| |
Brusk til kræftbehandling
|
Oksebrusk
 I 1954 opdagede John F. Prudden, MD, at oksebrusk havde en bemærkelsesværdig evne til at få sår til at hele hurtigere. Brusk fra spiserøret på okser (BTC) har siden vist sig at være et af de få stoffer, der kan fremme sårhelingen, og det er grunden til, at det omtales i de fleste kirurgiske lærebøger. Men dr. Prudden blev dybt fascineret af det videre behandlingspotentiale ved denne mærkværdige substans. Da han så, hvordan det fik en brystkræftsvulst til at svinde drastisk og reducerede en ondartet sårdannelse på brystvæggen hos en patient, blev det til en livslang interesse.
Udviklingen af nye blodkar (angiogenese) er en forudsætning for svulstvækst, men processen kan bremses af brusk fra køer eller hajer. BTC kan generelt aktivere kroppens kræfthæmmende forsvar og har vist sig at være effektiv mod kræft i æggestokkene, bugspytkirtlen, tyktarmen og testiklerne. Et BTC-ekstrakt var også i stand til at hæmme væksten i svulstcellelinjer hos 22 patienter med forskellige former for kræft. Siden 1950'erne har dr. Prudden sponsoreret forsøg for mere end 7 mio. dollars. Og siden 1972 har han med stor succes brugt BTC til at behandle 110 tilfælde af fremskreden kræft - generelt lå den delvise eller fuldstændige hebredelse på ca. 30% over en behandlingsperiode på syv måneder. Ikke overraskende hylder William Lane, Ph.D., der er fortaler for hajbrusk, dr. Prudden som "bruskbehandlingens fader". Et hurtigt blik på dr. Pruddens journaler overbeviser.
I et nu klassisk forsøg offentliggjort i 1985 deltog 31 kræftpatienter, der ikke havde reageret på konventionel behandling, eller som havde en kræftform, der ikke kunne behandles. Efter at være begyndt på en bruskkur - typisk 9 g dagligt, indtaget oralt i doser på 3 g 3 gange dagligt - reagerede 90% af patienterne delvis eller helt. Dr. Prudden fortæller også om, hvordan BTC fik en stor svulst i endetarmen til at forsvinde, hvorefter partienten var kræftfri i 18 år efter behandlingen. Oksebrusk gav fuldstændig heling af brystkræft, efter at andre behandlinger var slået fejl - denne patient forblev kræftfri i 10 år, indtil hun døde af andre årsager. En mand med prostatakræft, som havde spredt sig til knoglerne, blev fuldstændigt rask. En kvinde på 79 år med nyrekræft, der havde spredt sig til lunge og lever, overlevede fire år med langt bedre livskvalitet.
Hvor imponerende disse tidlige resultater end lyder, så er BTC ikke en kur mod kræft, men en meget effektiv form for lindring. Man kan ikke tale om kur, når de patienter, der reagerer på behandlingen, skal fortsætte med at tage 9 g om dagen resten af livet for at undgå tilbagefald. Det tager desuden op mod fire måneder, inden de første positive virkninger viser sig i systemet, fortæller dr. Prudden. Igennem mere end 25 år har han aldrig observeret toksiske bivirkninger ved at bruge oksebrusk - selv ikke i doser, der er tre gange så høje som den behandlingsmæssige.
Oksebrusk minder om mesenchym, det grundlæggende bindevæv, som alle muskler, knogler, sener, ligamenter, hud, fedt og knoglemarv udvikler sig fra i takt med, at fostret vokser. Dr. Prudden anser knoglemarven for at være kernen i immunforsvaret, den basale prototype for alle sunde væv. Oksebrusk indeholder desuden store sukkermolekyler kaldet mucopolysakkarider, som synes at kunne blokere delingsprocessen i kræftceller. Hvis cellerne ikke kan dele sig, kan de ikke formere sig, og det betyder, at kræften ikke spredes. Oksebrusk synes desuden at kunne stimulere aktiviteten i makrofagerne, de immunceller, der "spiser" alle fremmede materialer i kroppen, herunder kræftceller. Ud over at stimulere immunforsvaret fungerer brusken også på den måde, at den mindsker størrelse og antal af ondartede celler og dermed normaliserer de frafaldne celler.
