Femårsoverlevelse ved kræftbehandling - tvivlsom dokumentation
|
En af de konventionel måder til måling af reaktionen på kræftbehandling er femårsoverlevelsen – dvs. hvor mange af patienterne er stadig i live fem år efter diagnosen eller behandlingen. For nogle kræftformer anvender man kortere tidsrum. Men eftersom kræft kun kan blusse op igen, hvis nogle få isolerede celler forbliver i kroppen, er det svært at vide, om en patient er fuldstændigt sluppet fri for sygdommen.
Hvis en behandlet patient kommer til regelmæssige tjek, vil sygdommen ofte vise sig igen inden for de første få år. Når patienten har været symptomfri i fem år, og der stadig ikke er tegn på, at den vender tilbage, kan han/hun foreløbig beskrives som helbredt. Men eftersom denne form for helbredelse ikke er absolut, kan en patient med tilbagefald alligevel dø af en kræftsygdom, som han/hun skulle være blevet ”kureret” for.
Selvom brugen af femårsoverlevelse som en målestok for sammenligninger af kontrollerede, kliniske forsøg, så er parameteren ikke brugbar som et generelt udtryk for en retningslinie for effektiv behandling. Den eneste troværdige indikator på en kræftkur er langtidsoverlevelse. Femårsoverlevelsen er en dårlig målestok til generel brug, fordi den kan være udtryk for forbedringer i diagnosticeringen frem for en reel indikation af antallet af helbredte patienter.
For at illustrere vanskelighederne med at måle forbedringer i behandlingsformerne vil vi koncentrere os om prostatakræft. Prostatakræft er en af de mest almindelige kræftsygdomme blandt mænd, og den er samtidig den førende årsag til kræftdød blandt mænd. Epidemiologer ved American Cancer Society har vurderet, at i 2001 ville ca. 198.100 mænd få diagnosen prostatakræft, og ca. 31.500 ville dø af sygdommen.
Siden 1980’erne har man kunnet iagttage en drastisk stigning i antallet af prostatakræfttilfælde. Men denne øjensynlige stigning kan skyldes, at man har introduceret en såkaldt PSA-test (prostata-specifikt antigen) eller andre faktorer, som gør det muligt at diagnosticere sygdommen på et tidligere tidspunkt.
Fra 1980 til 1992 er antallet af prostatakræfttilfælde mere end fordoblet. Siden omkring 1995 har antallet stabiliseret sig. Dødstallene for prostatakræfttilfælde blev let forøget i midten af 1990’erne, hvorefter de igen faldt. Det gennemsnitlige antal i perioden 1997-2001 var 31,5 person pr. 100.000 sammenlignet med 31 personer pr. 100.000 i 1975.
Det betyder, at på trods af en tilsyneladende fordobling af antallet af tilfælde, er antallet af dødsfald næsten ikke ændret i samme periode. Disse tal kan tages som et udtryk for, at krigen mod prostatakræft er ved at blive tabt. Det er værd at bemærke, at antallet af symptomfrie prostatakræftsygdomme, som findes ved mikroskopisk undersøgelse af vævet, stiger med alderen.
Mænd, hvis prostatakræft diagnosticeres på et tidligt stadie, uden at den når at sprede sig til andre organer, har en femårsoverlevelse på tæt ved 100%. Men hvis kræften har nået at sprede sig til fjerne steder i kroppen, overlever kun en tredjedel af patienterne i fem år eller mere (32,6%).
Kræftens stadier påvirker sygdommens fremtoning ved mikroskopi. Hvis cellerne ser relativt normale og differentierede ud på diagnosetidspunktet, ligger overlevelseschancerne på op mod 100%. Men hvis cellerne er udifferentierede og har mistet de egenskaber, der findes ved raske prostataceller, så falder overlevelseschancerne til 73,5%. Mænd, der er under 50 år på diagnosetidspunktet, har en lavere chance for at overleve i fem år, eftersom deres sygdom ofte er mere fremskreden, når den opdages.
Der er mange måder at måle reaktionen på behandlingen på, f.eks. størrelsen på en solid svulst eller reduktionen i antallet af celler, som man f.eks. ser det for leukæmi. Men patienter kan sagtens udvise en positiv reaktion på behandlingen, uden at deres levetid forbedres.
