Fyr alle fødevarecheferne
|
Fødevarestyrelse og minister får massiv kritik af mad-eksperten Orla Zinck.
Det er både naivt og dumt, når Fødevarestyrelsen fortæller, at deres kontroller virker.
"Siden 1999 har ledelsen gang på gang fortalt, at den ene kontrolfadæse efter den anden ikke går ud over fødevaresikkerheden. Det er fuldstændigt hul i hovedet.
Det mener bromatolog og fødevareekspert Orla Zinck.
Han er godt gal og irriteret over den ene dårlige forklaring efter den anden fra Fødevarestyrelsen, hver gang en ny mad-skandale bliver afsløret.
Fyr hele banden
"Det er rystende, at styrelsen slipper godt fra den massive kritik, de får. De er absolut ikke lige for loven. Hvis et kødfirma laver en fejl, så bliver der uddelt bøder, men når styrelsen laver en af deres utallige fejl, som går ud over forbrugerens sikkerhed, så slipper de godt fra det", siger Orla Zinck. Han mener ganske enkelt, at hele ledelsen i Fødevarestyrelsen bør fyres.
"Med den ene skandale i ryggen efter den anden, så kan jeg ved gud ikke forstå, at de bliver siddende. Hvis et privat firma havde en uduelig direktion, så ville bestyrelsen fyre dem på stedet. Det bør også ske her", fastslår Orla Zinck, der selv sad som chef i det tidligere
Levnedsmiddelstyrelsen i ti år.
I april afslørede en revisionsrapport, at Fødevarestyrelsens kontrollanter kun tilbringer 13 procent af deres tid ude i virksomhederne. Resten af arbejdstiden foregår med skrivebordsarbejde, transport, administration og efteruddannelse.
Ifølge Orla Zinck er det et klokkeklart bevis på, at forbrugernes sikkerhed bliver tilsidesat.
"Det er vanvittigt, at kontrollanterne ikke bruger tid på at kontrollere. Der er for mange høvdinge og for få indianere i styrelsen. Og det går ud over fødevaresikkerheden - og i sidste ende forbrugeren", siger Orla Zinck.
Skandale-minister
Eksperten kritiserer også i stærke vendinger Fødevarestyrelsens øverste chef, familie- og forbrugerminister Lars Barfoed (K), for at løbe fra sit ansvar.
"Han har ikke gjort en eneste ting, der kommer forbrugeren til gode. Og det er en skandale. Kontrolsystemet skal fremover basere sig på firmaernes egen kontrol. Helt ærligt. Hvem
vil ikke udnytte det? Det er ganske enkelt for dumt, siger Orla Zinck, der mener, at hele fødevarekontrollen skal revideres.
"Forbrugeren har krav på at blive beskyttet. Og hvis det kræver flere ressourcer, ny ledelse eller helt at fjerne styrelsen fra Lars Barfoed, så er det det, der må ti"l, siger Orla Zinck.
Læs mere i Ekstrabladet fra 1. juni 2006.
|