| |
Kræftforskning - århundredets svindelnummer?
|
Af Robert Ryan, B.Sc.
"Alle bør vide, at kræftforskningen i vid udstrækning er svindel, og at de store kræftforskningsinstitutter tilsidesætter deres pligt overfor de mennesker, der støtter dem". Linus Pauling, Ph.D. (dobbelt Nobelpris-tager)
Har du nogensinde tænkt over, hvordan det kan være, at på trods af de milliarder af dollars, der gennem årtier er blevet brugt på kræftforskning, og på trods af, at kuren mod kræft efter sigende er 'lige på trapperne', så stiger antallet af kræfttilfælde?
Kræftantallet stiger
Engang var kræft en ganske sjælden sygdom, men nu er den nr. 2 på listen over dødsårsager i vestlige lande som Australien, USA og Storbritannien. I begyndelse af 1940'erne udgjorde kræftdødsfaldene 12% af det samlede dødstal. I 1992 var dette tal steget til 25,9%. Denne stigning er typisk for de fleste vestlige lande. Nogle mener, at den skyldes, at vi lever længere end vores forfædre, og at stigningen i antallet af kræfttilfælde derfor kun skyldes, at flere lever længere og derfor har større risiko for at udvikle kræft. Men dette modsiges af, at antallet af kræfttilfælde også stiger blandt yngre, og af resultaterne af adskillige befolkningsundersøgelser, der har påvist en sammenhæng mellem forskellige livsstilsfaktorer i specifikke kulturer og de specifikke kræftformer, der er fremherskende i disse kulturer.
Den ortodokse "krig mod kræft" er slået fejl
"Min generelle vurdering er, at det nationale kræftprogram er en betinget fiasko", siger dr. John Bailer. som har været ansat i 20 år ved US National Cancer Institute og har været redaktør af instituttets blad. Han tilføjer:"American Cancer Society's statistik for femårs overlevelse er meget vildledende. Her medregnes ting, der ikke er kræft, og fordi vi nu kan diagnosticere sygdommene på et tidligere tidspunkt, ser det ud til, at patienterne lever længere. Hele vores kræftforskning de sidste 20 år har været en total fiasko. Der er flere på 30 og derover, der dør af kræft, end nogensinde før. Flere kvinder med milde eller godartede sygdomsforløb bliver indregnet i statistikken som værende 'helbredte'. Når myndighederne fortæller om antallet af personer, der overlever kræftsygdomme, og om, at man er ved at vinde krigen mod kræften, sker det på basis af disse tal".
En rapport fra 1986 i New England Journal of Medicine vurderede landvindingerne i kræftbehandlingen i USA i årene 1950-1982. På trods af fremskridt mod visse sjældne kræftformer (der udgør 1-2% af det samlede antal kræftdødsfald) viste rapporten, at det samlede dødstal var steget betydeligt siden 1950: "Den konklusion, vi kan drage, er at ca. 35 års intenst arbejde på at forbedre behandlingen må kaldes en betinget fiasko". Rapporten konkluderede, at "vi er ved at tabe kampen mod kræften" og at man bør ændre fokus og lægge større vægt på forebyggelse, hvis man ønsker fremskridt, der kan måles.
De fleste kræftsygdomme kan forebygges
Ifølge International Agency for Research in Cancer er "80-90% af de menneskelige kræftformer bevisligt miljømæssigt og dermed teoretisk undgåelige". Blandt de miljømæssige årsager til kræftsygdomme er livsstilsfaktorer som rygning, en kost med mange animalske produkter og for lidt frisk frugt og grønt, overdreven solpåvirkning, tilsætningsstoffer, alkohol, påvirkning fra arbejdsmiljøet, forurening, elektromagnetisk bestråling og endog lægemidler og medicinske procedurer.
Men desværre - som medicinhistorikeren Hans Ruesch siger: "På trods af den generelle anerkendelse af, at 85% af alle kræftsygdomme skyldes miljøpåvirkning, anvendes kun 10% af National Cancer Instituts's budget på miljøårsager. Og på trods af, at hovedparten af de miljømæssige årsager har forbindelse til vores kost, dedikeres mindre end 1% af National Cancer Institute's budget til forskning i ernæring. Og selv dette lille beløb måtte påtvinges instituttet via et særtillæg til National Cancer Act fra 1974".
