| |
Thalidomidkatastrofen - lægevidenskab som den højeste visdom
|
Det er velkendt, at kvinder, som under deres svangerskab tog stoffet thalidomid som beroligende middel, har født deforme børn. Den tragedie, som disse fødsler er, både for børnene selv og for deres forældre, har rejst mange spørgsmål. Det første har været, om de medicinalfirmaer, som solgte stoffet, har været for ligegyldige.
Dette spørgsmål kan uden tøven besvares: Nej, der var ikke tale om ligegyldighed. Intet tidligere kendt stof havde vist sig at have en sådan virkning, og ingen havde nogensinde forestillet sig, at et lægemiddel kunne have sådanne virkninger, da slet ikke et stof med så enkel en sammensætning som thalidomid.
Nye lægemidler gennemprøves på mange måder. Først undersøger man, om de er tilstrækkelig effektive til at kunne anvendes til det tænkte formål. Dernæst undersøges det, om de har skadelige virkninger, når de gives i doser, som er langt større end dem, patienterne skal have. Dosernes størrelse beregnes naturligvis efter legemsvægt. Hvis et menneske, som vejer 70 kg skal have en dosis på i gr., svarer det til at en rotte på 200 gr. skal have en dosis på ca. 3 mg. Man giver så rotten doser på helt op til 30 mg under forsøgene. Den bedste prøve, man anvender almindeligt, går ud på at undersøge unge rotters vækst. To til tre kuld unge rotter inddeles i grupper, således at hver gruppe består af rotter fra alle de implicerede kuld. Den ene gruppe er en kontrolgruppe, og man følger i flere uger denne gruppes vækst, når den får en ensartet ernæring. Den anden gruppe får som en del af den daglige kost en almindelig dosis af det stof, som skal undersøges, og den tredje gruppe får stoffet i større doser. Hvis stoffet forstyrrer væksten, vil man i løbet af en vis tid se, at denne gruppes gennemsnitsvækst bliver mindre end kontrolgruppens.
Prøverne udføres på flere forskellige dyrearter, på hvilke man måske har mulighed for at se andre virkninger, som f. eks. forandringer i antallet af røde og hvide blodlegemer. De hvide blodlegemer er vort vigtigste forsvar mod bakterieangreb, og det er derfor af stor betydning, at et lægemiddel ikke reducerer antallet af dem. Endvidere gennemfører man nogle prøver for at konstatere, om mikroskopisk undersøgelse af dyrenes organer afslører forandringer i f. eks. leveren eller nyrerne.
Disse oplysninger giver kort og løseligt en ide om, hvilke undersøgelser man foretager. Først når et nyt stof har været gennem disse prøver, anser man det for sikkert nok til videre forsøg på mennesker.
Farerne ved nye stoffer
Thalidornid-katastrofen har imidlertid vist, at ikke en gang disse omhyggelige undersøgelser er tilstrækkelige til at sikre, at et nyt stof er ufarligt. Et stof kan have alvorlige virkninger på et område, man aldrig har været opmærksom på. Dette skyldes til dels den måde, medicinalfabrikkerne arbejder på. De fleste går vel ud fra, at de mennesker, som har ansvaret for, at de nye stoffer bringes på markedet, har et grundigt kendskab til fysiologi, farmakologi, biokemi og patologi. Men det er sjældent tilfældet. De, som leder forskningen, er i næsten alle tilfælde kemikere, hvis biologiske forståelse er temmelig overfladisk. Det er forskningslederen, som hele tiden bør tænke på, hvilke farer et nyt stof kan tænkes at udsætte patienten for. Og det er nærmest umuligt for en kemiker at forestille sig disse muligheder. Kun den, som til stadighed følger udviklingen inden for biologien, som måske har lagt mærke til, at mødre med sukkersyge eller disposition herfor, ofte får børn med medfødte abnormiteter, det samme gælder kvinder, som i deres svangerskabs første tre måneder har haft røde hunde - kun af denne mand, kan man forvente, at han har mulighed for at forudse, om et nyt stof kan have en lignende virkning, og finde frem til en prøve, som kan afsløre denne mulighed.
