Røre om fyret læge
|
Københavns Kommune er kommet under kraftigt pres i sagen om speciallæge Erling Segest, der i 1991 blev fyret som embedslæge i kommunen.
Begrundelsen var dengang "samarbejdsvanskeligheder" i forhold til stadslæge Claus Lundstedt. Selv mener både Segest og flere patientforeninger, at han blev straffet for at have forsket i patientklager og dermed afsløret, at patienternes utilfredshed med lægernes behandling er ti gange større, end de officielle tal viser.
"Segest blev fyret, fordi han tog patienternes parti. Det brød man sig ikke om," siger Jack Halle fra Patientforeningen Storkøbenhavn.
Uklarheder
Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen fastslår da også i et brev til Københavns Kommune, at dokumentationen for at fyre Segest er "uklar."
Ombudsmanden skriver, at det anses for "usikkert, hvilke forhold der efter kommunens opfattelse skal anses for at dokumentere eller sandsynliggøre Segests manglende evne til at samarbejde", og Gammeltoft-Hansen henviser videre til "uklarheder med hensyn til det præcise afskedigelsesgrundlag."
Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen fastslår også, at det "bevismæssige grundlag for en afskedigelse som den foreliggende skal være særligt sikkert."
Speciallæge Erling Segest blev fyret af Københavns Kommune under henvisning til 27 kritikpunkter. Alligevel mener ombudsmanden foreløbig, at grundlaget er tyndt.
Fejl og klager
Fire af kritikpunkterne handler om, at Erling Segest som privatperson har skrevet fire artikler i forskellige magasiner - hvoraf tre handlede om netop lægefejl og patientklager.
"Der er ingen tvivl om, at man ville nægte mig min ytringsfrihed," siger Segest.
Nej fra Nyrup
Mens ombudsmanden stiller kritiske spørgsmål til substansen i de 27 kritikpunkter, har både Lægeforeningen og Indenrigsministeriet afvist at gå ind i sagen. Det samme har også daværende sundhedsminister Torben Lund (S) og statsminister Poul Nyrup Rasmussen.
Læs også:
Den bog giver dig kvalme
Health News 1994
|