Forebyggelse er ikke rentabelt for industrien
Dr. Robert Sharpe: "I vores kultur er der rigtigt mange penge i at behandle sygdomme - men det er der ikke i forebyggelse. I 1985 blev det amerikanske, vesteuropæiske og japanske marked for kræftbehandling vurderet til over 3,2 mia. britiske pund - og"markedet" er steget med 10% om året i løbet af de sidste fem år. Forebyggelse er ikke en fordel for andre end patienten. Ligesom lægemiddelindustrien trives med sin 'en pille til enhver sygdom'-mentalitet, er mange af de store velgørende institutioner økonomisk støttet af drømmen om en mirakelkur, der er lige på trapperne".
Nul-kur - er det det, vi vil have?
Faktisk mener nogle analytikere, at kræftindustrien stædigt holder sig til en politik om at se i den forkerte retning. Således konkluderede de dybdeborende journalister Robert Houston og Gary Null i slutningen af 1970'erne - efter at have undersøgt politikker, aktiviteter og aktiver hos større kræftinstitutioner i USA - at disse institutioner kun overlevede på, at man aldrig ville finde en kur.
De skrev, at "en løsning på kræftens gåde ville betyde, at alle forskningsprogrammer skulle indstilles, fag ville blive forældede, alle drømme om personlig berømmelse ville blive slukt, og sejren over kræften ville fjerne bidrag til velgørende institutioner og afskære tilskud fra Kongressen. Det ville være fatalt for den kliniske verden med forældelse af kostbar kirurgisk, radiologisk og kemoterapeutisk behandling, hvor så mange penge, så meget uddannelse og så meget udstyr er investeret. Denne frygt - uanset hvor ubevidst den er - kan resultere i modstand og negativ indstilling til alternative behandlingsformer - jo mere lovende, jo større modstand: Nye behandlingsformer skal der stilles spørgsmålstegn ved, de skal frarådes og afvises for enhver pris - uanset testresultater og helst helt uden at teste dem. Som vi skal se, har dette mønster gentaget sig selv adskillige gange - og næsten konsistent". Der findes mange mennesker verden over, der mener, at de er blevet helbredt af behandlingsformer, der er blevet 'blacklistet' af større kræftorganisationer.
Betyder det, at ALLE de mennesker, der arbejder i kræftforskningsindustrien bevidst er en del af en sammensværgelse, hvis formål er at sikre, at menneskeheden ikke får en kur mod kræft? Forfatteren G. Edward Griffin forklarer: "Lad os lige slå fast, at disse mennesker dør af kræft ligesom alle andre, så selvfølgelig holder de ikke bevidst en kur mod kræft tilbage. Men det betyder, at lægemiddelindustriens medicinske monopol har skabt et klima med tendentiøs uddannelse, hvor den videnskabelige sandhed ofte ofres på alteret til for del for økonomiske interesser... Hvis pengene kommer fra lægemiddelvirksomheder - direkte eller indirekte - er der mest fokus på lægemiddelforskning. Men det betyder ikke, at nogen har råbt "Holdt! Stop forskningen i ernæring". Det betyder bare, at ingen støtter ernæringsforskningen økonomisk. Så det giver en skævhed, hvor den videnskabelige sandhed ofte sløres af økonomiske interesser".
Det samme synspunkt har dr. Sydney Singer: "Forskere er som prostituerede - de arbejder for de penge, de får ind ved bidrag og tilskud. Hvis der ikke er penge til de projekter, de har en personlig interesse i, bevæger de sig derhen, hvor pengene er. Deres indkomst stammer direkte fra bidrag og tilskud - ikke fra universiteterne. Og de vil gerne gøre deres økonomiske kilde glad, så de får flere penge i fremtiden. Deres karrierer afhænger af det".
Bruges der penge på svigagtig forskning?