Alt for ofte betragter medicinalfirmaernes kemikere biologerne som folk, der er nødvendige til gennemførelsen af en række rutineforsøg, men samtidig som folk, hvis mening man ikke behøver at regne særligt med. Nogle firmaer har læger og andre medicinske rådgivere, som tages med på råd. Men det, at man har en medicinsk eksamen, er ingen garanti for, at man bruger det meste af sin tid til at beskæftige sig med patologiske og fysiologiske problemer. Mange af disse rådgivere ved i virkeligheden meget lidt om disse problemer, selv om de måske har et glimrende kendskab til klinisk praksis og til lægens behov for nye lægemidler.
Hvordan er denne situation opstået? Hvordan er det kommet dertil, at den endelige afgørelse af, hvorvidt et stof er nyttigt og sikkert, ikke først og fremmest træffes på grundlag af biologernes opfattelse deraf? Den mest sandsynlige forklaring er den enkle, at der er mange kemikere, men kun få biologer. Det er derfor meget lettere at sikre sig en dygtig kemiker til arbejdet end en dygtig biolog. Derfor er også forskningslederen i næsten alle firmaer en kemiker. Her vil det dog være på sin plads at fremhæve, at et af de måske mest succesrige medicinalfirmaer i USA har en biolog som forskningsleder. Han er nu i øvrigt også blevet vicepræsident. På grund af manglen på biologer må man byde dem meget høje gager for at lokke dem fra universiteterne til medicinalfabrikkerne, men i praksis kan det alligevel ikke lade sig gøre, da kemikerne så ville blive bragt ud af fatning.
Den måde, hvorpå lægerne har fået deres oplysninger om nye stoffer gennem en repræsentant for et medicinalfirma, har haft god vind i lange tider. Men nu er uvejret brudt løs. Der vil dog næppe ske nogen større forandring, før medicinalfirmaerne ansætter de dygtigste biologer, betaler dem ordentligt og lytter omhyggeligt til, hvad de siger.
Lægens ansvar
Thalidomid-katastrofen har uden tvivl fået mange læger til at nære mistillid til medicinalfirmaernes meddelelser, og i øjeblikket er deres tro på, at et nyt stof virkelig er harmløst, grundigt rokket. I virkeligheden må man forbavses over, at de tidligere har været så tillidsfulde. Medicinalfirmaernes repræsentanter siger måske kun, hvad de selv tror er sandt, men hverken de eller de mennesker, de repræsenterer, forstår til bunds, hvordan et medicinsk stof kan påvirke det menneskelige legeme. Et laboratoriefremstillet stof, som er en art fremmedlegeme i vor krop, bør mistænkes af enhver, og man bør ikke nære tillid til det, uden at den er meget stærkt underbygget. Hvorfor en læge så skulle ordinere thalidomid, når man i mange år har brugt barbitursyrepræparater og med dem har opnået samme virkning uden risiko, er vanskelig at forklare. Men der findes læger, som ikke nærer mistanke, og som nyder at ordinere nye lægemidler. De finder det ikke interessant at holde sig til det, man har kendt og brugt længe med godt resultat.
Patientens ansvar
Patienten har også et ansvar; han eller hun må ikke presse lægen til at ordinere medicin. Dette er en særlig udbredt vane i USA. Men det bør nu være klart, at gravide kvinder så vidt muligt bør undgå al medicin, især i svangerskabets første måneder. Selv antihistaminerne er nu under mistanke, skønt de i udstrakt grad er blevet anvendt til at mildne gravides tilbøjelighed til morgenkvalme. Vi må her huske på, at indtil antihistaminerne blev bragt på markedet efter sidste krig, har man aldrig anvendt sådanne stoffer, og kvinderne er kommet igennem deres svangerskab uden dem.
Health News 2012
|
·
Home ·
Sitemap ·
Links
