Giftgrænser hævet 54 gange på et år
|
Regeringen støtter i stor stil, at der kommer pesticider i afgrøderne.
B.T. kan i dag afsløre, at EU det seneste år har givet tilladelse til at hæve grænseværdien for pesticider 54 gange, mens der kun i elleve tilfælde er blevet besluttet at stramme for mængden af pesticider.
Fødevare-og landbrugsminister Henrik Høegh (V) er i forvejen blevet stærkt kritiseret, efter at B.T. fredag skrev, at regeringen har godkendt et EU-direktiv, der tillader, at der må komme op til 50 procent flere pesticider i eksempelvis gulerødder og salat.
I "Go'morgen Danmark" mandag forsvarede ministeren sig ellers med, at man både sætter pesticidgrænserne op og ned.
"Der er noget, som en gang imellem sættes ned, og noget, der bliver sat lidt op, hvis det er nødvendigt at bruge lidt ekstra derude på afgrøderne for at komme fri af en skadegører," sagde Høegh.
SFs fødevareordfører Pia Olsen Dyhr mener, at ministeren udelukkende tænker på landbruget frem for forbrugernes sundhed.
Misvisende version
"De nye oplysninger viser jo klart, at ministeren fortæller en noget misvisende version af sandheden. Han burde være ærlig og stå ved, at der langt, langt oftere bliver givet tilladelse til at hæve grænserne end til at sænke grænserne," siger hun.
Henrik Høegh afviser, at han taler usandt på tv.
"Hver gang der kommer nye pesticider, så har det en grænse, der er meget lav, fordi det ikke er blevet afprøvet. Når det så skal bruges, så vil grænseværdien blive hævet."
Men hvorfor støtter I så massivt flere pesticider i danskernes madvarer?
"Det gør vi heller ikke. Nu kommer vi med et nyt forslag, hvor vi lægger høje afgifter på de pesticider, der forurener mest," siger han.
Kilde: BT, 27. april 2010
|