| |
Fluor - en sundhedsrisiko i tandpasta og vand
|
Fluor er et grøngult, gasformigt grundstof, som først blev isoleret i 1886 af Henri Moissan. Fluor, klor, bromin og jod (sammen med det ustabile grundstof astatin) udgør halogen-gruppen blandt grundstofferne.
Fluor-atomer har en meget stærk tendens til at binde sig til andre stoffer, og det er derfor temmelig svært at udvinde stoffet i dets rene form. Fluor kan danne legeringer med alle andre grundstoffer, også de øvrige halogener. Før 2. Verdenskrig fandt der stort set ikke nogen industriel produktion af fluor sted, men i tiden efter er der blevet produceret store mængder af stoffet - som et restprodukt fra berigelsen af uran, fremstilling af aluminium, gødning, ler osv.
Fluorider findes i naturen og i vand i forskellige koncentrationer, så vi vil altid være mere eller mindre udsat for disse stoffer. Men i dag er der stort set enighed om, at fluor ikke er et af de essentielle sporstoffer, som menneskekroppen har brug for, hvilket længe var holdningen hos Verdenssundhedsorganisationen WHO (Handbook on Human Nutritional Requirements, WHO Monograph Series No. 61, 1974), de svenske sundhedsmyndigheder (SOSFS 1977:26), osv. De amerikanske sundhedsmyndigheder reviderede deres standpunkt i midten af 1960'erne (jf. Gunnar Bergstrom, "Åttio maximaldoser", Årjäng 1969, s. 51).
Med hensyn til giftighed ligger fluor et sted mellem bly og arsenik. Forskning tyder på, at fluorider kan forårsage allergi, osteoporose og dental fluorose samt neurologiske skader (sidstnævnte er bl.a. blevet beskrevet af dr. Phyllis Mullenix et al. i "Neurotoxicity of sodium fluoride in rats", Neurotoxlcol Teratol. 17(2), 1995).
Fluor menes at have en hærdende indvirkning på tandemaljen. Dette skyldes, at i emaljens hydroxy-apati er en OH-gruppe erstattet af fluor, således at det bliver til fluoro-apatit Ca5(PO4)3F. Emaljen bliver hårdere, men mange forskere hævder, at den samtidig bliver mere skrøbelig.
Kilde: Kemiens Verden 1997
|
·
Home ·
Sitemap ·
Links
