Enhver behandling er et lotteri
|
Af Arne Øster
overlæge, Holstebro
I den sidste tid har medierne været fyldte med indlæg om lodtrækningen ved brystkræftoperationer, efter at overlæge Knud Lockwood, Rigshospitalet, har fortalt om sin menneskelige omgåelse af lodtrækningen.
Imidlertid er patienten hver dag i sit møde med sygehusvæsenet om ikke udsat for lodtrækning, så mere eller mindre for lotteri. Der er nemlig ikke nogen lidelse, der ikke kan behandles på flere eller mange forskellige måder.
Selv for eksperter kan det være umuligt at se, om den ene metode er bedre end den anden. Den ene metode er måske bedst i én bestemt læges hænder og den anden i en andens. Et - brækket ben kan på ét sygehus blive behandlet med operation og indsættelse af skinne og skruer. På et andet sygehus med ublodig på-plads-sætning og indgipsning. Den første metode indebærer risiko for betændelse og skade på bløddelene. Den anden metode indebærer risiko for forkortning af benet, skævhed og andet.
I tilfælde, hvor det er umuligt umiddelbart at se, om den ene metode er bedre end den anden, har man de sidste mange år i sundhedsvæsenet mere og mere ønsket at køre flere behandlingsmetoder parallelt på i øvrigt tilsyneladende ens sygdoms- eller skadestilfælde. Resultaterne heraf bliver så senere gjort op og behandlet statistisk.
Imidlertid kan den enkelte læge ofte komme i samvittighedskvaler, hvis han selv mener, at én bestemt metode er bedst i et givent tilfælde, men er tvunget til at følge et forskningsprogram, som indebærer lodtrækning, og som igen måske resulterer i én for ham at se mindre hensigtsmæssig behandlingsmetode.
Inden for den enkelte afdeling kan der også være forskellige opfattelser af behandlingsmetode, og dette giver i det mindste hyppigt anledning til frugtbar debat, men af og til også til regulær ubehagelig uenighed. Nu er patienterne ved at skulle tages virkelig med på råd, og i alt fald er det rimeligt, at de oplyses fuldt om, hvad der foregår, men det bliver ikke nemt for patienterne - det er svært nok for lægerne.
Som et dagligt banalt eksempel kan jeg nævne begrebet et forstuvet knæ eller fodled. I begge tilfælde kan der være tale om svære ledbåndsskader, som kan være vanskelige at erkende fra starten. I begge tilfælde har man i mange år behandlet med bandagering eller aflastning, men de senere år er operativbehandling i vid udstrækning kommet på tale.
Imidlertid har den operative behandling nu også vist sine svagheder og direkte mangler - og ikke-operativ, også kaldet konservativ behandling, er mange steder atter kommet i højsædet.
Ikke mindst idrætsfolk kræver at blive bragt tilbage i fuld-god stand efter en skade, og hvis de hører om en ny revolutionerende behandlingsmetode, ønsker de denne, selv om lægerne måske er mere skeptiske. Læger, som har påbegyndt eller direkte opfundet en ny operativ metode, eventuelt stærkt støttet af kommercielle interesser, vil naturligvis til det sidste forsvare en ny metode - og støttet af omtale i medierne kan det være vanskeligt at gå imod patienternes ønske om for eksempel reparation af ledbånd med kunstige produkter.
Også her kunne det være ønskeligt med en lodtrækningsundersøgelse, hvor for eksempel hver anden patient behandles operativt og hver anden patient ikke-operativt med brug af store serier med mange patienter, men dette giver som anført store etiske problemer.
Foreløbig må vi nok fortsat efter bedste vurdering behandle patienterne med den metode, som anses for bedst i det enkelte tilfælde.
Yderligere må vi i de kommende år stærkt skele til økonomiske problemer, idet en ambulant ikke-operativ behandling altid alt andet lige vil være betydeligt billigere end den operative metode, der som regel kræver indlæggelse, men samtidig må vi skele til senresultateme, som i visse tilfælde kan indebære svære slidgigtforandringer eller andre uheldige udviklinger, som kan blive endnu dyrere end en primær dyr behandling.
Artikel i Jyllands-Posten, 4. september 1988.
|
·
Home ·
Sitemap ·
Links
