| |
Dilemma: Patienten er syg. Sygdommen kan bare ikke måles og vejes
|
Kronisk træthedssyndrom, fibromyalgi osv. falder ind under samme sygdomskategori. De har tydelig samfundsmæssig sammenhæng, og noget tyder på, at syndromernes specificitet skyldes lægelig specialisering. Det er nogle af de synspunkter, et udvalg under Sundhedskomiteen kaster ud til debat i bogen: "De nye sygdomme".
Dilemma: Patienten er syg. Sygdommen kan bare ikke måles og vejes. Men patienten kræver diagnose og naturligvis gerne handling. Det samme gør arbejdsgiver, forsikringsselskabet og sociale myndigheder. "De nye sygdomme" (DNS) som whiplash, kronisk træthedssyndrom og fibromyalgi giver flere og flere problemer i samspillet mellem patient, læge og samfund. Det er baggrunden for, at Sundhedskomiteen for to år siden nedsatte et udvalg til at se på fænomenet og beskrive det.
Der er blevet en debatbog ud af arbejdet, og der skal være streg under debat. For bogen løfter ikke sløret for afgørende ny viden om de nok mest medieomtalte sygdomme i nyere tid, og udvalgets medlemmer er efter eget udsagn ikke enige om alt, hvad der skrives. Men bogen stiller skarpt på en lang række meget tankevækkende teorier og sammenhænge, der i hvert fald er udbredt konsensus om. For eksempel at de nye sygdomme har klar samfundsmæssig sammenhæng, at de er et udpræget kvindefænomen, at forskellige grene af lægevidenskaben har forvandlet hjørner af samme kompleks til selvstændige sygdomme, og at de ofte stærkt invaliderede patienter forstås dårligt af både sundheds- og socialvæsen.
Syndromerne behandles ofte, som om de var nye fænomener. Måske på grund af den historieløshed, der præger den offentlige debat. Syndromerne dukker imidlertid op i forskellige forklædninger gennem historien. Allerede i 1713 beskrev Bernardino Ramazzini en fjerpenne-udgave af museskaderne: Skriveres fysiske og mentale problemer med de ensformige bevægelser af pen på papir. I 1830'erne frembragte ny teknologi "writer's cramp". Stålpennen afløste den blødere fjer, og det gav kramper.
I takt med, at flere og flere mennesker har fået deres arbejde uhjælpeligt låst sammen med maskiner, er "krampernes" tal steget stærkt og har med mellemrum fået nye betegnelser. I slutningen af det nittende århundrede bevægede de sig over mod neurologien. Med Freud fik psykiaterne fat i dem, og i nyere tid har kramperne og andre syndromer skøjtet frem og tilbage mellem specialer som fysiurgi og arbejdsmedicin - hver med deres diagnosekriterier og hypoteser. Fibromyalgi har ligeledes på skift været en muskulær lidelse, en søvnabnormitet, en kronisk stresstilstand og en psykosomatisk lidelse. Pt. betragtes den overvejende som en lidelse i centralnervesystemet.
Ikke kun specialisering, men også medieinteresse, ændringer i erstatningsbestemmelser og førtidspensionslove kan kobles til opblussen og hendøen af bestemte syndromer.
Sider af samme sag?
"De nye sygdomme" ytrer sig bemærkelsesværdigt ens set i lyset af, hvor mange specialer der gør - eller har gjort - krav på dem. Symptomerne er:
- De nye sygdomme, samlet under navnet DNS, omfatter bl.a. fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom, museskader, uspecifikke lænderygsmerter, piskesmældslæsioner, bækkenløsning, amalgamforgiftning, en del lettere, men langvarige depressive lidelser og udbrændthed.
- DNS er sygdomme uden påviselig biologisk baggrund og med en diagnose, der ofte er diffus og svær at stille. Langt flere kvinder end mænd klager over DNS.
- Typisk for DNS er klager over smerter i bevægeapparatet og udpræget træthed.
- I visse tilfælde, eksempelvis i forbindelse med fibromyalgi, er der påvist visse muskelforandringer hos patienten. Men forandringerne er uspecifikke og ikke karakteristiske for et bestemt problem. Nogle læger mener, at muskelforandringerne hot fibromyalgipatienter er udtryk for et passivt, inaktivt liv.
Bogens forfattere har forsøgt at samle de i øjeblikket gængse forklaringsmodeller: Vores smertetærskel er generelt blevet lavere. Vi vil ikke finde os i at have ondt. Vi vil heller ikke acceptere, at lægevidenskaben simpelthen ikke rækker til at diagnosticere alt. Øget arbejdstempo har betydet større monotoni og mindre variation i bevægelser. Øgede fysiske og psykiske krav betyder, at flere og flere mennesker får svært ved at indfri kravene. Smerter og træthed er tidens legitime symptomer på vantrivsel, utilfredshed og utilpassethed. Kvinders dobbeltarbejde gør dem ekstra sårbare over for smerter og træthed. Kronisk stress udløser måske uhensigtsmæssige neurohormonale mekanismer.
Måske findes der en fælles biologisk forklaringsmodel, som bare ikke er påvist endnu. Måske er der tale om somatisering. Måske er DNS multifaktoriel, en kombination af de forskellige årsagsforklaringer. Måske, måske ...
Læger med skyklapper?
I betragtning af, at telegrafistkrampe allerede i 1908 blev anerkendt som erstatningsberettiget erhvervssygdom i England, er det påfaldende, at syndromerne den dag i dag er genstand for umådeligt mange tvistigheder i pensionssager. Flere af bidragsyderne slår til lyd for, at læger skal anlægge en bredere sygdomsopfattelse, når de møder syndromerne - i modstrid med tidens feltråb "evidens!"
Indrømmet polemisk stiller speciallæge i psykiatri og samfundsmedicin Haakon Laarum og antropolog og læge Beth Elverdam i bogen spørgsmål ved lægers vilje og/eller evne til at forstå de nye sygdomme: "Den patient, der ikke kan møde med et sæt legale og målbare klager, er ikke syg. Du falder uden for det, jeg er vant til, og det jeg har lært, siger lægen ud fra erkendelse, som er båret af fossileret binding til det, der én gang er lært og vedtaget", skriver de to i en diskussion af den lægefaglige uddannelse og lægens magtesløshed over for de formastelige "ikkesyge".
Drama på sengekanten
Beth Elverdam taler med citat fra folkloristen Birgitte Rerbye om, at syndrompatienterne bringer uorden i det ritualiserede forløb af sygdom, "sygedramaet", der almindeligvis forløber således: Først bliver den raske hovedperson syg og diagnosticeret, hun træder ind i "sygerollen". Det er første dramatiske spids. I den tilstand presses personen af andre og sig selv hen mod at blive rask, den anden dramatiske spids eller forløsningen. Syndrompatienten overholder imidlertid ikke sin skuespillerkontrakt: Hun bliver ikke rask. Det udløser negative sanktioner fra "publikum". Derfor søger både hun, behandlerne og det øvrige samfund efter en anden form for forløsning - ofte en tilkendelse af pension. Det er desværre en uheldig slutning for mange, fordi den er begyndelsen på noget andet: Resten af livet som syg, en overgang til afhængighed og dårlig økonomi.
"De nye sygdomme" - en social- og sundhedspolitisk udfordring er emnet for en konference, der holdtes tirsdag den 5. december 2000 i Domus Media.
Health News 2008
|
·
Home ·
Sitemap ·
Links