Visse andre fakta om oksebrusk gør, at det er en væsentlig medspiller i 'brusk vs. kræft'-kampen, siger de læger, der er citeret i denne bog. F.eks. skal der hele 70 g haj brusk til at opnå en helbredende virkning i modsætning til 9 g oksebrusk. Den behandlingsmæssige dosis af haj brusk er fire gange så dyr som af oksebrusk. Desuden indeholder hajbrusk 22% kalk, dvs. hele 14 gange den anbefalede dagsdosis af dette mineral. Oksebrusk i behandlingsmæssige doser indeholder kun 10% af den anbefalede dagsdosis afkalk, og det indeholder desuden et kelerende stof, som medvirker til at fjerne overskydende kalk fra systemet.
Hajbrusk
 Hajbruskens popularitet skyldes William Lane, Ph.D., landbrugsbiokemikeren, der udgav de to populære bøger Why Sharks Don't Get Cancer (1992) og Why Sharks Still Don't Get Cancer (1996). Forskere ved Massachusetts Institute of Technology satte brusk på det behandlingsmæssige landkort i midten af 1970'erne, da de på kaniner og mus med implanterede svulster påviste, at en infusion af kalvebrusk stoppede svulstvæksten uden tegn på toksicitet 20 dage efter infusionen. Faktisk var den gennemsnitlige maksimale længde på blodkarrene reduceret med 75%.
I et cubansk forsøg overlevede 14 ud af 29 'terminale' kræftpatienter (dvs. uden mulighed for behandling), efter at have fået hajbrusk. Af de 15, der døde, skyldtes de ni dødsfald kræft, mens de øvrige patienter døde af andre årsager. Næsten tre år senere levede de 14 normale liv. Resultaterne af dette forsøg blev meget omtalt både i medier, offentlige præsentationer og konventionelle og alternative medicinske sammenhænge. Forsøget løber stadig, og efter 23 måneder (fire gange forventet levetid) var de 14 patienter stadig i live og ved godt helbred og levede helt normale liv. Efter 33 måneder uden behandling ud over en mindre dosis hajbrusk dagligt har der ikke været dødsfald.
Ifølge dr. Lane reagerer kræft i æggestokkene bedst på hajbruskbehandling, mens kræft i livmoderen, livmoderhalsen og centralnervesystemet reagerer positivt. Ifølge røntgenbilleder har man "ikke fundet ny vækst i CNS-svulster, som er blevet kirurgisk fjernet". Desuden rapporterer dr. Lane, at hajbrusk er "yderst effektivt" mod fremskredne prostatakræftsvulster, hvor svulsterne reduceres med fra 15 til 67%. Generelt opnår man den største virkning med hajbrusk mod solide svulster; kræftsvulster i bugspytkirtlen reagerer også godt, forudsat at sygdommen ikke er for fremskreden.
I 1990 bekræftede T. Oikawa hajbruskens kliniske virkning ved at påvise "signifikant hæmning af angiogenesen". Et af de stoffer, der findes i hajer, squalamin, har fornylig vist sig at kunne angribe svulster via angiogenesen. Ifølge forskere ved Johns Hopkins University tyder dyreforsøg med squalamin på en potentiel behandlingsmæssig virkning på patienter med kræft i hjernen.
Den væsentligste virkning ved haj brusk stammer måske fra dets proteindel, som har angiogenese-hæmmende egenskaber, ligesom genistein og andre isoflavoner, siger Michael B. Schachter, MD. Hajbrusk er væv, der ikke indeholder blodkar. Det indeholder proteiner, der forhindrer, at nye blodkar dannes. "Dermed synes indgivelse af relativt store doser af hajbruskpulver enten oralt eller ved lavement at være effektivt for nogle kræftpatienter, fordi det kontrollerer væksten i svulsterne og endog i nogle tilfælde får sygdommen til at forsvinde".
 Hajbrusk hæmmer unormal angiogenese, men samtidig påvirker stoffet ikke den normale angiogenese, der er nødvendig for helingsprocessen. "Faktisk kan hajbrusk fremme dannelsen af nye blodkar", siger dr. Schachter. Det så man i det cubanske forsøg, hvor blodforsyningen til det kræftramte væv blev afskåret, mens antallet af blodkar i bindevævet omkring det syge sted blev forøget. "Derfor er det ingen grund til at begrænse brugen af hajbrusk efter en operation (hvor angiogenese er nødvendig for helingen) eller til hjertepatienter, som har brug for udviklingen af øget blodomløb". På etiketten til flere hajbruskprodukter står der, at produktet ikke skal bruges efter operation eller til hjertepatienter. Disse etiketter blev skrevet, før man vidste, at hajbrusk ikke påvirker den sunde dannelse af blodkar og kan efter dr. Schachters mening ignoreres.
Health News 2011
|
·
Home ·
Sitemap ·
Links