En stor del af de penge, der af offentligheden doneres til kræftforskning bruges på dyreforsøg, som siden begyndelsen er blevet bredt fordømt som spild af tid og ressourcer. Som eksempel kan nævnes dr. Irwin Bross, tidligere direktør for Sloan-Kettering, verdens største kræftforskningsinstitut og daværende Director of Biostatistics at Roswell Park Memorial Institute for Cancer Research i Buffalo, NY, som i 1981 sagde følgende til den amerikanske kongres:
"Det nytteløse i de fleste dyreforsøg er mindre kendt. F.eks. fortælles der vidt og bredt om opdagelsen af kemoterapeutiske stoffer til behandling af kræft hos mennesker som en triumf, der skyldes dyreforsøg. Men også disse overdrevne udsagn stammer fra eller er velsignet af de samme mennesker, som får den offentlige støtte til dyreforsøgene. Der er kun få - om nogen overhovedet - beviser, der støtter disse udsagn. Faktisk er det sådan, at mens modstridende dyreresultater ofte har forsinket eller hindret fremskridt i krigen mod kræften, er der aldrig kommet et eneste betydende resultat ud af dem - hverken når det gælder forebyggelse eller behandling. F.eks. blev stort set alle de kemoterapeutiske stoffer, som har værdi i behandlingen af menneskelige kræftformer, fundet i en klinisk sammenhæng og ikke ved dyreforsøg".
Faktisk sælges mange af de stoffer, der fremkalder kræft hos mennesker, som "sikre" på basis af dyreforsøg. Den tyske læge Werner Hartinger siger om de kræftfremkaldende stoffer fra lægemiddel-/den petrokemiske industri: "Det konstante forbrug af disse stoffer legaliseres på basis af vildledende dyreforsøg... som forfører forbrugeren til at tro, at han/hun kan være tryg ved stofferne".
Tænk, hvad vi kunne opnå
Næste gang, du bliver bedt om at give et bidrag til en kræftorganisation, så husk, at dine penge går til at understøtte en industri, som af mange fremragende forskere er blevet bedømt som værende en betinget fiasko og af andre som total svindel. Hvis du gerne vil gøre en forskel, så sig til disse organisationer, at du ikke vil give penge, før de ændrer deres indfaldsvinkel, så de fokuserer på forebyggelse og forskning i menneskekroppen. Vi har magten til at ændre tingene ved at gøre deres nuværende indfaldsvinkel urentabel. Det er kun via vores godgørende bidrag og skatter, at disse institutioner overlever på deres nuværende uproduktive vej.
© 1997 Campaign Against Fraudulent Medical Research, P.O. Box 234, NSW 2783, Australien. Tlf. +61 (0)2-4758-6822. www.pnc.com.au/~cafmr Ovenstående artikel kan downloades, kopieres, udskrives eller på anden måde distribueres uden tilladelse fra CAFMR. Men der kræves i så tilfælde en skriftlig bekræftelse.
Referencer:
d'Espaignet, E.T. et al., Trends in Australian Mortality 1921-1988, Australian Government Publishing Service (AGPS), Canberra, 1991, p. 33
Australian Bureau of Statistics, Causes of Death, Australia 1992, ABS, Canberra, 1993, p. 1
Dr. Bailer i en tale ved Annual Meeting of the American Association for the Advancement of Science i maj 1985, citeret i Bette Overall, Animal Research Takes Lives - Humans and Animals BOTH Suffer, NZAVS, 1993, p.132
Robert Sharpe, The Cruel Deception, Thorsons Publishing Group, Wellingborough, UK 1988, p.47
Robert Sharpe, op. cit. 1988, p.47
Hans Ruesch, Naked Empress - the Great Medical Fraud, CIVIS, Massagno/Lugano, Switzerland, 1992,p.77
Robert Sharpe, op. cit. 1988, p.65
Citeret i Hans Ruesch, op.cit. 1992, p.65-66
Edward Griffin, The Politics of Cancer, (lydbånd) American Media, 1975, kan købes hos CAFMR
Sydney Singer, Medical Demystification (M.D.) Report, bind l, nr.l s. 5., Medical Demystification Crusade, 1992, CA, U.S.A.
Irwin Bross, citeret i Robert Sharpe, op.cit., 1988 p. 179
Dr. Werner Hartinger, i en tale ved 2nd International Scientific Congress of the Doctors in Britain Against Animal Experiments (D.B.A.E.), London, 24. september 1992.
Health News 2010
|
·
Home ·
Sitemap ·
Links
