"Det tabte paradis"
|
Af Marianne Tersgov, formand for Kræftforeningen Tidslerne
Finansminister Lars Løkke Rasmussen (tidligere indenrigs- og sundhedsminister) præsenterede tirsdag d. 5. februar forslag til finansloven. Af denne fremgår det, at en del ministerier skal gemme omkring 1 % af deres samlede budget for 2008.
Få dage før har sundhedsministeren bombastisk foreslået, at vi skal rive alle de gamle sygehuse ned (?) og bygge nye i stedet. Samtidig har man givet befolkningen skattelettelser i flere år i træk. Finansministeren sagde også kæphøjt ved præsentationen: "Vi har råd til det hele".
Jeg kan ikke få det til at hænge sammen!
På side 8 bringer vi en beretning med overskriften "Omsorgen der blev effektiviseret væk". Denne beretning er en rædselsberetning fra det virkelige liv. Det er en beretning om et system, som ikke fungerer. Et system som byder urimelige – og jeg fristes næsten til at sige – dræbende arbejdsvilkår for de ansatte. Vi skal aldrig glemme, at disse grusomme vilkår er vores – patienternes betingelser.
Vi har som kræftpatienter gennem årene vænnet os til grusomme og umenneskelige forhold. Både med hensyn til behandling, pleje og rehabilitering. Vi får gang på gang at vide, at som kræftpatienter skal vi tåle det ubærlige – fordi vi netop som kræftpatienter skal være taknemlige over at være i live. Uanset livskvaliteten.
En pårørende fortalte mig forleden om følgende scenario, som udspilledes på Riget:
Patienten er blevet tilbudt kemo efter en lungekræftoperation. Lægen informerer om behandlingens bivirkninger. Patienten, en ældre svækket kvinde, bliver forskrækket ved tanken om de mange tunge, tunge bivirkninger, og siger skræmt: ”Nu bliver jeg helt bange”. Lægen skubber utålmodigt sine papirer til siden, og hamrer vredt den flade hånd ned i bordet med ordene: " Nu skal du tage dig sammen".
Hvor blev omsorgen og empatien lige af? For slet ikke at tale om respekten for det syge og lidende menneske? Det forventes, at vi som kræftpatienter skal tåle og lægge krop til en behandling, som ikke kun ødelægger det syge, men også alt det raske.
Det forventes at vi uden et kny underkaster os behandlinger som kan give os de mest grusomme bivirkninger på kortere såvel som på længere sigt. Faktisk har jeg hørt patienter sige, at behandlingen mindede dem om tortur (patientens hud faldt af fodsålerne).
Det forventes at vi er taknemlige – uanset hvad.
Dertil kommer så, at behandlingerne ikke en gang er de nyeste og de bedste.
Den siddende regering har lovet reformer – kvalitetsreformer, som skulle forbedre den offentlige sektor. Det ser bestemt ikke ud til at blive bedre.
Hvordan kan man give skattelettelser, og samtidig forbedre den offentlige sektor, som er fuldstændig nedslidt? Rehabiliteringen eller genoptræning er så godt som ikke eksisterende på trods af entydige forskningsresultater, som man ellers altid påberåber sig som betingelser for handling.
Jeg fatter det ikke:
- Det er da indlysende, at syge mennesker skal have nærende mad, som styrker.
- Det er da indlysende, at syge mennesker har brug for at styrke kroppen.
- Det er da indlysende, at syge mennesker har brug for pleje og renlighed.
- Det er da indlysende, at syge mennesker har brug for genoptræning.
- Det er da indlysende, at syge mennesker har brug for omsorg.
Faktisk har man lavet undersøgelser af, hvad der sker med mennesker, når de ikke får omsorg og menneskelig varme.
Resultaterne er entydige: Mennesker sygner hen og dør, hvis de ikke far omsorg og menneskelig varme.
Man opfinder nye ord (nysprog), som tilslører virkeligheden: Velfærdsministerium (velfærd må jo eksistere, når der er et ministerium, som beskæftiger sig med det). På samme vis giver ordene Servicelov og Udlændingeservice indtrykket af, at der ydes service. Smart!
Det ser ud, som om vi er ved at sælge ud af den fælles ansvarsfølelse for de svageste.
Vejen til liberalisering af sundhedssystemet er banet. Langsomt, men sikker lodses borgerne over i den private sektor – på privathospitaler, som bare tjener kassen på det offentliges ventelister. Der tales om brugerbetaling hos den privatpraktiserende læge, på hospitalerne og speciallæger.
Vi er på vej mod rendyrket socialdarwinisme – the survival af the fittest. Kun den stærkeste overlever.
Hvor har vi mon hørt om det før?
Det minder mig om et eller andet.
Kræftforeningen Tidslerne
Bjørnholms Alle 4-6, 1.
8260 Viby J. Tlf: 70 20 05 15, kl. 12-14
Fax: 8611 3204
tidslerne@mail.tele.dk
www.tidslerne.dk
|
·
Home ·
Sitemap ·
Links
