| |
Negative resultater får mindre opmærksomhed
|
Undersøgelser, hvor det afprøvede lægemiddel viser sin værdi, får mere opmærksomhed end undersøgelser, hvor midlet ikke virker. Det viser en undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet The Cochrane Library.
Forskere fra The Cochrane Collaboration gennemførte en meta-analyse af et stort antal medicinske studier fra 1990'erne. 73 pct. af de studier, hvor det testede lægemiddel havde en positiv effekt, blev præsenteret i et videnskabeligt tidsskrift. Tilsvarende andel for undersøgelser, hvor lægemidlet gav negativ eller ingen effekt, var 41 pct.
Analysen giver ikke svar på, om forskerne bag de negative undersøgelser ikke indsender dem til videnskabelige tidsskrifter, eller om tidsskriftsredaktørerne ikke vil publicere deres resultater. Uanset hvad der er forklaringen, er skævvridningen af publicerede undersøgelser et problem, mener forskerne bag undersøgelsen. De mener, den kan bidrage til at give indtryk af, at et bestemt lægemiddel virker godt, selvom det ikke er tilfældet.
Health News 2009
|