Nedenstående tabel er tilpasset efter information fra dr. Ralph Moss, baseret på udgivne data vedr. reaktion på behandling og andel af sygdomsfrie overlevende. Tabellen illustrerer forholdet mellem reaktion på behandlingen og overlevelse blandt kræftpatienter.
| Reaktion på behandling og faktisk overlevelse |
|
Kræftsygdom
|
Reaktion (%)
|
Overlevelse (%)
|
|
Brystkræft (stadie III/IV)
|
75
|
Sjælden
|
|
Småcellet lungekræft
|
90
|
10
|
|
Mavekræft
|
50
|
Sjælden
|
|
Kræft i æggestokkene
|
75
|
10-20
|
|
Multipel myelom
|
75
|
Sjælden
|
|
Leukæmi (akut)
|
75
|
20
|
|
Leukæmi (kronisk)
|
75
|
Sjælden
|
|
Prostata
|
75
|
Sjælden
|
|
Blære
|
60
|
Sjælden
|
Will Rogers-fænomenet
Vi har tidligere beskrevet, hvordan tidlig påvisning af en kræftsygdom kan føre til en øget femårsoverlevelse og kan få nyere behandlingsformer til at fremstå som mere effektive. Det er ikke den eneste kilde til den ’skævhed’, som kan få nye behandlingsformer til at fremstå som mere positive, end de reelt er.
Med tiden og og den til stadighed forbedrede diagnosticering kan kriterierne for faseinddeling af en kræftsygdom ændres. Denne proces kaldes Will Rogers-fænomenet, også kendt under den medicinske term fasemigration. At fænomenet tilskrives cowboy-humoristen Will Rogers, skyldes denne vittighed:
Da indbyggerne i Oklahoma forlod staten og flyttede til Californien, steg den gennemsnitlige intelligenskvotient i begge stater.
Det underforståede, at de mindre intelligente Oklahoma-boere flyttede til Californien, hvor de intelligensmæssigt lå over gennemsnittet, kan også bruges på grupper af kræftpatienter. Hvis de mindst raske patienter, som er klassificeret som stadie I, omklassificeres til stadie II, så vil begge grupper fremstå som ’raskere’. Dette er fasemigration.
Forbedringer i metoderne til opdagelse af kræftsygdomme betyder, at lokal spredning og metastasering opdages tidligere. Dermed kan en person, som man tidligere diagnosticerede som stadie I, placeres på stadie II. Eller en stadie III-person kan omklassificeres til stadie IV, hvis en forbedret teknik betyder, at metastaserne opdages hurtigere. Det bør bemærkes, at med forbedret diagnosticering sker bevægelsen fra et mindre til et mere fremskredent stadie. Denne bevægelse vil forbedre de gennemsnitlige prognoser for begge grupper.
Den kategori, patienterne bevæger sig fra, vil dermed have færre ”medlemmer” med fremskreden kræft – og derfor vil gennemsnittet for kategorien blive forbedret. Men den kategori, disse patienter bevæger sig til, vil dermed få ”medlemmer” med mindre fremskreden kræft – og dermed vil gennemsnittet for denne kategori også blive forbedret.
Fasemigration er dermed årsagen til en tilsyneladende forbedring i reaktionen på behandlingstiltagene for alle kræftstadier. Det er vigtigt at være opmærksom på, at denne forbedring udelukkende skyldes omklassificeringen – ingen af patienterne har fået et bedre helbred.
Forudindtagede publiceringer
Den medicinske litteratur har en tendens til kun at publicere de forsøg, der viser positive resultater. Tidsskrifterne kan afvise at trykke negative forsøg eller forsøg, der kun har ringe betydning – og disse forsøg ender dermed i arkivskabet og bliver aldrig offentliggjort.
Når forsøgsresultaterne trykkes, er der en tendens til at offentliggøre de mere betydningsfulde og positive resultater i de tidsskrifter, der har størst indflydelse. Dermed giver litteraturen et lyserødt billede af fremskridtene inden for kræftbehandlingen.
Indtil nu har vi ikke beskæftiget os med den kommercielle forudindtagethed, som sker fra mange lægemiddelvirksomheders – og andre parter i samme branche. En lægemiddelvirksomhed har et økonomisk incitament til enten ikke at offentliggøre negative resultater af forsøg med virksomhedens produkter eller til at præsentere data i det mest positive lys.
Derudover skal nævnes de publikationer, som er skrevet af en såkaldt ”ghost writer” – dvs. en person, som er ansat af industrien, men som giver indtryk af at være uvildig. Lægemiddelvirksomhederne har en overvældende økonomisk interesse i kliniske forsøg og forsøgsrapporter vedr. præparater.
Og i den senere tid er man begyndt at oversvømme den medicinske litteratur med artikler skrevet af ghost writers – artikler, som ligger uhyggeligt tæt på at være reklame. Læger bliver betalt for at fremstå som ”forfatter” til disse artikler.
I nogle tidsskrifter kan halvdelen af alle de medicinske artikler, der omhandler lægemidler, være skrevet af ghost writers. Diana Zukerman har kaldt dette fænomen for ”checkhæfte-forskning”. Udarbejdelsen af videnskabelige artikler som en del af en virksomheds markedsføring forvrænger offentliggørelsen af medicinske forskningsresultater – til skade for alle parter.
Health News 2008
|
·
Home ·
Sitemap ·
Links
