerer seksualiteten, modvirker betændelses­tilstande og lindrer ved hoste og forkølelse. Desuden kan et kosttilskud af kanel sænke blodsukkeret hos diabetespatienter og sænke niveauet af det kolesterol, der kaldes”det dårlige” – nemlig LDL-kolesterol.

Kanelets farverige verden

Der findes mange forskellige barktyper, der så langt tilbage man kan huske, er blevet an­vendt som krydderi eller duftstof. Mange kanelarter indeholder aromastoffer, som toksikologisk set er yderst betænkelige, fx metyleugenol, pinen eller safrol. I hvor høj grad der virkelig er en risi­ko ved disse stoffer for forbrugeren, er endnu ikke undersøgt. Blandt de arbejdere, som høster, gæ­rer eller pakker kanelet, kender man til talrige erhvervssygdomme. Samtidig findes der næppe en sygdom, som ikke et eller andet sted i verden bliver kureret med kanel.

Her ser du et udvalg af de forskellige kanelbarktyper, der findes verden over:

  • Cinnamomum zeylanicum (laurbærplante, Lauraceae): Ceylon-kanel
  • Cinnamomum cassia (Syn C. aromaticum): Kinesisk kanel, cassia
  • Cinnamomum loureirii: Saigon-kanel, Vietnam-cassia, japansk kanel. Regnes i dag til C. cassia
  • Cinnamomum camphora: Kamfer. Hører til kanelplanterne, men dufter ikke af kanel.
  • Cinnamomum burmannii: Padang-kanel, batavia-kanel. Eksporteres primært til USA.
  • Cinnamomum culilawan: Culilawan-kanel. Anvendes primært i Indonesien.
  • Cinnamomum tamala: Malabar-kanel. Anvendes stort set kun i Indien.
  • Cinnamomum oliverii: Australsk kanel. Hjemmehørende i Queensland.
  • Ocotea quixos: Amerikansk kanel. Her anvendes barken ikke, men derimod bægrene.
  • Dicypellium caryophyllatum: Nellike-kanel. Duften minder om kryddernellike.
  • Canella alba (Syn. Canella winterana): Hvid kanel. Hjemmehørende i Caraibien og Florida

Læs også
Kanel – et stærkt krydderi med mange egenskaber
Kanel og krom er godt for blodsukkeret
Naturmidler, lægemidler og interaktioner
Insu Complex forbedrer blodsukker- og kolesteroltal
Diabetes, insulinresistens og kanel
Kanelbarkekstrakt kan måske beskytte mod Alzheimers
Kanel – et konserveringsmiddel
Kanelbarkekstrakt hjælper kvinder med polycystisk ovariesyndrom
Bukkehorn – masser af gode egenskaber

Kilder
Andrejal M et al. French pharmacovigilance survey evaluating the hepatic toxicity of coumarin. Pharmacoepidemiology and Drug Safety 1998/7/Sp1/S. S45-S50.
BfR. Verbraucher, die viel Zimt verzehren, sind derzeit zu hoch mit Cumarin belastet. BfR nr. 043/2006.
Draper AJ et al. Inhibition of coumarin 7-hydroxylase activity in human liver microsomes. Archives of Biochemistry and Biophysics 1997/341/S.47-61.
Ehlers D et al. Hochdruckflüssigchromatographische Untersuchung von Zimt-CO2-Hochdruck­extrakten im Vergleich mit Zimtölen. Zeitschrift für Lebensmitteluntersuchung und -Forschung 1995/200/S.282-288.
Elinos-Báez CM et al. Effects of coumarin and 7OH-coumarin on bcl-2 and Bax expression in two human lung cancer cell lines in vitro. Cell Biology International 2005/29/S.703-708.
Foodwatch. Cumarin in Zimt: Rechtsbruch von Amts wegen. www.foodwatch.de, december 2006.
Fragnière C et al. A short study on the formation of styrene in cinnamon. Mitteilungen aus Lebensmitteluntersuchung und Hygiene 2003/94/S.609-620.
Gold LS et al. Pesticide residues in food and cancer risk: a critical analysis. I: Krieger R (red.): Handbook of Pesticide Toxicology. Academic Press, San Diego 2001/S.799-843.
Harju ATK et al. The efficacy of benzyl benzoate sprays in killing the storage mite Tyrophagus putrescentiae. Annals of Agriculture and Environmental Medicine 2004/11/S.115-119.
Jeurissen SMF et al. Huamn cytochrome P450 enzymes of importance for the bioactivation of methyleugenol to the proximate carcinogen 1-hydroxymethyleugenol. Chemical Research in Toxicology 2006/19/S.111-116.
Johnson JD et al. Two-year toxicity and carcinogenicity study of methyleugenol in F344/N rats and B6C3F1 mice. Journal of Agricultural and Food Chemistry 200/48/S.3620-3632.
Kim SI et al. Toxicity of spray and fumigant products containing cassia oil to Dermatophagoides farinae and Dermatophagoides pteronyssinus. Pesticide Management Science 2006/62/S.768-774.
Lake  BG. Coumarin metabolism, toxicity and carcinogenicity: relevance for human risk assessment. Food and Chemical Toxicology 1999/37/S.423-453.
Miele M et al. Methyleugenol in Ocimum basilicum L. dv. Genovese gigante. Journal of Agricultural and Food Chemistry 2001/49/S.517-521.
Peter KV. Handbook of Herbs and Spices. CRC, Boca Raton 2000.
Ravindran PN et al (red). Cinnamon and Cassia. The genus Cinnamomum. CRC, Boca Raton 2004.
Schmeck-Lindenau HJ et al. Safety aspect of coumarin-troxerutin combination regarding liver function in a double-blind placebo-controlled study. International Journal of Clinical Pharmacology and Therapeutics 2003/41/S.193-199.
Teuscher E. Gewürzdrogen. WVG, Stuttgart 2003.
Vijayan KK, Ajithan Thampuran RV. Pharmacology and toxicology of cinnamon and cassia. I: Ravindran PN et al (red): Cinnamon and Cassia. The genus Cinnamomum.  Boca Raton, CRC 2004/S.259-284.
Von Angerer E et al. Antitumor activity of coumarin in prostate and mammary cancer models. Journal of Cancer Research and Clinical Oncology 1994/120/Sp1/S.S14-S16.
Weber  US et al. Antitumor-activities of coumarin, 7-hydroxy-coumarin and its glucuronide in several human tumor cell lines. Research Communications in Molecular Pathology and Pharmacology 1998/99/S.193-206.
Weiss ES. Spice Crops. CABI, Wallingford 2002.
Peng CC, Glassman PA, Trilli, LE et al. Incidence and Severity of Potential Drug-Dietary Supplement Interactions in Primary Care Patients: An Exploratory Study of 2 Outpatient Practices. Arch Intern Med. 2004;164:630-636.