Nu dokumenteret at økologisk er sundere
|
Økologiske fødevarer giver ca. 40 pct. flere sunde næringsstoffer
"Hvis du har problemer med at få dine børn til at spise fem om dagen, kan du nøjes med at spise fire om dagen, så længe produkterne indeholder mere end 20 pct. antioxidanter", siger professor Carlo Leifert, der er koordinator på EU-projektet, til avisen Sunday Times.
Hidtil har den årelange debat om økologiske fødevarer taget udgangspunkt i formodninger og forskellige delresultater. Det er første gang, at forskere samlet har nået en så klar konklusion af økologiens gavnlige effekter på helbredet. Projektet blev indledt for fire år siden og er sponsoreret af EU, der har brugt omkring 130 mio. kr. på rapporten.
Forskerne er blandt andet nået frem til, at økologiske fødevarer indeholder op mod 40 pct. flere antioxidanter - det stof, der hindrer frie radikaler i at ødelægge menneskets celler, og som forskere dermed mener er årsag til kræft og hjertekarsygdomme.
I Storbritannien mener ernæringseksperter ligefrem, at det kan bane vej for nye anbefalinger af de officielle kostråd. Briterne bliver tudet ørerne fulde med budskabet om "five a day", der er en pendant til Sundhedsstyrelsens opfordring om "Seks om dagen" med henvisning til, hvor mange portioner frugt og grønt, man dagligt bør indtage.
Hidtil har den britiske regerings sundhedsstyrelse hævdet, at der ikke er forskelle i næringsværdien mellem økologiske og konventionelle fødevarer.
Foruden flere antioxidanter er der også påvist større mængder af gavnlige mineraler som jern og zink i de økologiske fødevarer.
Mange antioxidanter
Forsøget er blevet udført på en række landbrug og marker rundt omkring i Europa. Forskerne har også produceret deres egen økologiske mælk, der indeholder op mod 90 pct. flere antioxidanter.
Markerne med forskellige økologiske afgrøder er blevet dyrket parallelt med marker dyrket konventionelt.
Health News 2008
|